lørdag den 31. december 2016

En feminist er et brølende hundyr


Det siger Karen Ellemann i dagens Politiken på en sektionsforside. Artiklen har rubrikken. “Okay, så er jeg også feminist". Men den udtalelse kommer efter, at ligestillingsministeren har fået forklaret, hvad det der feminist er:

   

Men nej, Karen, det er du ikke. Trudeau, derimod, er feminist. Obama er det, og tag så også lige Beyoncé og Madonna og en lang række cool overskudsmennesker med

Hvis du, kære læser, stadig kvier dig ved betegnelsen, så læs lige med her.

Det handler om året, hvor patriarkatet viste nye tænder året, hvor en orange ork med virkelig dårlige manerer slog en bedre kvalificeret Hillary Clinton. Hellere en ork med betydelig diagnoserisiko end en kvinde, er den besked, vi kan tage med os ind i det nye år.



Det var også året, hvor en ny form for åbenlys misogyn forlystelse så dagens lys: Nøgenbilleder af kvinder, offentliggjort uden samtykke, pakket sammen på sider for indviede og ledsaget af de ledeste kommentarer, der ikke levnede nogen tvivl: Mænd hader kvinder. Og de, der ikke synes, det er i orden kommer i Sverige på særlige hadelister. Noget for dig?



Det var året, hvor drengene talte over sig: Messerschmidt om den forvirrede, lille pige, Ole Birk Olesen om kvinder uden ære og moral –– igen. Niels Vestergaard Larsen blev dog smidt ud af Nye Borgerlige for bl.a. at sige:


Jeg synes mænd har bedre værdier en kvinder, og jeg hader kvinder, der fylder meget og tror, de skal have det sidste ord … Danske kvinder vil ikke give mig plads til at have en mandekæreste i forholdet, for de forstår ikke at dele og vil selv have al opmærksomhed … ellers gifter jeg mig bare med en mand og vi finder en rugemoder i Rusland og får en klinik på Cypern til at selektere det rigtige køn.

Det sagde han virkelig. Han sagde også mere.





Det blev året, hvor vi fik en ligestillingsminister, der modtog en feministisk bog fra sin forgænger med “et kropssprog som på alle måder udtrykte afsky og modstand…,” skrev  Mette Gjerskov. “Og straks hun fik mikrofonen, måtte hun som det første erklære, at hun bestemt ikke er feminist.” Men det, hun mente, har vi lige lært, var jo bare, at hun ikke var et brølende hundyr.




Således belært er det overraskende, at 2016 også blev året med 0 kvinder i regeringens centrale udvalg, hvad samme ligestillingsminister gtede at udtale sig om.

I sin tale på tale på Bella Sky bemærkede brormand, Jakob Ellemann Jensen: “Jeg skal hilse fra ministeren for nordisk samarbejde og ... noget andet ligegyldigt.”

Det blev også året, hvor satspuljerne smækkede i lige for næsen af krisecentrene på trods af ventelister og den tidl. regerings erklærede 2020-mål:

at andelen af kvinder på kvindekrisecentre, der har behov for mere end ét ophold, i 2020 skal være reduceret med mindst 30 pct. 

Både den tidl. og siddende regerings ligestillingsopfattelse tilsiger, at vi skal udviske kønsforskelle – kønsmainstreame –– og derfor ikke længere skal tale om vold mod kvinder, men om vold i nære relationer og på denne måde ækvivalere så vidt forskellige størrelser som mænds vold mod kvinder og kvinders "vold" mod mænd. Det kan næppe kaldes ligestilling, når vi ser på tallene: 68% af vold mod mænd begås af mænd. 

Samme ligestillingsbestræbelse, igen på baggrund af manipuleret talmateriale, kom til udtryk, da vi fra Norge fik at vide, at kvinder voldtager. Det er klart krævet med et selvforsvarskursus for mænd:
 
 

Og det blev året, hvor DR og TV2 igen i lodret strid med deres public service-forpligtelser fortsatte med at agere propagandamaskine for mande- og fædrerettighedsbevægelsen –– hvilket faktisk vil sige statens politiske vision ––
senest med kvadet om stakkels Jørgen, hvis kone kradsede ham på halsen, og som ikke kunne forstå, at politiet ikke gad tage sig af det. 

Har du nogensinde set en kvinde få taletid og love på et nationalt medie til at fortælle, at hun er blevet kradset på halsen af sin mand? Nej. Det har du ikke. Vigtigere endnu: Hvornår har en kvinde fået taletid på en stor sendeflade til at fortælle om alvorlig vold? Jeg kan ikke huske ét eneste eksempel.

Og nu vi er der, så var det da også DR, der sagde nej tak til en allerede færdigproduceret 3. serie med Ditte og Louise, fordi serien angivelig ikke kunne “samle nationen”. Information skrev i sin leder:

Ved at sætte en stopper for det klart bedste bud på kvindeskabt tv i nyere tid, bidrager DR til at videreføre denne tradition og give seerne det, de kender. Det selvironiske grundtema for hele serien er, at det er svært at være halvarbejdsløs kvinde i 40’erne i et mandsdomineret miljø. DR har med beslutningen bekræftet Ditte & Louise i netop dette.  

DR forklarede, at beslutningen ikke var begrundet i manglende seertal eller dårlig kvalitet, men at pladsen skulle bruges på andre tiltag, bl.a. en ny dramaserie betitlet “Herrens veje.” Her må godt grines.  
 



Hvad skulle danske mænd dog gøre uden al den PR, som de store sendeflader forsyner dem med? 


“Under hver pause mellem programmerne siger en kælen kvindestemme: VI ELSKER MÆND,” fortæller Annette alle os, der ikke ser fjernsyn, medmindre det er pinende påkrævet.

Det var søreme også året, der bekræftede, at alt var ved det gamle:

Hvad gør man som seriøs kvindelig debattør i et samfund med underliggende patriarkalske strømninger, hvis man vil undgå at blive fremstillet som en rigid, mandehadende beton-feminist? …  jeg har lært at tilføje "og mænd", hver gang jeg nævner ofre i mine debatindlæg om vold. Jeg behøver ikke tilføje "og kvinder" i debatindlæg om udsatte mænd, for af én eller anden grund bliver jeg ikke nettrollet og shitstormet, når jeg taler mandesager. Jeg kunne gøre kometkarriere som debattør, hvis jeg tilsatte et par værdiladede ord imod mit eget køn.


Korrekt. For 2016 var året, hvor vi var vidne til, at kvinder, der åbenlyst tager afstand fra deres eget køn, får eskalerende mediemagt til at fortsætte kampagnen.  Kvindeversionen af Uncle Tomming virker hver gang.



Men hvis du Django Unchained, ved du, at tricket kan give bagslag, så  måske skulle du overveje at følge Caitlin Morans råd om at stille dig op på en stol og erklære, at du er feminist:

Det er virkelig vigtigt at sige det højt: JEG ER FEMINIST. Hvis du ikke er i stand til at sige det højt – ikke engang, hvis du står på jorden – ville jeg være bekymret. Det er sandsynligvis en af de vigtigste ting, en kvinde overhovedet kan sige. Hvis du ikke kan sige det, svarer det til, at du bøjer dig fremover og siger: “Spark mig i røven, og tag min stemmeret, vil du ikke nok?”


Og hold op med at tro, at kampen om børnene ikke oftest er en skjult kønskamp. Mænd vil have rettigheder og magt på en uligestillet baggrund:  Spørg dig selv, hvorfor det er “moderne”, at en far skal have 7/7-adgang til sit barn, når forhistorien er umoderne: Over 90% af barslen tages af kvinder – 35% af fædre holder
ikke så meget som én dags barsel og kun 21% ønsker mere. For nu bare at nævne ét aspekt i den åbenbaring. 

Se også Deadbeat dads ...


 
Man fødes ikke som feminist –– det er noget, man bliver, når man kigger sig omkring. Når jeg kigger mig omkring i 2016, bliver jeg rabiat feminist af at se abortrettigheder truet overalt i den vesterlandske verden og politisk korrekte redaktører på Politiken i ramme alvor slå til lyd for mænds adgang til rugemødre. 


Så stil dig op på den stol, og sig det. Eller bliv kørt over. 

Tak til alle de feminister, mandlige som kvindelige, der hjælper mig bag facaden. I ved selv, hvem I er. Nu vil jeg holde fødselsdag med min feministmand. Godt nytår!



OBS: Brocherne ovenfor –– ja, de er brocher –– er fra Kritisk Pynt, som findes på Facebook.  

torsdag den 29. december 2016

Mand bider hund: Rene ord for voldspengene fra den internationale forskning

Mande- og Fædrerettighedsbevægelserne har i årtier haft stor interesse i at fremstille kvinder som “værre” end mænd på alle parametre, herunder lige så eller mere voldelige end mænd, og de har ikke holdt sig for gode til at manipulere med statistikkerne for at få de tal, de ønsker. 

Se fx hvordan tallene manipuleres på mandebevægelsens foranledning her. Eller den bizarre fremstilling af Jørgen på mandebevægelsens foranledning her.

Formålet er at medvirke til den kønsmainstreaming, som er så vigtig for Ligestillingsministeriet. Her er den vedvarende vold mod en kvinder en torn i ligestillingsøjet, og kan man ikke få bugt med vold mod kvinder, kan man i stedet  ændre narrativet ved at tale kvinders vold mod mænd op: Kvinder slår også! Hvis man samtidig kan gøre kål på “farlige fædre”, slipper man også for dét argument.

Lige nu oplever vi en voldsom PR-trafik fra Mandecentret og Foreningen Far foranlediget af etableringen af en national enhed mod vold i nære relationer


Mandecentret inviterer til seminar om kvinders vold og høster forståelse langt ind i Ligestillingsministeriet. Foreningen Far turnerer som altid med deres egne bizarre selvundersøgelser, mens Mandecentret præsterer illusionsnumre om kvinders vold mod mænd ved at henvise til materiale fremstillet af den norske mandebevægelser i form af Reform ressurssenter for menn. De henviser bl.a. til denne faktabrosjyre, som billedmaterialet til trods ikke tjener sagen med gode argumenter: 2% af mændene i en stor national undersøgelse havde oplevet “alvorlig” fysisk vold fra kvinder.

Det er ellers en fin og dyr brosjyre, og organisationen har da også gjort sig bemærket ved at få dobbelt så meget i statstilskud som samtlige kvindeorganisationer til sammen. 
 
Uanset, er det ikke hos interesseorganisationernes tendentiøse forståelse og manipulerede henvisninger, man skal høste evidens, men hos den empiriske internationale forskning, som siden 80’erne beskæftiget sig med netop dette emne: Hvordan volden mellem kønnene fordeler sig.

Særlig har Murray A. Straus and Richard J. Gelles gennemført en rækker studier, der har påvist kønssymmetri i voldsudfoldelsen. Mænd og kvinder slår hinanden lige meget. Tilsyneladende.
 

Dr. Strauss udviklede allerede i 1979 den senere meget brugte Conflicts Tactics Scale (CTS) til at måle vold i hjemmet. CTS er et ganske primitivt måleredskab og tæller simpelthen antallet af “voldsepisoder”: Hvis en kvinde fx skubber en mand væk, der lige har slået hende, tæller det som 1 voldspoint til hver. Kontekst er med andre ord fraværende.

Næsten alle empiriske studier, der påviser kønssymmetri, er baseret på CTS. Målemetoden optæller, hvor mange gange gifte par i løbet af det seneste år har brugt en af flere “konflikt-taktikker” (skubbe,  puffe, slå, tjatte mv) under et skænderi. Straus & Gelles og andre forskere, der bruger CTS, har været udgangspunktet for mandebevægelsens påstand om kønssymmetri inden for partnervold.

Andre forskere har senere analyseret CTS og dens begrænsninger:

I 1995 undrede Michael P. Johnson sig over, at forskerne fik så forskellige tal for vold ml. mænd og kvinder, når de brugte survey data. Hans undersøgelser udmøntede sig i en kategorisering, der senere blev tiltrådt af andre volds- og kønsforskere herunder Michael Kimmel


Inden for den kategori, som måles af CTS, common couple violence, som på dansk ofte kaldes situationsbestemt vold, slår mænd og kvinder hinanden lige meget. Men inden for den kategori, Johnson kaldte patriarkalsk terror – som senere er blevet kaldt bl.a. intim terror, og som ikke kan måles af CTS – er gerningsmanden næsten udelukkende en mand, helt kongruent med K. Helweg-Larsens undersøgelser

Det er situationsbestemt vold, som Mandecentret pt er beskæftiget med at gøre til et politisk emne. Man har fra denne side ikke hæftet sig ved, at kvinders situationsbestemte vold primært (2/3) sker i selvforsvar og sjældent ender på skadestuen, krisecentret eller i retten. (Straus, Kimmel). 

Patriarkalsk terror beskæftiger hverken Mandecentret eller Foreningen Far sig med. Den findes, når forskningen udelukkende henter data fra registre: skadestuer, krisecentre, politi og domstole. 

Patriarkalsk terror er, i modsætning til
situationsbestemt vold, motiveret af behovet for dominans og kontrol; volden er her instrumental og eskalerende. (Dekeserdy, 2000; Gelles, 2000; Straus, 1999).

Patriarkalsk terror, forstået som mænds behov for at kontrollere kvinder, har været grundstenen i feministisk teori om vold, og det er de teorier som mandebevægelsen har søgt omstødt med argumentet om kønssymmetri.

International forskning fra Johnson og frem har vist, at begge fløje har ret: Kvinder slår lige så meget som mænd i kategorien
situationsbestemt vold, hvorimod  patriarkalsk terror næsten udelukkende er et mandedomæne.

Når fortalere for mænds og fædres rettigheder derfor opponerer mod K. Helweg-Larsens undersøgelser skyldes det, at de er ikke er vidende om, at vold fordeler sig på to typer, og at Helweg ikke bruger CTS, men registerkilder.

Michael Kimmel har i årenes løb og i flere forskningsartikler gjort rede for, at CTS ikke giver et retvisende billede af kønnet vold. 


Kimmel påpeger, at CTS for det første ikke medtager seksuel vold, som tegner sig for 7.7% af voldsepisoder mellem partnere. For det andet medtager CTS ikke vold fra ekspartner, et tal som er OTTE gange højere end vold mod gifte kvinder (Bachman & Saltzman, 1995; Greenfeld et al, 1998). For det tredje er CTS ikke et tilstrækkeligt godt måleapparat for voldsskaders omfang. Et slag er et slag, om det brækker en kæbe eller ikke efterlader så meget som et mærke.

Vold fra ekspartner, hvor det gælder tilbageerobringen af magt og kontrol, er også typisk mere alvorlig i sin karakter. Fx øges risikoen for drab  med 50% for kvinder, der forlader voldelige mænd. 



Det vil sammenfattende sige, at CTS-baserede undersøgelser fremkommer ved udeladelse af skadernes omfang, seksuel vold og vold fra tidligere partner. Hermed  tegner CTS langt fra et retvisende billede af voldens anatomi.

Kimmel fremhæver endvidere to statistiske misforhold, som han  beder tilhængere af kønssymmetri om at gøre rede for:

1) overrepræsentationen af kvinder på krisecentre og skadestuer.

2) modsætningsforholdet mellem påstanden om kvinders vold inden for hjemmet og dette køns bemærkelsesværdige underrepræsentation i voldsstatistikker generelt.  

I sin bog The Gendered Society (2000) er Kimmels hovedpåstand, at kvinder og mænd alligevel ikke er så forskellige. Alligevel fremhæver han den meget store aggressionsforskel mellem kønnene. Faktisk, siger han, er vold den eneste adfærdsvariabel, hvor der optræder højsignifikante kønsforskelle; han citerer værker som The Psyhology of Sex Differences (1974), og Baron og Richardson (1995), som med Human Aggression kom frem til enslydende resultater: at vold er mænds domæne. Det emne behandles også her.

Stalking opfattes i denne forskning også som et udtryk for kontrolmotiveret vold, der ligeledes udviser stor kønsasymmetri: Næsten 5% amerikanske kvinder og omkring 0.6% mænd har indrapporteret deres nuværende eller tidligere partnere for stalking. (Tjaden & Thoennes, 2000a).

Situationsbestemt vold sammenfattes i den nationale handleplan såldes:



Patriarkalsk vold er derimod en del af et systematisk mønster af kontrol og frygt.

Både Straus & Gelles (1999) var klar over, at deres forskning blev misbrugt politisk af mandebevægelsen og advarede mod at drage forkerte konklusioner og mod at bruge deres data til at skære ned på hjælpen til voldsramte kvinder:  


For det første giver mænds gennemsnitligt større kropsstørrelse og styrke samt deres større aggression, at en mands slag sandsynligvis vil forvolde mere smerte og skade end en kvindes. For det andet sker næsten tre-fjerdedele af kvinders vold mod mænd i selvforsvar … 
 
Skulle nogen have kapacitet til at læse mere end en billedtung norsk undersøgelse udgivet af det norske mandecenter, er der nogle forslag her:



Johnson, M. P. (1995). Patriarchal terrorism and common couple violence: Two forms of violence against women. Journal of Marriage and the Family, 57, 283-294.

Johnson, M. P. (2000). Conflict and control: Images of symmetry and asymmetry in domestic violence. In A. Booth, A. Crouter, & M. Clements (Eds.), Couples in conflict (pp. 178- 204). Hillsdale, NJ: Lawrence Erlbaum.

Johnson, M. P., & Ferraro, K. (2000). Research on domestic violence in the 1990s: Making distinctions. Journal of Marriage and the Family, 62, 948-963.


Kimmel, M. (1994). Masculinity as homophobia: Fear, shame and silence in the construc- tion of gender identity. In H. Brod & M. Kaufman (Eds.), Theorizing masculinities (pp. 119-141). Thousand Oaks, CA: Sage.
Kimmel, M. (1996). Manhood in America: A cultural history. New York: Free Press.
Kimmel, M. (2000). The gendered society. New York: Oxford University Press.

Kimmel, M. (2001, December 5). The myth of gender symmetry in domestic violence, The Irish Times.

Kimmel, M. (2002, January 26). Beyond the myths on domestic violence. The Irish Times
Kimmel, M. (2001) Violence between men and women are not equally divided, The Irish Times.


Straus, M. A. (1990). Measuring intrafamily conflict and violence: The Conflict Tactic (CT) Scales. In M. A. Straus & R. J. Gelles (Eds.), Physical violence in American families (pp. 29-47). New Brunswick, NJ: Transaction Books.

Straus, M. A. (1993). Identifying offenders in criminal justice research on domestic assault. American Behavioral Scientist, 36, 587-600.

Straus, M. (1997). Physical assaults by women partners: A major social problem. In M. R. Walsh (Ed.), Gender: Ongoing debates (pp. 204-221). New Haven, CT: Yale University
Straus, M., & Gelles, R. (1986). Societal change and family violence from 1975 to 1985 as revealed by two national surveys. Journal of Marriage and the Family, 48, 445-479.
Straus, M., & Gelles, R. (Eds.). (1990). Physical violence in American families. New Brunswick, NJ: Transaction Publishing.
Straus, M., Gelles, R., & Steinmetz, S. (1980). Behind closed doors: Violence in the American family. Newbury Park, CA. 
Straus M. & R. Gelles (Eds.), Physical violence in American families. New Brunswick, NJ:  Transaction Books.
Tendler, S. (1999, January 22).
 

Tjaden, P., & Thoennes, N. (1998). Prevalence, incidence, and consequences of violence against women: Findings from the National Violence Against Women Survey. Washington, DC: U.S. Department of Justice
Tjaden, P., & Thoennes, N. (2000a). Extent, nature, and consequences of intimate partner violence. Washington, DC: U.S. Department of Justice, National Institute of Justice and Centers for Disease Control and Prevention.

mandag den 19. december 2016

søndag den 18. december 2016

Jørgen fik bank af konen – eller gjorde han?

TV2 har igen haft fat i en stakkels mand, som ved nærmere eftersyn viser sig at være ... blakket. Det er anden gang, Jørgen optræder på TV med den selv samme historie, som også er ... blakket. Timingen er aldrig tilfældig.


Socialstyrelsen har nemlig et udbud på vej: National enhed mod vold i nære relationer, og der skal skabes politisk vilje over for kvinders vold mod mænd. Som altid er medierne, denne gang TV2, klar med fake news, der tjener den politiske dagsorden og mandebevægelsen:



Oven i det kendte billede af kvinder som løgnagtige, skal der nu påmales et yderligere lag, der viser, at de også er voldelige. Man hiver derfor en mand, der angivelig har fået tæsk af sin kone i studiet og ledsager udsendelsen med flere fake news:

“Han er en del af en svær statistik, hvor mænd bliver slået af deres hustru. Man anslår, at op mod 13.000 mænd årligt bliver fysisk og psykisk misbrugt hvert år ...


Men tallene fra Statens Institut for Folkesundhed fremgår nedenfor, Partnervold mod mænd: 68% af voldsudøverne er mænd. Det er altså ikke primært kvinder, der slår mænd, men mænd, der slår mænd.

Ikke nok med det: Socialstyrelsen og dermed TV2 bruger forkerte tal som udgangspunkt. De 13.000 er ikke statistisk signifikante.

Et tredje gengangertræk, når medierne går i brechen for mande-/faderbevægelsen, er brugen af tvivlsom posterboy, der skal bære programmet.  

Meget tyder på, at der igen er tale om en Flæbende Far, dvs. en person, der optræder for fulde tårepersende gardiner, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være en noget plettet størrelse.

I hvert fald fremkom disse kommentarer i den oprørte tråd om udsendelsen:


Kommentatoren med det afvigende perspektiv viser sig at være en nær ven af parret, både før og efter skilsmissen, og har fulgt forløbet tæt. Han fortæller, at den voldelige kvinde er alt andet end voldelig.

Ifølge parrets nære ven lavede Jørgen det nummer, at han stak fingrene i ørerne som et "fireårs barn" og messede: Jeg kan ikke høre dig, jeg kan ikke høre dig. Det virkede, som det skulle, stærkt provokerende på hans ekskone, som en dag satte sig på ham og bed ham i skulderen. Dette var den voldsepisode, han anmeldte til politiet, og som blev afvist.


Havde han så bare haft en god sag,” siger den nære ven. “Vold er da ikke i orden. Men det her er jo ikke vold.

Det var et spørgsmål om penge. Jørgen var konstant ledig, hvad hans lidet imponerende LinkedIn-profil da også bevidner. Hvordan skulle det nu gå at forsørge sig selv efter skilsmissen, hvis han nu også skulle betale børnepenge? Skilsmissen blev begæret på hans ekskones initiativ. Hun var træt af en mand, der sad og sumpede hele dagen foran computeren, og intet lavede i huset.

“Hans ekskone er sygeplejerske,” fortæller den nære ven. “Når hun kom hjem fra arbejde, var huset en svinesti, og der var aldrig lavet mad. 

Det er anden gang, denne Jørgen fortæller den samme ikke-historie til TV2, og man undrer sig over, hvor selvkritikken fra både Jørgen, Mandecentret og TV2 dog bliver af. 

I taknemmelighed over Mandecentrets gode råd har Jørgen her arbejdet som frivillig det seneste år. 



Vi har tidligere set en række udsendelser med disse ingredienser: forkerte tal, politisk dagsorden og tvivlsom sagsrepræsentantation, bl.a. DR2's programserie "Fædre under mistanke", der skulle gøde jorden for Skilsmissepakken, som blev vedtaget en måned efter. Her var de dubiøse sagsrepræsentanter bl.a. Jesper Simonsen og Christian Thorsen Nørgaard.  

Kom nu med den gode sag, der tåler nærmere efterprøvning!

Se også: DR & offerudvælgelsen
  

Mange tak til Lisbeth for screenshot og til den nære ven, hvis navn er denne blog bekendt, for at uddybe sine kommentarer på en højhellig søndag i advent. Jørgens fulde navn er ligeledes denne blog bekendt.