"This site uses cookies from Google to deliver its services and analyze traffic. Your IP address and user-agent are shared with Google along with performance and security metrics to ensure quality of service, generate usage statistics, and to detect and address abuse."

mandag den 23. november 2015

Og nu til nyhederne med Poul Erik Skammelsen

"Nej, hvor er det frygteligt. Som journalist græmmes man jo over uprofessionalismen fra DR, som er en kanal de fleste formodes at kunne se," skrev en journalist i kommentarfeltet til DR og offerudvælgelsen.

Hende har jeg gode nyheder til: Det er såmænd ikke kun DR, der er uprofessionel. Journalistikken hos TV2 er lige så fraværende som hos DR og DR2.

Den 12. marts 2015, dagen hvor tre public service-stationer lavede et koordineret anslag mod angiveligt uetiske advokater, bestod TV2-Nyheders bidrag i at tæppebombe seerne med dette scoop fra første til sidste nyhedsindslag.  I 22-Nyhederne med Skammelsen blev der budt på en ekstra delikatesse.

Klokken lidt over 22 den aften tonede Christian Thorsen Nørgaards to døtre på 9 og 11 frem og fortalte, at de var blevet manipuleret af en advokat til at sige, at deres far havde slået dem. Se videoen her.

Det store problem her er, at den advokat, pigerne refererer til, Vivian Jørgensen, som også var skydeskive i DR2's program, ikke havde sagen på det omtalte tidspunkt. Det havde derimod nu afdøde advokat Anders Lindholt. De to piger har aldrig mødt Vivian Jørgensen.

Det andet problem er, at pigerne lyver.

Her er morens e-mail til pigerne, afsendt umiddelbart efter udsendelsen, hvori hun beder dem undskylde over for advokat Vivian Jørgensen.
 

Selv skriver advokat Vivian Jørgensen bl.a. i sin politianmeldelse af udsendelsen:
 

I udsendelsen fremkom døtrene med dokumenterbart urigtige udtalelser om, at jeg skulle have opfordret dem til at lyve over for myndighederne om, at deres far, Christian Nørgaard, skulle have udøvet vold over for dem. Pigernes udtalelser [...] fremkom på trods af, at jeg ikke var advokat for moren og ikke kendte hverken til hende eller pigerne i den periode, hvor pigerne mange gange til forskellige myndigheder, herunder flere hospitalslæger, politiet, kommunen, retten og en børnesagkyndig fortalte om vold fra farens side.
 

Udover at forsyne samtlige tv-stationer med en liste over de syv advokater, der irriterede dem mest, havde Foreningen Far ––  som oplyst af TV2 –– peget på Christian Thorsen Nørgaards sag som et validt eksempel på uetisk advokatadfærd. Det må skyldes, at Foreningen Far, udover at være misinformeret om advokatbistanden på pågældende tidspunkt, i lighed med politi og domstole ikke finder sagens betænkeligt høje bunke af skadestueepikriser, lægeundersøgelser og fotodokumentation på vold værd at beskæftige sig med.

Men hvem havde fået pigerne til at lyve på nationalt TV?
 

Pigernes far, Christian Thorsen Nørgaard, er forretningspartner med Tanja Graabæk i  rådgivningsvirksomheden Hvert 3. Barn, en slags betalingspendant til Foreningen Far. Tanja Graabæk var en af nøglepersonerne i det ligesindede program på DR2 og det ligesindede nyhedsindslag på DR, som tidligere beskrevet her:


Foreningen Far styrer medierne II: Advokatsagen
Foreningen Far styrer medierne 

DR og offerudvælgelsen

De to pigers mor afstod fra at kommentere beskyldningerne, da hun mente, det var stærkt upassende, at hendes børn skulle eksponeres på TV på denne måde.
 

Pressenævnet udtalte ikke kritik, da de mente, at TV2 handlede i god tro. Moren var blevet bedt om at kommentere, og "seerne havde mulighed for selv at vurdere troværdigheden af udtalelserne," som det hedder i Pressenævnets svar.
 

Havde seerne mulighed for at vide, at pigerne løj? Næ. Havde seerne mulighed for at vide, at omtalte advokat slet ikke var involveret i sagen på daværende tidspunkt? Næ. Kendte seerne baggrunden for denne ufattelig komplekse sag mellem Christian Nørgaard og Tammy Zied Nørgaard? Næ.




Nej. Alt, hvad de 389.000 seere kunne høre, var historien om en uetisk advokat og en lige så uetisk mor, en historie, som intet havde på sig.
 

Udsendelsen skabte derfor folkestorm, og aktivisten Libbie Bouffon udtalte umiddelbart efter programmet:
 

"Når medierne ikke forholder sig kritisk til deres kilder, så gør befolkningen det heller ikke."
 

Faktum: Tre forskellige sendeflader har i år sammen og hver for sig forsøgt at bagvaske mødre og deres advokater på trods af, at advokatrådet ikke én eneste gang har udtalt kritik over for de nævnte advokater og deres virke – til stor skade for de pågældende advokaters troværdighed og virke og for den folkelige forståelse af disse sager.
 

Spørgsmålet presser sig igen på: Skyldes disse udsendelsers journalistiske elendighed professionel armod, eller ligger der en bevidst dagsorden til grund?

onsdag den 11. november 2015

DR og offerudvælgelsen

DR2’s licensbetalte propaganda, DR2-Undersøger: Fædre under mistanke harsom vi har set meget på samvittigheden. Men det er business as usual på DR2, for  kun fire måneder tidligere, i december 2014, sendte DR2 samme utjekkededrekampagne – i fire afsnit. Samme december bragte DR1 et nyhedsindslag om endnu en stakkels far. DR1, DR2 – potato, potato.

Lad os her kigge på offerudvælgelsen – inden for medieverdenen er en person, der indvilger i at stille op til kamera og interview, et “offer”. Det er næsten morsomt i den her forbindelse.


Ved afslutningen af denne type programmers sagsgennemgange får seerne hver gang at vide, at moderen i forholdet ikke har ønsket at deltage, eller at advokaten i sagen ikke har ønsket at deltage, hvilket får dem til at ligne dødsdømte i køen til skafottet. Men der er hver gang en god grund, som vi aldrig hører om.

Aktivisten Libbie Bouffon undrede sig
fx meget over en af sagsfremstillingerne i Krigen om børnene, at hun med stort besvær fandt frem til kvinden bag en af de mest suspekte fædre, der i programmrækken var portrætteret som stakkels, mishandlet og misforstået – i lighed med resten af de portrætterede fædre. Det var helt korrekt: Kvinden ville ikke stå frem. Ikke alene var hun på daværende tidspunkt kun ved at lære at kravle efter årelang psykisk vold, hun modtog også først invitationen fra DR2, efter at programmet var lavet, og vinklen lå klar. 


Den psykiske vold hørte vi ikke noget til i programmet, eftersom vinklen var onde kvinder og deres ofre. Efter programmet fik faren hele Danmark på sin side, og moren opgav og mistede barnet. 





Jeg hører meget gerne fra hende, når og hvis hun får kræfterne og kampgejsten tilbage.


I DR Nyheder i december 2014 mødte over 500.000 seere et ungt par med stor lækkerhedsfaktor, nå, nej, kun manden, som vi her kan kalde Torben. Til DR’s hjemmeside udtalte han: “Hvis ikke jeg havde haft et godt netværk af venner, familie, kollegaer, arbejdsplads, psykologer, så var jeg knækket fuldstændig sammen.”

Moren blev bedt om at medvirke, men takkede nej, da hun og hendes to små børn netop da var tjekket ud af et krisecenter, hvor de havde opholdt sig i halvandet år.

Den oplysning manede ikke til eftertanke hos journalisterne bag indslaget, som adspurgt udtalte, at “der kan være så mange grunde til, at man opholder sig på et krisecenter.”

Det er ikke korrekt. Ophold på et krisecenter er betinget af vold. Voldsramte kvinder bor på krisecenter. Længere er den ikke.

Også i det forhold var der primært tale om psykisk vold, “selvom han indimellem slog og kastede vand i hovedet på mig, den slags”, fortæller moren nu. Psykisk vold har mange manifestationer. I dette tilfælde kom den til udtryk ved fx:

• Torben insisterede på at lægge deres fælles søn, Isak, der på det tidspunkt var et par dage gammel, i hundekurven sammen med to hunde, hvoraf den ene var aggressiv.





• Når Torben ikke kunne få den lille dreng til at sove, råbte han ad ham og holdt ham nede i tremmesengen.
• Når Jette sagde, at han ikke måtte lægge drengen fra sig på puslebordet og gå i bad, låste han hende ude af badeværelset. Indenfor faldt drengen ned på badeværelsesgulvet.
• Torben insisterede på at give Isak hårdhændet babymassage 3 gange om dagen, da han var spæd. Isak græd og græd, men Torben stoppede ikke.
• Når Torben skulle vaske ham, lagde han ham i det tomme badekar og spulede ham med bruseren.

• Mens Jette ammede Isak, snuppede Torben ham indimellem og kørte væk. Han ville ikke sige, hvor han var.
• Da Jettes datter fra et tidligere forhold fik influenza og kastede op, skældte Torben hende ud over, at Jette havde givet hende en spand. Hun skulle gå ud på badeværelset. Han gad ikke glo på hende.
• Jette og to andre stod på en strand, hvor Torben hoppede i vandet med Jettes store datter. Pigen blev bange i vandet, fordi hun ikke kunne bunde, og gik i panik. Torben gik længere og længere væk fra hende. De skreg til ham, at han skulle redde hende. Det ville han ikke.






Og. Så. Videre. Men psykisk vold, siger du? Ja, sådan virker det på en mor at måtte se sine børn udsat for en fars sygeligt dårlige forældrevne: som psykisk vold. Især når vi tilføjer dette: Når Jette sagde fra, optrappede han adfærden. Når Jette bad ham stoppe, blev han ved eller overdrev det, han gjorde. En psykologvurdering lød således: “Torbens adfærd over for Jette, deres fælles barn og Jettes særbarn må siges at have karakter af psykisk vold i den grovere ende af skalaen.”

Torben, som selv er vokset op med psykisk og fysisk vold, benægter alt. Det er noget Jette finder på. I et langt brev til Statsforvaltningen beretter Torben om Jettes ikke-eksisterende psykiske problemer og følger dermed loyalt manuskriptet fra fædrerettighedsorganisationerne. Rollefordelingen og dynamikken er som taget ud af Velkommen til mareridt. I lighed med kvinden i Velkommen til mit mareridt har moren i denne historie et ældre barn med en anden mand, som hun har et fint samarbejde med.

På Foreningens Fars Facebook-side skriver Torben: “Fædre er vist ikke rigtige fædre forældre i Statsforvaltningens øjne.” Det er udsagn som dette, Foreningen Far elsker, og  DR aldrig undersøger, ikke i deres nyhedsudsendelser, ikke i deres programrækker.

Afslutningsvis siger Jette: “Min hovedpointe er, at medierne ville fortælle en historie om fædre, der kom i klemme, og jeg var chokeret over at se Torben i rollen som en far, der er kommet i klemme. Jeg ved ikke, om de findes. Men jeg ved i hvert fald, at der var en god grund til, at Statsforvaltningen gav Torben et meget begrænset samvær. Hvis jeg havde stillet op til programmet, havde jeg eskaleret konfliktniveauet yderligere. Og ved at fortælle min side af sagen, risikerer jeg at få stemplet konfliktskabende. Det er definitionen på en dårlig forælder.”

I statistikken fylder Jette og Torbens samværsforlis i kategorien “højt konfliktniveau”. Husk det, næste gang du læser Statsforvaltningens statistik. Helst før du monotomt begynder at gentage myten om kvinders samværschikane.




 

Alt dette kunne DR1 have undersøgt, ligesom DR2 kunne have set sig for i Fædre under mistanke og Krigen om børnene. Men det gjorde de ikke. Spørgsmålet presser sig på: Er der en dagsorden bag det her? Dén tager vi senere.