torsdag den 6. oktober 2016

Skal far tvinges til se sit afkom? Nej. Børn klarer sig fint uden far.

I denne debat har jeg tit tænkt på Anita. Hun blev gift, blev gravid, og så døde hendes far. Det blev for megen tristesse på én gang for hendes mand, som skred uden at se sig tilbage. Hver måned tikker den lovpligtige check ind, men barnet, der nu er 17 –– og glad og velfungerende –– har aldrig set sin far.  

Når fædre ikke har kontakt til deres børn, hvad skyldes det så

Forskelligt, heriblandt at far ikke selv mener det er godt for barnet, alkohol- og andre misbrugsproblemer, at barnet ikke selv ønsker at se far, at far har uegnede boligforhold eller bor i udlandet.

Men den væsentligste årsag er, at far ("bopælsforælderen") simpelthen ikke ønsker at se barnet: Hele 42% ønskede i 2003 ikke denne kontakt.

Det fremgår af en offentlig, men svært tilgængelig database.

Af antologien Mænd på vej, der er udgivet af Ligestillingsrådet, fremgår det, at tallet i 1999 var 56%.

At disse tal kan undgå at nå den offentlige debat, som præges af fædre, der med alle midler slås for deres børn, er et udtryk for en politisk dagsorden, der ikke ønsker forplumring af enkle politiske budskaber

Ifølge den “moderne” børnepsykologiske opfattelse er det livsvigtigt for børn at opretholde kontakt til begge deres forældre uanset forældreevne, så livsvigtigt faktisk, at Ankestyrelsen har udtalt, at børn har behov for at få sikret kontakten til begge forældre, selv under højkonflikt– på trods af hyldemeter af forskning, der viser skadevirkningerne af konflikt, og på trods af 0 forskning, der påviser behovet for både mor og far


Så hvordan –– i dette politiserede klima –kan alle disse børn få lov at hensygne uden deres far? Hvorfor afhentes disse fædre dog ikke korporligt af fogeden og hans assistenter og slæbes på potten – hentes hjem fra udlandet eller sendes til afvænning og tvinges til samvær? Det er jo den behandling, man udsætter børn for.

I en artikel i Forskningsnyt, betitlet Børn uden fædre  citeres to engelske undersøgelser fra 2004, Children raised in fatherless families, og "Children's lay narratives", der hver for sig og sammen konkluderer, at trivslen ikke berøres af en fraværende far:




På alle trivselsparametre viste de to engelske undersøgelser,  at børn fra kernefamilier og børn fra faderløse hjem klarede sig lige godt, hvor skilsmissebørnene med to forældre overordnet klarede sig mindre godt.

Henset til at børn i dag tvinges til samvær med selv stærkt tvivlsomme fædre, er forskning som denne nok værd at genbesøge. 

Konsekvensen for så vidt angår barnets angiveligt bydende behov for far, er ikke overvældende. Staten er striks med betydningen af biologiske bånd i sager hvor:

• far gider 
• kvinder knalder løs med tilfældige mænd (som i Ellemanns seneste udvidelse af tredjepartssøgsmålsret).

Men staten slapper helt af, når det gælder:

• fædre, som ikke gider
• singlekvinder, der får donorbørn
• lesbiske med en mor og en fancy medmor, men ingen far  
• adopterede børn

ske er behovet for en far ikke helt så akut, som vi forledes til at tro i ligestillingens navn?

5 kommentarer:

  1. Bare en kommentar til tallene. Hvis det var 56% der ikke ønskede kontakt i 1999 og 42% i 2003, så er det tal faldet med 14%-point på fire år. Hvis det er faldet med samme 14% pr. fire år de efterfølgende 12 år til 2015, så var tallet i 2015 0 %.

    Selvom det måske ikke helt holder, så er der sket en markant og mærkbar ændring i de sidste ti år ift. hvor meget fædre gider deres børn. Derfor skal man måske være forsigtig på at basere ny lovgivning på 12-17 år gammel viden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er klart blevet stedse mere politisk korrekt at fædre interesserer sig for deres børn, så jeg har da også en klar forventning om, at procentdelen af fædre, der ikke gider, er faldende. Men det er ikke pointen, som er: Børn klarer sig glimrende uden fædre – i lodret modstrid til herskende diktum. Mvh Susanne

      Slet
  2. Mangeårig formand for Børns Vilkår John Halse sagde dette i Politiken i går: "Faktisk viser forskning, at det giver større traumer, hvis en forælder forlader familien for stedse, end hvis han eller hun dør. »Hvad var der galt med mig?«, vil stå tilbage som spørgsmålet hos barnet. Derfor er det rigtig vigtigt, at begge forældre er på banen efter et brud."
    http://politiken.dk/debat/ECE3467025/selv-meget-postmoderne-kvinder-har--tendens-til-at-foele-sig-bedre-end-maend-naar-det-gaelder-boern/

    Bør en mand, der ønsker at skåne sine børn for et sådant traume have ros, eller føle sig ligegyldig, fordi "børn klarer sig glimerende uden fædre."?

    SvarSlet
    Svar
    1. Er det ikke besynderligt, at ingen kan viderestille mig til den forskningsartikel, der ligger til grund for den udtalelse?

      Jeg er da i øvrigt sikker på, at ethvert normalt barn ville savne deres normale far, som bare skred. Men nu er det jo ikke normale fædre, der er tale om, når samvær afskæres.

      De fædre, der er tale om i lige dette indlæg, er fædre, der er fraværende fra begyndelsen – altså, som barnet aldrig har kendt. Dvs. der er ikke tale om et "kærlighedstab".

      I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, hvor meget nonsens denne mand, der burde vide så meget bedre, får fyret af på meget kort tid. Bl.a. at vold er et så lille problem, at det ikke kan opgøres i procenter.

      Her på bloggen har jeg tidligere fanget ham i vrøvl:

      "Men børn, der havner i en sådan situation, har dystre fremtidsudsigter, fortæller børnepsykolog John Halse. »De er overrepræsenterede som misbrugere, rygere, alkoholiserede og i arbejdsløshedsstatistikker. Og de har svært ved at etablere parforhold, fordi de ikke kan binde sig til andre. Det ved vi sort på hvidt fra skilsmissestatistikker, hvor børn har haft forældre i højkonflikt, og det er så i tredje potens ved bortførte børn,« siger han.

      Der findes ingen statistik på bortførte børn, og det stiller jo hans angivelige klæben til evidens i noget sært lys. Mvh Susanne

      Slet
  3. Chris Alban plejer at tale godt om Børns Vilkårs synspunkter, men der kan jo være nuancer omkring det. Når du refererer til "fædre, der er fraværende fra begyndelsen", så lyder det jo som sager, hvor det er gået via en sædbank som i 2. og 3. punkt i din liste, og der er jo ikke nogen skilsmisse og dermed heller ikke noget "kærlighedstab".

    Det John Halse udtaler sig om i det citat, jeg kommer med er hvor der er et brud, og faderen forsvinder. Enten fordi han ikke gider enten barnet eller at samarbejde med dets mor eller begge dele eller hvis han bliver holdt væk. Hvor der er et kærligstab. Generelt er det vel også mødre, der har børn med mænd de er skilt fra frem for med sædbanker, som du oftest har fokus på?

    Det er efter min opfattelse ikke korrekt, når du skriver at der aldrig er tale om normale fædre, når samvær afskæres, hverken når det sker ved myndighedsafgørelse eller selvtægt. Nogle gange fastsættes ikke samvær, hvor Statsforvaltningen angiver som grund, at der ikke er grund til at betvivle samværsforældrerens forældreevner, men hvor konflikten mellem forældrene er sådan at det er bedst for barnet ikke at være i den. Jeg mener, at en kontorchef fra Statsforvaltningen sagde i et program i foråret at det sker ca. 800 gange om året. Eftersom knapt 90 pct. af skilte fædre er samværsforældre sker det måske ca. 700 gange om året at et barn afskæres fra at se sin normale forældreegnede far.

    Der er flere skilsmissesager uden vold end med. Børns Vilkår - hvis man vælger at tillægge det de siger vægt - siger jo at ca. 10 pct. af sagerne er komplekse, dvs. højkonflikt, sociale problemstillinger, vold mv. Det er sikkert nogle men ikke alle af disse 10 pct. af sagerne, hvor vold er en central problemstilling. De sager skal selvfølgelig tages alvorligt og systemet skal kunne løse dem på en god måde, der sikrer at børn undgår "kærlighedstab" fra en forældreegnet forældre, der vil sit barn.

    SvarSlet