torsdag den 14. april 2016

Børn under jorden – journalistik under lavmål

BT afslører er rubrikken til dagens artikel om det ikkeeksisterende hemmelige netværk, der bortfører børn. BT afslører ingenting ville have være en mere præcis rubrik, og som min journalistveninde lige har klukket i røret: Pensum til journalistuddannelser om, hvor lidt medier med en nagelfast vinkel kan nøjes med.

Med stor graverekspertise har BT's journalister gjort en opdagelse: Netværket Mor kunne være arnestedet for børnebortførelser. Desværre: Dette netværk er en service til voldsramte mødre, som her forsynes med relevante artikler fra ind- og udland

Men fortsat god jagt! Her spises popcorn.

Resten af BT's dækning er på samme niveau, ikke mindst når der indkaldes fagfolk til belysning af Lisbeth fra Børn under jorden. Her er hun i seneste gengivelse:


Også med fagfolkene er vi nede og skrabe bunden, hvor sikker viden er joke, og eksperter udstiller sig som tåber, mens Die Dummen und die Bösen lapper lortet sig.

Børnepsykolog John Aasted Halse brillerer i denne artikel med en ganske mageløs udtalelse:
 
»Men børn, der havner i en sådan situation, har dystre fremtidsudsigter, fortæller børnepsykolog John Halse. »De er overrepræsenterede som misbrugere, rygere, alkoholiserede og i arbejdsløshedsstatistikker. Og de har svært ved at etablere parforhold, fordi de ikke kan binde sig til andre. Det ved vi sort på hvidt fra skilsmissestatistikker, hvor børn har haft forældre i højkonflikt, og det er så i tredje potens ved bortførte børn,« siger han.

Som fremhævelserne tydeliggør, henviser den omtalte situation ikke til bortførte børn, men til børn i en anden, ikke specificeret situation. Som så forværres, “kommer op i tredje potens, når børn bortføres. Så i hvilken situation er de børn, der omtales som er kommende tabere?



Børnebortførelser er et meget sjældent fænomen, og der findes derfor ikke et tilstrækkeligt stort og validt undersøgelsesudvalg, der kan generere sikker viden. Så der er 0 belæg for udtalelsens validitet. Men sådan noget har aldrig generet Die Dummen und die Bösen.

Sluttelig vil jeg gerne vide, hvor den sammenlignende undersøgelse er? Hvordan går det børn, der udleveres til eller lever sammen med voldelige forældre? 

Mangeårig klinikchef med speciale i psykologiske profiler af ukendte gerningsmænd, Jørn Beckmann, indkaldes i denne artikel til profilering af den kendte gerningskvinde Lisbeth Markussen, som –alene på baggrund af dokumentaren og uden at have talt med hende, læst sagsakterne eller krisecentererklæringen –– udtaler:

»Hun projicerer jo sin egen vrede og angst over i børnene, og der er også depressive tegn at spore rent psykiatrisk. Jeg er i tvivl om, hvor meget hun har tænkt sig om, for det er meget en egoistisk behovstilfredsstillelse af hende selv.« 



Hvad ved Jørn Beckmann om voldsramte kvinder? Ingenting. Han ved tydeligvis ikke, at 75% af voldsramte kvinder er  PTSD-ramte efter mange års vold og chikane (Schandorph & Elklit, 2013) og dermed betydelig mere belastet end hjemsendte Afghanistan-soldater.

At bruge Beckmann i denne her sag svarer til at bruge en familieretsadvokat i en injuriesag. 

Sikker viden er ikke i høj kurs, hvad jeg ofte har beklaget, ikke mindst her: Bamsevidenskab på overarbejde. Det er én af grundene til, at storleverandøren af usikker viden, Formanden for Foreningen Far, igen kommer på banen med de mønstre, han ser: 

“Vi kan tydeligt se, at der er et mønster. Der er typisk to typer af forældre. Der er typisk to typer af forældre, der bortfører deres børn. Når mødre bortfører, er der typisk en sammenhæng med deres egen opvækst. De kan have været udsat for incest eller andre voldsomme overgreb eller svigt,« siger formand Jesper Lohse. 

Lohses datagrundlag er?




Jeg kan også tydeligt se et mønster: Når mødre flygter fra deres voldelige ægtemænd, går hele Danmark i selvsving og udpeger dem som psykisk syge. Når mænd gør det, jubler den samlede befolkning, og bortføreren får tre opslag i Femina.



 

8 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  2. Jeg skal virkelig lære at læse din blog om morgenen, for så får jeg sådan en griner fra morgenen og får en skrupdejlig dag... :) Spot on, til dig....... Gid du var socialminister..... nå nej, det er du for klog til ;)

    SvarSlet
  3. Jeg er mest chokeret over panelerne af journalistiske kolleger, som rakker præcis de ting ved udsendelserne ned, som de tidligere selv har gjort. Se på Oliver-sagen mellem Marion Weilharter og Thomas Sørensen: Givet den bortførende far fuld mediedækning - og ignoreret moderens sag, da hun 4 år senere fik ret. Eksponeret et barn og en konflikt mellem forældrene for fuld skrue...

    Agnethe Nielsen

    SvarSlet
  4. Som altid en fantastisk artikel, der virkelige får trukket linjerne op, og hvor bamsevidenskaben synliggøres i fuldt flor - og sproget/ordene er som altid skrevet, så budskabet og afsløringerne af den journalistiske sammenkogte ret, der desværre ukritisk lystigt simrer i danskernes køkkener, bestående af manglende videnskabelig belæg, udokumenterede påstande og ren dumhed står krystalklart - ja faktisk så klart, så selv de Die dummen und die Bösen burde have en chance for at forstå det - sagt med forbehold for, at vi dog ikke må forvente for meget fra den side af.

    SvarSlet
  5. Hvornår er der en behjertet sjæl på BT, som stiller de åbenlyse spørgsmål: Hvad er fakta i denne sag? Hvad er der foregået mellem mor og far inden flugten? Hvad er foregået mellem far og barn inden flugten? "....... bare sådan lige til en begyndelse....

    Brian Kristensen

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet