onsdag den 30. marts 2016

Pressemeddelelse til Ritzau af 30. marts 2016 fra fagnetværket Barnets Tarv Nu

Det internationale samfund ved FN’s CEDAW-komite påbyder nu Danmark at ændre det store eksperiment på familieområdet med 18 stemmer ud af 19. 

Eksperimentet blev for alvor startet med den udskældte forældreansvarslov i 2007. Spørgsmålet er nu om de ca. 100.000 behandlede sager siden lovens ikrafttræden skal genåbnes som følge af afgørelsen fra komiteen, og hvorledes staten vil undskylde for den systemvold, nogle borgere – herunder børn – har været udsat for? Det drejer sig f.eks. om børn, der har været tvunget til samvær med en voldelig forælder eller en psykisk syg forælder. Eller hvor den beskyttende forælder er sat i forvaring uden sædvanlig rettergang indtil barnets opholdssted er blevet oplyst til myndighederne, så barnet kunne overgives til den anden forælder. I nogle sager er beskyttende forældre set flytte til udlandet for at beskytte deres børn mod samvær.

Advokat og mediator Pia Deleuran savner danske mediers omtale af den centrale afgørelse fra CEDAW-komiteen, der i midten af denne måned blev truffet i den højprofilerede mediesag om drengen Oliver, der nu skal tilbagegives til sin mor i Østrig.

Pia Deleuran, der var med til at starte ”Fagnetværket Barnets Tarv NU – for ændring af forældreansvarsloven – og siden også skilsmissepakke 1” i henholdsvis 2008 og 2015 oplyser, at det i afgørelsen fra FN-komiteen ses, at der udtales alvorlig international kritik af det danske familielovgivningseksperiment generelt. Det ses i afgørelsen siderne 14 og 15.

FN-komiteen benytter Oliver-sagen som anledningen til at udtale alvorlig kritik af den konkrete danske familielovgivning og retsplejen på området. Danmark får konkret anvist, hvorledes der skal rettes op, og det bestemmes, at Danmark indenfor ½ år skal stå skoleret med en handleplan.

Det politiske niveau har været bemærkelsesværdig tavs om den alvorlige kritik, og medierne har af en eller anden grund ikke omtalt den epokegørende afgørelse, og de har heller ikke krævet en forklaring fra Folketingets medlemmer, der massivt har bakket lovgivningen op siden vedtagelsen i 2007.

Det er ikke første gang Danmark bebrejdes familieretseksperimentet

Også EU’s udvalg for andragender har udtalt voldsom bekymring over den danske lovgivning og praksis. Det skete i november 2013, hvor MetroXpress citerede således fra udvalgets udtalelse:  “ - Den danske forældreansvarslov gør det obligatorisk med samvær for begge forældre, hvilket i visse tilfælde skaber perverse effekter, hvor mødre risikerer fængsel for at beskytte deres barn mod en voldelig far, og hvor en voldelig far kan få samvær og endda fuld forældremyndighed over barnet.” 

Advokat Pia Deleuran ønsker på fagnetværkets vegne, at der snarest tages initiativ til ændringer af de kritisable forhold, der overtræder juridiske grundrettigheder og bringer nogle børn i fysisk fare, mens andre skades sjæleligt. I de værste situationer begge dele samtidigt.

Det kan vi ikke tillade sker for at gennemtvinge en ligestilling mellem kønnene. I en retsstat har borgerne krav på en konkret vurdering af deres sag, og borgerne – og herunder børnene har ret til beskyttelse mod overgreb. Denne retlige proces har lovgiverne afskåret i Danmark i samværssager, og borgerne kan ikke føre vidner eller få den børnesagkyndige, der medvirker, udspurgt.

Dette er nogle af de forhold, der straks må ændres med henvisning til den nye afgørelse fra FN-komiteen.

En egentlig kulegravning efterlyses og en undskyldning fra Statens side med tilbud om genåbning af de alvorlige sager må organiseres, så tilliden til myndighederne kan reetableres.

Vi kan kun takke det internationale samfund for afgørelsen og må forvente en øjeblikkelig udmelding om grundlæggende ændringer af lovgivningen og tilhørende praksis samt tilbud om genopretning til de berørte fra dansk side. Hvis dette ikke sker, må det nye monitoreringsredskab GREVIO i tilknytning til Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet – Istanbul-konventionen i daglig tale - opfordres til at gå konkret ind i problemstillingerne, så overgrebene kan ophøre, udtaler advokat Pia Deleuran og peger på, at alle børn er alles børn, når det kommer til beskyttelsen af børnene.

Læs CEDAW-komitéens afgørelse her.

tirsdag den 29. marts 2016

Forældrefremmedgørelse, Stockholm-syndrom & hjernevask

Fædrerettighedsorganisationer og fædrerettigheds-mindede kommercielle firmaer, her i landet repræsenteret ved Foreningen Far, Hvert 3. barn og Børn som våben, taler højt og længe om FORÆLDREFREMMEDGØRELSE og gør det uden omtanke og advarsel. Og man forstår, at det er mødre, der primært, hvis ikke eksklusivt, tegner sig for den sport.

Se, dét forstår jeg jo ikke.
 

Hvad disse grupperinger glemmer at sige er nemlig: at voldelige og eller krænkende fædre bruger forældrefremmedgørelse til at lede opmærksomheden væk fra sig selv og samtidig overføre mistro og skyld til den anden part. Igen et eksempel på det centrale fædrerettighedstrick, hvorunder rollerne byttes om, og offer bliver krænker og krænker til offer. 


Richard Gardner, der er ophavsmanden til forældrefremmedgørelse (PAS = parental alienation syndrome) talte indimellem noget vel varmt for pædofili. Hans teorier er i USA forlængst afvist som uholdbare.
 
I Danmark, hvor overgreb ikke undersøges forsvarligt, hvis overhovedet, og skilsmisseforældre ikke screenes for psykopati mv, er forældrefremmedgørelse et dødbringende våben i krigen om børnene, der i værste fald ender med, at børn tages væk fra den beskyttende forælder og ender hos krænkeren. Præcis som meningen er.



Dermed ikke være sagt, at hjernevask ikke findes i Skilsmisse-Danmark, og jeg lurer på, om denne video –– der må være det mest hjerteskærende af sin art nogensinde –– kunne være et eksempel på denne "forældrefremmedgørelse" dvs. hjernevask?

Det er nemlig en optagelse af Marion Weilharters besøg hos Oliver kun fem måneder efter hans voldelige bortførelse fra Graz. Og der er noget, der ikke stemmer, for hvordan kan et barn på så kort tid bringes fra denne situation:




 

til denne:



 

Man skulle tro, at Thomas Nørregaard Sørensen havde fortalt Oliver, at hans mor var en hyæne, der ville stege ham grundigt, før hun åd ham, fuldstændig som den mandlige hovedperson i Velkommen til mit mareridt præparerede sin lille datter: Mor er grim. Mor er dum. Mor er en heks. Mor er ond


Nå, men den danske læser må jo bare gå ud fra, at Marion Weilharter simpelthen er en dårlig mor –– som Thomas Nørregaard Sørensen jo også siger i dette interview med Femina: Jeg mener måske nok, at Marion ikke er nogen særlig god mor, og at han nok har det bedre hos mig, men jeg tror alligevel, det er bedst, at han har kontakt med begge sine forældre.”

Her er familien Weilharters udlægning af Olivers transformation.

torsdag den 24. marts 2016

Oliver-sagen: Er det ikke påfaldende?

Ja, er det ikke påfaldende, når politikere, der aldrig går ind i enkeltsager, pludselig gør det –– på én gang skamløst og åbenlyst? Som tilfældet er i Oliver-sagen.

Jeg mener ... nu har jeg brugt en hel uge på at studere aktindsigt fra tre forskellige ministerier i sagen om EU-parlamentets Udvalg for Andragender ...

 


... der gang på gang har anmodet den danske regering om et møde med de relevante ministre for at diskutere konventionsoverskridelser, forældreansvarsloven og en række enkeltsager, herunder Tammy Nørgaards, som du kan læse om her, blandt andet, og Oliver-sagen. 



Sagen om EU's Udvalg gennemgik jeg her.

Over tredve embedsmænd har været involveret i frenetisk at forsøge at koordinere, skrive svarudkast
på skoleengelsk, redigere hinandens svar og i det hele taget rende hovedløst rundt for omsider at kunne mønstre det endelige svar til Europaparlamentets Udvalg, et, der trods den store diplomatiske indsats endte som en fornærmelse:

“Ministrene gider ikke se jer. De går ikke ind i enkeltsager. Men I kan forlyste jer med et par på embedsmænd på mellemniveau” –– min oversættelse af et i forvejen uheldigt diplomatsprog.

Men Olivers far, Thomas Nørregaard Sørensen, glædede sig offentligt  via sin “talsmandog roste i Jyllands-Posten den daværende justitsminister Karen Hækkerup for at foretrække at bruge dagen i haven i stedet.

Thomas Nørregaard Sørensen var nemlig sur over, at et af udvalgsmedlemmerne havde refereret til hans afhentning som en “voldelig bortførelse”. Hvad det var. Det kommer vi tilbage til.

I samme artikel bekræfter ministeriet på vegne af ministeren:

Det er korrekt, at invitationen blev afslået. Det blev den, fordi parlamentarikerne ønskede at diskutere enkeltsager, eksempelvis sagen om Oliver.

Er det så ikke påfaldende, at Ellen Trane Nørby og Peter Skaarup hellere end gerne går ind i enkeltsagen om Oliver, til overflod helt uoplyste og partiske? 




Her kan du høre Ellen Trane Nørby give Olivers far ret i, at hans situation er “mildest talt kritisabel –– vi taler om et EU-land.”


Så NU er EU vigtig?

Og hvad laver Peter Skaarup her? Ja, han er formand for folketingets retsudvalg på det tidspunkt, men hvad sker der for den personlige opbakning? Skaarup har nemlig tidligere stået last og brast med Thomas Nørregaard Sørensen, som man se her.  


Er de simpelthen venner, Skaarup og Sørensen? Er det virkelig så enkelt?

Sluttelig kan man igen i begge klip se de to nationale sendeflader i rollen som mediedomstole, der får tingene til at ske. Det så vi senest d. 12. marts 2015, som beskrevet mange steder på denne blog.

Så hvad sker der for enkeltsager? Nogle gange ja, nogle gange nej?

For god ordens skyld skal det nævnes, at Marion Weilharter fik medhold i sin klage til Pressenævnet for så vidt angår DR's fremstilling (nr. 2), nærmere betegnet i, at Danmarks Radio burde have kontrolleret [farens] udtalelser, herunder ved forelæggelse for [klager]. Da dette ikke skete, kom udsendelsens indhold til udelukkende at gengive den ene parts synspunkter i en verserende sag, og nævnet udtaler kritik heraf.

mandag den 21. marts 2016

Foreningen Far selvdetonerer igen

Måske er det ikke så underligt, at Egmont Fonden ikke inviterede Foreningen Far med på studietur til Norge –– på trods af mænds store forbrug af Anders And. Foreningen modtog også kun skaldede 17.000 i offentlig støtte i 2014. Kanske det er begyndt at dæmre, at Foreningen Far ikke er helt stueren?

Senest har Foreningen, som vist er 90% Lohse, 10% “andet,  brilleret med deres vanlige version af fri debat ved at fjerne bloggeren Chris Albans indlæg i Politiken om voldsramte mødre fra Foreningens Facebook-side med den kendte salut:


 

Måske bør man opgradere "ikke helt stueren" til "ufrivilligt morsom"? 

Det er ganske vist svært at forstå Lohses vaklende prosa, men hvis jeg ikke tager meget fejl, påstår han, at Chris Alban har domme i flere lande? Hvis Chris i lighed med mænd, affilieret med Foreningen Far, også brugte retssystemet som sine forlængede næver, ville jeg mene, han havde en god sag her. Men morskaben fortsætter, da den formastelige budbringer af Chris Albans indlæg fremturer med at ønske bevis for Lohses påstande:





Naturligvis slettes hele samtalen prompte i overensstemmelse med Foreningens slettepolitik, som tidligere gennemgået her.  

VOLD MOD KVINDER ER SIMPELTHEN ET IKKE-EMNE HOS FORENINGEN FAR.

Præcis derfor promoverer Foreningen Far begreber som falske anklager og forældrefremmedgørelse, begge begreber, der har til formål at mistænkeliggøre dem, der oplever tegn vold og incest, og dermed skjule forekomsterne.

For et par dage siden, d. 17. marts,  slap Foreningen endnu en nordkoreansk undersøgelse løs om netop falske anklager og forældrefremmedgørelse,  som opskrevet i denne pressemeddelelse. Jeg har tidligere kigget venligt på denne undersøgelse, men redegørelsen for metodikken burde kunne få hele SFI's stab til at dø af grin:  

“Man kan principielt undersøge alt på familie området. Det vigtige er at oplyse, hvem man har spurgt og hvad man præcist har spurgt om.”

Såvidt vides, er ingen spurgt. Survey Monkey-undersøgelsen har ligget frit fremme på nettet, så gud og hvermand har kunnet besvare den, lige så mange gange som de lyster og gider. En 'undersøgelse' som denne er som sagt ikke repræsentativ for noget som helst, fordi undersøgelsesudvalget er en selekteret, selvrekrutteret persongruppe.

I den helt absurde ende kan jeg nævne, at Foreningen Far ved flere lejligheder har spurgt, om SFI lever op til god videnskabelig praksis. Svaret ligger her.

Forordet til undersøgelsen er en forlystelsespark i sig selv og indleder med denne evergreen:


“Foreningen Far har ingen holdning til mænd eller kvinder, men ...”


Dét har Foreningen Far i allerhøjeste grad, hvad man kan erkyndige sig om her, hvor adfærdsforskellene mellem kønnene én gang for alle udlægges af den måske mest misogyne forening i dansk historie.   

Foreningen Far minder mig betænkeligt om en koranskole og fører sig i bedste imamstil. Hvilken fantastisk forening at opsøge med blå briller, skæg og skjult kamera.

lørdag den 19. marts 2016

Kritikken mod Institut for Menneskerettigheder fortsætter

Dag 3 efter FN's Kvindekomités spektakulære kritik af Danmark er der stadig ikke så meget som ét stk pressedækning at finde i dagens aviser. Anderledes ser det naturligvis ud i den østrigske presse, hvor sagen tog to forsider i går:





Det er ganske betegnende for det mediebillede, hvorunder tre sendeflader d. 12. marts 2015 gik sammen om at bruge over 60 timers sendetid på i samarbejde med Foreningen Far at desavouere familieretsadvokater, der forsvarer mødre. Dét vender vi tilbage til snarest her på siden.

Til gengæld blander flere stemmer sig nu i kritikken af Institut for Menneskerettigheder.

Bodil Neujahr, leder af Bopam, en forening, der hjælper alkoholikerbørn, skriver i dag på direktøren for Institut for Menneskerettigheders Facebook-side:

Du, Jonas Christoffersen, skulle nøjes med at forholde dig til menneskerettighederne i stedet for at gå i kødet på FN's Kvindekomité. Er det ikke dér dit speciale og dit ansvar ligger?
 

Dette er IKKE uvildigt, Jonas, og det er IKKE ordentligt.
En grim børnesag, som er blevet hængt ud på tv i bedste underholdningsstil, og som forfordeler en af forældrene, er jo ikke at belyse sagen faktuelt og sobert.

Jeg har kontaktet dig flere gange angående udsatte børn i Danmark og har modtaget undvigende svar plus en lang forklaring -- uden indhold af betydning.
Hvad skal vi med institutioner, som bliver en del af systemerne i stedet for at skille sig ud til gavn for især børnene? Der sker så ufatteligt mange fejl i børnesager hos kommunernes som får fatale konsekvenser for sårbare børn. Har du udtalt dig om dette?

Forældreansvarsloven øver overgreb på børn, fordi loven forvaltes som forældrenes ret til børnene. Også voldelige forældre, forældre med misbrugsproblematikker og stalkere får bopæl, samvær osv. med deres børn.
Jeg er ligeglad med køn, hvis blot børnene trives, og jeg er chokeret over, at netop du udtaler dig som du gør, mens du undlader at komme børn i Danmark til undsætning.


Nanna Gersov, stifter af Foreningen Mor siger:

Et af Institut for Menneskerettigheders indsatsområder er at arbejde for mere kontakt imellem straffelovsovertrædere i fængsel og deres børn. Man kan så diskutere, om det er den kriminelle eller barnet, som har mest fordel af dette.
Dette er fra deres hjemmeside:
 

Det følger blandt andet af Børnekonventionen, at alle børn har ret til regelmæssig og personlig kontakt med begge deres forældre – også når deres mor eller far sidder i fængsel.
Danske fængsler og arresthuse har imidlertid ikke været indrettet til besøg af børn.
Derfor har vi i samarbejde med Kriminalforsorgen undersøgt, hvordan man kan skabe bedre vilkår for, at børn kan opretholde kontakten til en fængslet forælder. På baggrund af arbejdet overvejer Kriminalforsorgen flere initiativer – blandt andet er der indført såkaldte børneansvarlige i danske fængsler.


Sidsel Jensdatter Lyster fornyer i dag også kritikken mod Institut for Menneskerettigheder:

Vi skal have stoppet Institut for Menneskerettigheders helt utilstedelige samarbejde med fædrerettighedsbevægelsen. Det er ikke "ligestilling" at hjælpe mænd, som er anklaget for psykisk vold og terror af deres ekskoner. Vi skal have Institut for Menneskerettigheder på banen som aktør i sager om udsatte børn og voldsramte forældre, som ikke kan beskytte børnene. Det er utilstedeligt at forældre ikke bliver undersøgt i forældremyndigheds- og samværssager - herunder at der ikke har været lavet en grundig psykiatrisk eller neuropsykologisk udredning af begge forældrene. Og det er utilstedeligt at fængsle forældre og fratage dem børnene, når de forlader en psykisk terroriserende ekspartner.


Ifølge Jesper Lohses egen LinkedIn-profil sidder han på Advisory board hos Institut for Menneskerettigheder.   

fredag den 18. marts 2016

0 pressedækning, begyndende spin

Her på andendagen efter Marion Olivia Weilharters spektakulære medhold fra FN's kvindekomité er der stadig ingen pressedækning. Ingen overhovedet. Til gengæld kom der, på opfordring fra advokat Trine Ødemotland, i går en antiklimaktisk melding  fra direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, som på sin åbne Facebook-side skrev:

Jeg er blevet opfordret til at kommentere på FN’s Kvindekomités udtalelse af 15. marts 2016 i den såkaldte Oliver-sag.
Der er tale om en sag om forældremyndighed mellem en mor fra Østrig og en far fra Danmark. Både højesteret og landsret i de to lande har truffet modsatrettede afgørelser, og begge forældre har beskyldt hinanden for kidnapning af barnet med videre. Sagen er ulykkelig for alle parter –– og ikke mindst for barnet.
Børnesager er notorisk vanskelige at afgøre, fordi myndighederne hele tiden skal have barnets bedste for øje, og fordi forældrene ser med meget forskellige øjne på sagen. Denne sag er ekstra kompleks, fordi der er tale om en grænseoverskridende sag, hvor der er truffet afgørelser i to forskellige lande, og ikke mindst fordi domstolene i de to lande har truffet afgørelser i hver deres retning.
Kvindekomitéens udtalelse går ud på, moren er blevet udsat for kønsdiskrimination. Komitéen anbefaler derfor blandt andet, at barnet, som nu bor med sin far i Danmark, skal overdrages til moren.
Børnesager er som nævnt meget komplekse. Både internationale domstole og internationale menneskerettighedskomitéer bør derfor altid udvise tilbageholdenhed i prøvelsen af faktum i sager. De nationale domstole er som udgangspunkt i meget bedre stand til at vurdere de konkrete sager, fordi de har hørt sagens parter, og de er i det hele taget tættere på den konkrete sag. Det er derfor også et knæsat princip, at internationale domstole og komitéer ikke skal opføre sig som såkaldte ”fjerde instans”-domstole/komitéer.
FNs Kvindekomité siger også selv, at den ikke skal sætte sig i de nationale myndigheders sted, men det er desværre lige præcis det, Kvindekomiteen gør, når den forsøger at tilsidesætte de danske myndigheders afgørelser i sagen.
FNs Kvindekomité burde efter min opfattelse alene have holdt sig til, om der var klare beviser for, at moren var blevet udsat for kønsdiskrimination. Det er der overhovedet ikke, og jeg er derfor enig med det dissentierende medlem af komiteen, som skriver, at “komiteen har sat sig selv i nationale myndigheders sted og er gået ind i en ekstremt kompliceret sag om forældremyndighed under påskud af [at behandle en sag om] kønsdiskrimination” (min oversættelse). 


 

Jeg er godt klar over, at mange umiddelbart vil mene, at Institut for Menneskerettigheder skal støtte FNs klagekomitéer, og at udtalelsen viser, at børn og mødre ikke behandles retfærdigt i Danmark.
Det ville jeg normalt også gerne, men i dette tilfælde står vi over for en meget ærgerlig udtalelse, som er med til at rejse tvivl om kvaliteten af udtalelserne fra FN’s Menneskerettighedskomitéer.

Direktøren har en pointe. Det havde været bedre, om et andet organ havde fremsat CEDAWs kritik og anbefalinger. Til gengæld er kritikken her ikke kun så tilpas kras, at den tigger om at blive taget alvorligt, den er også en GENTAGELSE af kritikken fra EU-Parlamentets Udvalg for Andragender, hvor Danmarks prekære forhold til menneskerettigheder og børnekonvention blev påtalt, så vidt vides uden reaktioner fra Institut for Menneskerettigheder.  

Dette take fra Instituttet virker som ilde skjult spin, der skal fjerne fokus fra CEDAW's kritik og rette den mod CEDAW selv –– fuldstændig som ingen hører, hvad feministen siger, men nøjes med at kalde hende feminist.

Rent bortset fra det er Oliver-sagen ikke kompleks. Det er en meget enkel historie om et land, der ikke overholder sine egne love.


Men rebet strammes om Jonas Christoffersen, når man læser, hvad den forh. sognepræst Sidsel Jensdatter Lyster oplyser på direktørens Facebook-side:


Jeg er meget rystet over Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder.

Jeg kan oplyse, at jeg siden 2011 har forsøgt at få et samarbejde i gang med Jonas Christoffersen på børneområdet, men at Institut for Menneskerettigheder i stedet har valgt at indlede et samarbejde med Foreningen Far


 

Jeg kan oplyse, at Jonas Christoffersen har nægtet at gå ind i sager om kvinder, som bliver forfulgt, fængslet og lever under jorden, fordi de bliver forfulgt i højkonflikt-skilsmissesager.
Han har valgt at ignorere og afvise rapporter fra Syddansk Universitet om posttraumatisk stress hos skilsmissemødre i højkonfliktskilsmisser. Og han har valgt at ignorere vores tv-udsendelse "Det hemmelige netværk" om kvinder, som lever under jorden. Han har ligeledes ikke fulgt op på vores rapport om stalking i Danmark -- og hvordan lovgivningen tvinger ofre og krænkere til at samarbejde om børnene. Ligesom børn tvinges til samvær med voldelige og pædofile og på andre måder aldeles uegnede forældre. Men nu, hvor en MOR skal have barnet udleveret –– så går han imod FN.
Er det sandt, at Marion Olivia Weilharter ikke har været udsat for kønsdiskrimination? Eller er sandheden snarere, at Jonas Christoffersen ikke ønsker at modvirke kønsdiskrimination af kvinder i skilsmissesager, fordi han er så optaget af foreningen Fars agenda?
Jeg blev lige klar over, at Institut for Menneskerettigheder for nylig har lavet en undersøgelse, som foreningen Far har efterspurgt længe: undersøgelser om fædrebarsel og e-bokse er åbenbart vigtigere end børnemishandling, skilsmisserelaterede drab og kvindeforfølgelse med senfølger i form af kompleks posttraumatisk stress.


Ikke så godt det dér. Det fremgår af Sidsel Lysters Facebook-side, at der kommer svar fra Menneskerettighedsdirektøren efter påske. 

onsdag den 16. marts 2016

Breaking: FN giver Marion Olivia Weilharter medhold

Først får Weilharter medhold fra EU's PETI-kommission, nu også fra FN:

Komiteen for afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW) under FN har givet Marion Olivia Weilharter ("Oliver-sagen") medhold i sin klage. 


Oliver skal omgående tilbage til sin mor i Østrig;
regeringen skal sikre, at en sådan sag ikke gentager sig; 
regeringen skal gennemgå Forældreansvarsloven og foretage de nødvendige ændringer; 
regeringen skal sikre, at både forvaltningen og dommerne forstår betydningen af barnets tarv. Med. Videre.(Facebooksiden “Tillykke til FN's Børnekonvention” har lavet en delvis oversættelse af CEDAW's kritikpunkter og anbefalinger, som du kan læse her).

Hele afgørelsen ligger her. Der er flere sager i kø. Snart vil de danne et mønster.

Regeringen får travlt. De ansvarlige skulle skamme sig- medierne skulle skamme sig helt ned i helvede for deres efterplapren i denne sag. 

 

Hvad vil regeringen gøre denne gang? Gemme sine ministre, som tilfældet var, da PETI-kommissionen ville diskutere problemerne med Forældreansvarsloven, diskrimination af udenlandske kvinder og børnebortførelser?


Kæmpe tillykke til über-vedholdende Marion Olivia Weilharter for medhold efter fire års helvede og kamp mod danske myndigheder, domstole og medier.
 
 

Men det betyder alt sammen ikke noget. Det er simpelthen for svært at forstå. Det her er lettere:

 

Forældreansvarsloven ER en ligestillingslov

Hvorfor besvære sig med en usjov tur Nordkorea for at studere deres kommunikationsteknikker, når vi selv har sproglige tryllerier som Bæredygtigt Landbrug, Moderniseringsstyrelsen og Udlændingeservice?


 

Social- og Indenrigsministeriets online informationsbrochure, der er sat i verden for at aflive “myter” om Forældreansvarsloven, er også en formidabel kilde til statspropaganda.

Her gøres der igen et ærlig ment forsøg på at skjule, at Forældreansvarsloven ikke er lavet til børnenes bedste ved at indskærpe, at loven ikke er en ligestillingslov. Det er bare en af myterne. Ja så.

Det er der skrevet op og ned ad stolper om, bl.a. her, hvor kronikøren faktisk tror på ministeriets forsikringer og skriver:

“Lovens intention er at sikre barnets fortsatte kontakt til begge forældre efter skilsmisse. Men loven forvaltes som en ligestillingslov, ved at Statsforvaltningen i praksis forsøger at dele barnet ligeligt mellem forældrene. 

Barnets ret til begge forældre er nordkoreansk.  Loven ikke kun forvaltes som en ligestillingslov, den ER en ligestillingslov, hvad man kan forvisse sig om ved at gå til kilden én gang for alle:  



Hvis du ikke kan læse, hvad der står, så er jeg igen venlig:

1. Lovforslaget skal således være med til at sikre, at forældre i højere grad ligestilles i forbindelse med sager om forældremyndighed og samvær.

2. Det er således lovens hensigt, at der skabes størst mulig ligestilling mellem forældre i deres ansvar for barnet, uanset hvor barnet har bopæl. 


Så sætter vi punktum for den diskussion
  
Forældreansvarsloven ER en ligestillingslov. Tjek.

Til overflod simrer der under visse hårpragter forestillinger om, at ligestilling er selve definitionen på barnets bedste. Som det siges af kommentator på Foreningens Fars sider:


 
I det hele taget er ord som "ligestilling" og "ligeværdig" højfrekvente på disse sider:
 


Der er en tendens, ikke kun i Foreningen Far, men nok så meget i den brede befolkning, til at glemme, at børneområdet burde handle om "barnets bedste" og "barnets tarv", som Børnekonventionen dikterer. Men Forældreansvarsloven har intet med barnets tarv at gøre. Det er det største ligestillingseksperiment i den vesterlandske verden.

I sin seneste propagandasatsning til fordel for udskamning af mødre glemte DR også at tale om barnets ret:


 

I programmet Børn under jorden gik formuleringen "fars krav" og "fars ret" igen og igen. Disse hyppige freudianske slips er ganske sigende for, at det dér med barnets tarv og barnets ret bare er noget, vi leger. 

I virkeligheden drejer forældreansvarsloven af 2007 sig om et nordkoreansk ligestillingsprojekt.