Fagre, nye overgrebsverden

Jeg havde en interessant samtale med en af journalisterne bag et af de højt besungne/stærkt kritiserede programmer om højkonfliktsager, der aldrig taler om vold og incest. Pågældende journalist ville gerne diskutere barnets tarv i radioen og ville til det formål udfritte mig om, hvad Tårnby Kommune baserer Linda Saugsteds angivelige personlighedsforstyrrelse på.

(Ond vilje? Lars Borring? Inkompetence? Aner det ikke). 

Her glemte jeg at sige, at han skulle spørge Tårnby Kommune, hvordan det kunne være i barnets tarv at flå den introverte Hannibal fra sin mor og anbringe ham først hos den ene og siden den anden plejefamilie –– og til sidst, lad mig gætte –– hos faren med den kriminelle fortid. 

Men så langt kom vi ikke. For jeg bad ham først definere –– det hedder INDHOLDSUDFYLDE på moderne dansk, og min brækspand står lige her til højre –– barnets tarv. Hvordan kan man diskutere noget, endsige lave et program om noget, hvis definition man ikke har knivskarpt i bevidstheden?

Men journalisten vægrede sig. Han vidste ikke, hvad det var.

Jeg fiskede selvfølgelig efter den moderne fortolkning af barnets tarv – ikke noget med nogen behovspyramide eller Børnekonventionen eller gammeldags shit som ro, renlighed og regelmæssighed. Næ, den moderne fortolkning, som ifølge Forældreansvarsloven er barnets ret til to forældre for enhver pris og uanset –- forstår man –- disse forældres eventuelle overgrebsfyldte CV. 

Den definition nåede pervers kulmination, da Statsforvaltningen gav Hafidas morder forældremyndigheden over parrets to børn, som han skulle bestyre fra fængslet. Beslutningen, der blev taget på basis af den såkaldte dødsfaldsparagraf, §15 i forældreansvarsloven, blev nemlig støttet af bl.a. daværende socialminister Manu Sareen, Børnerådet, Danske Familieadvokater og formanden for De børnesagkyndige psykologer, Michael Kaster, der alle begrundede med en henvisning til barnets tarv. 

I interview med DR2 Morgen, [s. 2, highlighted] hvor emnet var falske anklager, udtalte H3B's direktør Tanja Graabæk, at det er en forældet børnepsykologisk tilgang at fjerne et barn fra overgreb. Den moderne tilgang handler derimod om at sikre, at barnet “får placeret det her hændte [red.: overgrebet], hvor det hører til, og får nogle redskaber til at leve med det her livsvilkår, som et overgreb nu er."

Overgreb som livsvilkår. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Og så fortsætter det: "Så uanset, om [anklagen] er sandt eller ej, så er det faktisk det bedste for barnet at sikre en kontakt i  bekyttede rammer, selvfølgelig, for barnet."

H3B yder selvfølgelig forældrerådgivning med børneperspektiv.

Hvis man tror, Graabæk står alene med den holdning, så er det bare om at tjekke Sag nr. 6 (side 21), hvor der vises forvaltningspræcedens for, at et barn skal have samvær med en far, som er en dømt krænker. 

Tanja Graabæk er den ene af to partnere i H3B's direktion. Den anden er Christian Nørgaard.

 

Helt i tråd med Hafida-beslutningen udtalte kontorchef i statsforvaltningen, Hroar Kolmos, til Altinget, at man ikke på forhånd kan sige, om en pædofil eller en voldsmand vil få samvær med sit barn eller ej. SF's Karina Dehnhardt Lorentzen  udtalte til et møde i 2008, at det ikke er sikkert, at en mand i alle tilfælde er en dårlig far, fordi han har slået mor. Udsagnet vakte forargelse –– men det var dengang. Suzuki-Torben er enig med Dehnhardt Lorentzen:

Når det gælder børn mellem 0-6 år, er deres mulighed for at undslippe overgreb helt fraværende i 75% af alle tilfælde. Her gælder det ifølge Rigshospitalet overgrebsenhed ikke om at påvirke beviskravene, men om at hjælpe forældrene og børnene med at leve med overgrebene.

Selv den store fortaler for pædofili, fædrerettighedspsykiateren og ophavsmanden til  begrebet "fædrefremmelgørelse", Richard Gardner, sagde det ligeud: 

Langt størstedelen ("sandsynligvis over 95%") af alle beskyldninger om pædofili er valide.  

“Vi bliver nødt til at fortælle, at de skal leve med uvisheden. Hvis man som familie kun har fokus på angsten, så skader det også barnet, som ikke får lov at udvikle sig i en positiv retning. Derfor er man nødt til at komme videre, og jeg synes også, vi lykkedes med det for en stor dels vedkommende," udtalte Rigshospitalets psykolog Pia Rathje til Berlingske i 2010. 

Rathje er stadig ansat som klinisk psykolog på Rigshospitalet. 

Som vi så i Sag nr. 7 samarbejder Rigshospitalets Center for Overgreb på grund af trusler fra den krænkende forælder aktivt med denne krænker, således at overgrebene kan få lov at fortsætte i ro og mag. 

Aktuelt står moren i Sag nr. 7 overfor en retssag, hvor hun med stor sandsynlighed mister bopælen over barnet til krænkeren. For hun bliver jo ved med at tale om overgreb i stedet for at samarbejde, som forældreansvarsloven siger, hun skal. 

Det er ingen nyhed, at forskning er politisk, og ifølge nyere forskning eksisterer fx moderinstinktet ikke længere. Javel, så. Men er det ikke besynderligt, at vi nu tillige begynder at se forskning, der viser, at børn, som  bliver udsat for en traumatisk oplevelse udvikler sig i positiv retning det efterfølgende år? De bliver både mere empatiske og omsorgsfulde, hedder det i ny norsk undersøgelse.

Nu går nordmændene videre for at se, om den positive virkning af vold og overgreb måske holder længere end bare et år. Lur mig, om det ikke er præcis det resultat, de kommer frem til.  

Tankegods fra fædrerettighedsbevægelsen verden over siver langsomt og ubemærket ned i mainstreammulden forklædt som samarbejde og ligestilling og andre positivt ladede ord.  

Hold øje med dine tanker, siger jeg bare. Og tjek dem regelmæssigt.

Tjek også videoen Slicing the baby cake, hvis du ikke allerede har det dårligt.