torsdag den 15. december 2016

Børn med geografisk fjerne fædre klarer sig bedre

Hver gang vi kigger den politiske dagsorden på familieområdet efter i sømmene, kuldsejler den i en sø af manglende evidens. Således også det grundlæggende dogme om, at det tjener ethvert barns udviklingsbehov at have en nær kontakt til begge forældre.

Gennem en årrække har advokat Viggo Bækgaard fra Landsforeningen Børn & Samvær påtaget sig rollen som den kritiske vagthund ud fra et meget enkelt credo: Enhver tvivl skal komme barnet til gode. Han har til stor glæde for sin læserkreds hudflettet den absurde retspraksis på forældreansvarsområdet med sine skarpe analyser.

På det seneste har Viggo B. været så langt oppe i det røde felt, at det antager kaptajn Haddockske højder. 


Baggrunden er en konkret bopælssag, hvor statsforvaltningen har besluttet at overflytte bopælen fra mor til en far med temperaments- og stabilitetsproblemer; en far, der ellers hidtil kun har haft en beskeden 3/11-ordning. Mor havde nemlig planer om at flytte til anden landsdel, hvor hendes netværk og nye job er. Og familiens ældste barn skulle alligevel skifte skole. 

Men med den afgørelse får systemet holdt mor i skak. Hun er nødt til at blive, hvor hun er. For ellers kan børnene ikke opretholde kontakt til begge forældre.

Statsforvaltningen er et kynisk terrorregime, der har genindført stavnsbåndet, tordner Viggo B., som slet ikke kan forstå, hvordan den afgørelse kan være til barnets bedste. Det kan vi andre ærlig talt heller ikke.

Til gengæld falder afgørelsen i smuk tråd med familierettens grundlæggende dogme om, at det tjener ethvert barns udviklingsbehov at have en nær kontakt til begge forældre. Et dogme, hvis sandhedsværdi de danske beslutningstagere i øvrigt aldrig har underkastet en kritisk prøvelse. Resultatet af en kulegravning kunne jo risikere at komme på tværs af den herskende ligestillingsdiskurs.

Men andre tør godt pille ved dogmet. I en artikel fra 2011 stiller et forfatterteam spørgsmålet, om det er gavnligt for skilsmissebørn med en nær kontakt til samværsfaren. Og nej: Artiklen er ikke bragt i et menighedsblad for mandehadende ekstremradikalfeminister. Den er skrevet af fire iskolde forskere og bragt i Demography –– et højt rangeret videnskabeligt tidskrift. 


Forskerteamet har fulgt 16.000 norske skilsmissebørn over en årrække og undersøgt, om skilsmissebørn med en nærværende far i det lange løb klarer sig anderledes uddannelsesmæssigt og økonomisk i forhold til dem, der har en fjern samværsfar. 

’Nærværende’ og ’fjern’ er på meget bogstavelig vis defineret ved den geografiske afstand mellem skilsmissebarnet og samværsforælderen. 

Hovedresultatet er, at børn med fjerne fædre klarer sig signifikant bedre. Og især hvis børnene har en højtuddannet far, som i dette studie findes mere konfliktorienterede.  Dette studie konkluderer: 

En konklusion som vores data understøtter  er, at politikker, der forsøger at regulere nærheden mellem far og barn efter skilsmisse, er ubegrundende, hvis motivationen for disse politikker er barnets positive udvikling.

Men det er nok bare sådan i Norge, tænker du. Men nej. Her i 2016 udgav et andet velrenommeret tidskrift resultaterne fra en undersøgelse, som godt 8.000 danske skilsmissebørn havde deltaget i. Også den undersøgelse viser, at børn med en fjern samværsforælder klarer sig bedre uddannelsesmæssigt, mens forskerne forsigtigt konkluderer, at fjerne samværsforældre i hvert ikke forværrer børnenes chance for at få adfærdsproblemer.

Vender vi med denne viden i baghovedet tilbage til sagen ovenfor, er det nærliggende at få den tanke, at mor faktisk gør sine børn en tjeneste ved at flytte dem til en anden landsdel. 


Statsforvaltningens forsøg på at stavnsbinde forældrene i samme lokalområde kan altså omvendt forværre børnenes livschancer. Og det er da også præcis, hvad forskerteamet bag det danske studie konkluderer som en policy-relevant anbefaling: 

Vores resultater indikerer, at den praksis, der tvinger forældre til at bo i nærheden af hinanden for børnenes skyld, ikke er gavnlig.  

Mere evidensbaseret viden ind i familieretten, tak!

40 kommentarer:

  1. Mere evidensbaseret viden ind i familieretten. Hørt!

    1. Begge studier må handle om mennesker som er voksne i dag. I den norske fremgår at det drejer sig om personer født i 1975-1979, altså dem, der er forældre i dag. De har en noget anden holdning til ligestilling, fædres øgede involvering i børnene, normer omkring gode skilsmisser osv. end de børn af 1940'erne og 1950'erne, der blev forældre i 1975-1979.

    2. Den danske undersøgelse er bragt i tidsskriftet "Economics of the household". Økonomisk er konklusionen vel at skilsmissebørn bliver mere effektive (får højere uddannelse) hvis den ene er forældre er længere væk. Vi ved ikke om børnene er mere lykkelige (det er de måske/måske ikke). Vi ved heller ikke om der er forskel i forældrenes succes i arbejdslivet fx målt på indtægt og antal arbejdede timer.

    3. Forskningsfeltet "Economics of the family" som den danske artikel er inden for begyndte faktisk oprindeligt for et par generationer siden, som en del af arbejdsmarkedsøkonomien, for at vurdere, hvad ægteskab og børn betød for kvinders arbejdsfrekvens. Min pointe er ikke det forsimplede syn på familien dengang, men på at evidens ift. familieretten let kan komme til at hænge sammen med forholdene på arbejdsmarkedet.

    SvarSlet
    Svar
    1. De undersøgelser befatter sig ikke med ligestilling, men med børns trivsel – et spørgsmål, som du vedvarende nægter at forholde dig til.

      Jeg har aldrig læst en undersøgelse, der måler "lykke", som er et fluffy og umålbart begreb. (Når danskere "lykkemåles", sker det ud fra parametre som BNP pr. indbygger, social isolation mv).

      Det undersøgelsen siger er, at bringer man børn uden for konfliktfelter, klarer de sig bedre, og at især veluddannede fædre skaber konflikt. Uddannelse er et fint måleparameter for trivsel.

      Hele pointen er, at der ingen evidens for børns bedre trivsel er bag dette dogme (heller) og dermed heller ikke bag herskende forvaltningspraksis.

      Det falder fint i tråd med den længere nede citerede undersøgelse, om at børn i faderløse familier klarer sig bedre end skilsmissebørn.

      Slet
    2. I det jeg skrev kunne jeg lige så godt have skrevet "trives" i stedet for "være lykkelige". Det er rigtigt at økonomer sagtens kan definere lykke eller nytte ud fra BNP pr. indbygger eller uddannelsesniveau. Det er jo den tankegang, der har ligget bag meget af beskæftigelsespolitikken de sidste 15 år, men det har været mit indtryk at der undervejs har været mangt en socialrådgiver, som syntes at det var for reduktionistisk, så det var derfor jeg åbnede for, at de punkter økonomer typisk måler på måske ikke var dækkende.

      Ud fra undersøgelsen ved vi ikke om der er forskel i social isolation. Det er måske det, der ligger i "behavioral outcomes", men det er tilsyneladende kun for piger, at de ikke er værre med større afstand. For drenge er de antageligt bedre med nærhed? (Jeg har kun adgang til resumeet)

      Ud fra undersøgelsen ved vi ikke, om der er forskel i konfliktniveau mellem forældrene, men kun i geografisk afstand. Har man tesen at geografisk nærhed er afgørende for muligheden for konflikt, men også for støtte fra begge forældre, og kontrollerede man for dette kunne det være, at man kom frem til at geografisk nærhed uden konflikt ikke var ringere end geografisk afstand.

      Jeg synes faktisk at jeg forholder mig til børns trivsel. Et andet sted skrev jeg at jeg mener at afgørelser skal træffes ud fra hvad der er godt for barnet. Der findes et ligestillingsdogme der ikke siger 5 kager eller omtaler til hvert køn. Fx verdensmål 5 for ligestilling. Ordet kvinder findes 8 gange, piger 4, mens ordene drenge og mænd ikke findes. Eller dette debatindlæg:
      http://www.altinget.dk/udvikling/artikel/red-barnet-verdensmaal-viser-os-ind-i-pigernes-tidsalder.

      Hvis jeg nu gav udtryk for denne holdning:
      "Af hensyn til børns trivsel er det vigtigt at de er hos deres mor. Så må fædrene tage sig af biler, budgetter og andre beslutninger, der ikke har med børn at gøre." Ville du så rose mig og forsvare mig, når nogle af dine kønsfæller råber mandschauvinist?

      Og hvis ikke - hvis kvinder er lige så gode til biler og budgetter som mænd og desuden bedre til børn - hvordan skal vi så forholde os til, at biologien af en eller andet grund er indrettet så der undfanges en lille smule flere drengebørn end pigebørn (som jo så tilgængæld lever lidt længere i gennemsnit)? Hvad skal vi gøre med de mænd, der bliver til overs, når kvinder fylder halvdelen af arbejdslivet og mere end halvdelen af familielivet. Eller skal vi regulere kønssammensætningen på et meget tidligt stadie sådan som man gør i landbruget for at sikre at produktionen er effektiv?

      Jeg har ikke valgt at være mand, men jeg vil gerne have lov til at være det. Jeg vil på trods af jeg er mand gerne have ros for at gøre mit arbejde så godt som muligt, og at være der og gøre en god forskel for mit barn.

      Slet
    3. Du svarer ikke på mit spørgsmål, Lars: I mange tilfælde – også mange af dem, du har nævnt – står valget mellem at indfri din ligestillingsopfattelse eller sørge for, at barnet har det bedst muligt. Du har ikke svaret på, hvordan du vil prioritere her.

      Slet
    4. Det er ikke min ligestillingsopfattelse. Det er samfundets, som eksemplificeret ved Ligestillingsnævnets praksis, som jeg som lovlydig borger underkaster mig.

      Jeg tror jeg ville blive kaldt mandschauvinist, hvis jeg sagde at kvinder skal passe børn, og så må mænd gå på arbejde og tage beslutninger om budgetter og lignende. Ville du gøre det?

      Slet
  2. Den enkelte sagsbehandler skønner hvad der er bedst for barnet. Kan vi virkelig acceptere det som samfund at lovgivningen skal tolkes elastisk? Hvorfor er der ikke helt konkrete retningslinjer der skal overholdes? Hvorfor har vi ikke defineret hvad der er barnet bedste? Hvorfor har vi ikke en lovgivning der tager udgangspunkt i evidensstudier? Hvad er det Danmark underskrev med børnekonventionen? Hvad med menneskerettighederne? Er det i orden at stavnsbinde bopælsforældre? Ca. 50 % bliver skilt og mon ikke man kan formode at blandt disse er der en overrepræsentation af personer med en asocial adfærd? Det virker fuldstændig meningsløst med de 6 ugers flyttevarsel. Hvor er vores demokrati på vej hen, når demokratiets grundsten - retssikkerheden - gøres hånt om? Børn har krav på en tryg opvækst. Må Danmark snart indse at jorden ikke er flad

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis man skulle være polemisk ville jeg spørger om "mon ikke man kan formode at blandt disse er der en overrepræsentation af personer med en asocial adfærd" tager "udgangspunkt i evidensstudier"? På den anden side er de data at 0,5-2 pct. af befolkningen har dyssocial personlighed og at 10 pct. af skilsmissesagerne er komplekse/højkonflikt (Børns Vilkår) ikke i strid med tesen om at der er en overrepræsentation af dyssociale i skilsmisser.

      Jeg er enig i, at forældreansvarslovens §4 med formuleringen "bedst for barnet" er alt for abstrakt formuleret og derfor overlader for stort et skøn til den enkelte sagsbehandler mv. Jeg vil tro, at der er retningslinjer (lavet af ministeren) omkring dette, men måske skulle Folketingspolitikerne skrive lidt flere ord ind i den paragraf, så det blev lidt tydeligere, hvordan de lovgiveren politisk vil have at man skal håndtere at flere voksne med forskellige relationer til barnet i et eller andet omfang har ansvar for barnets trivsel.

      Slet
    2. Det, der efterlyses - retningslinjer for fortolkning af barnets bedste - findes allerede. Der står i forarbejderne til loven, at det er Børnekonventionens definition, der skal bruges.

      Det sker bare ikke. Hvorfor ikke? Fordi i loven står barnets ret til to forældre konkret fremhævet over alle andre parametre, f.eks. barnets ret til beskyttelse, søskendekontakt, tilknytning, mv.

      Så det bliver den enkelte sagsbehandler, der bestemmer, hvordan "barnets bedste" skal forstås. Et forhold, der betyder, at det nu er et menneske, der regerer et andet - og ikke et fælles vedtaget system.

      Sagsbehandlernes personlige holdninger til børn og opdragelse afgør sagerne. Kortere kan det ikke siges - det er aldeles vilkårligt, hvordan samværssager falder ud. Fuldstændig tilfældigt!

      En tur i Statsforvaltningen er som russisk roulette - hvor forældre tvinges med trusler om fængsel til at gøre deres børn til målskiver. Det er ofte flere år på pinebænken, hvor Statsforvaltningen har fingeren på aftrækkeren - skal, skal ikke, skyder, skyder ikke... på en god dag klarer barnet frisag fra en krænker. På en dårlig dag - hov, så var der sørme en kugle i tromlen. Og endnu et barn gik tabt.

      /Rosemary

      Slet
    3. Fordi, ved ikke at konkretiserer børnekonventionen og emplimentere dens praksis ind i dansk lovgivnings- og kulturmæssig kontekst... Så har man i Danmark opnå det, som man i virkeligheden helst vil, at kunne iklæde konventionen betragtningen af at være en overordnet hensigtserklæring, der spejler såkaldte nydeligt intensioner, værditilgange og menneskesyn på barnets vegne.
      Det er smart, fordi så overordnet som konventionen er formuleret, så kan alle fagfolk dokumentere, at hvert eneste faglige tilgang/tiltag følger dens hensigter.
      Hvilken igen understøtter den frie faglige fortolkningsret, der understøtter fagfolkens egen indre oplevelse af stødt stigende vurderings- og kompetence evner.
      Der nydeligt følger det stødt stigende krav/behov for mere dokumentation.
      Det kan sammenlignes med en Steiner Bakker fabrik.
      Her er det "bare" de udefinerede metoder og midler, der skaber forøgede arbejds- og jobmuligheder.
      Godt nok betaler barnet prisen.
      Men det vælger man at skide højt og flot på, fordi man jo i den tænkte illusion, følger alle de flotte overordnede intensioner.


      Slet
    4. /Rosemary
      Servicelovens § 154 er formuleret udfra samme overordnede brede (værdi)tilgang:

      - “Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen”.

      Hvad er vanrøgt?
      Hvornår kan/vil man definerer noget som vanrøgt?
      En lussing? To Lussinger?
      Skal der være dokumentation forlussingerne? Eller skal der ikke?
      Skal barnet være bange 2 gange, 10 gange, eller altid/hele tiden være bange?
      Hvordan måler man barnets frygt?
      Er det f.eks. et overgreb på et barn, at det skal være vidne til sine forældres pinefulde psykologiskeforfald?
      Eller Bedsteforældrenes, for nu at inddrage den dybt ulykkelige "Saugsteds sag".
      Hvor går grænsen imellem behovet for forebyggende hjælp, behovet for akut indgribende indsats, og symptombehandlingsindsats?
      Hvad er nedværdigende behandling?
      Hvornår er nedværdigende nedværdigelser nedværdigende nok, og i forhold til hvilke parametre?
      Hvilke forhold skal der være tale om, for at man kan sige, at forholdene er nedværdigende nok?
      Og hvornår kan man som barn forvente/kræve at systemet griber ind?
      Hvornår er sundheden i fare?
      Hvordan definerer man sundhed/usundhed, og i forhold til hvilke parametre?
      Hvordan definerer man fare?
      Og på en skala fra 1 til 10, hvornår er fare så fare nok?
      Hvornår kan en udvikling vurderes at være i fare?
      På hvilket grundlag træffes der vurdering?
      Er det mængderne, omfanget, situationen, skadeomfanget, trusselsniveauet, bekymrings grundlagenes saglige/faglige formidlingsindhold der skal ligge til grund for om barnet får hjælpen?
      Hvordan definerer man udvikling?
      Er det den psykologiske eller fysiske der skal vægtes højest?
      Dem begge?
      Hvilke fagfolk er kompetente nok til at kigge ind i spådomskuglen?

      Hvis en forældre bliver skide bekymret og bange, fordi barnet græder, tisser/skider i bukserne, ligger søvnløs om natten, med søvnafbrudte mareridt op til hvert eneste samvær... Hvor meget trussel og nedværdigelse er det så, på en skala?

      Hvem skal bestemme hvornår trussel er trussel nok?
      Skal dit barn være søvnløs i en uge, i flere uger, månedsvis, årevis?
      Eller er grænsen først nået, når der er konstateret målbare (dokumenterede) kognitive hjerneskader?
      Eller når barnets skolelæren (el. pædagog) konstaterer, at nu er barnets indlæringsprocesser altså stærkt negativt influeret?
      Hvilken form for hjælp har barnet krav på?
      Hvad skal hjælpen bestå i/af?
      Er det hjælp at symptombehandle?
      Er det hjælp at diagnosticerer og medicinere?
      Er det hjælp at begrænse trusselsomfanget?
      Er det hjælp at forbygge?
      Er det hjælp at standse ulykken?
      Er det en hjælp at få overvåget samvær?
      Er det en hjælp for barnet at have samvær?
      Er det en hjælp for barnet at det påtvinges samvær?
      Har det overhovedet nogen positiv effekt at overvåge et samvær?
      Og hvad er parametrene for kvalitativ overvågning?
      Skal man have en overvåger, en uddannet overvåger, uuddannede overvågere, kameraovervågning, lydovervågning, flere overvågere?
      Skal formålet være at træne de overvågede forældres forældreevne?
      Skal man blot undgå fornyede overgreb igennem overvågningen, altså at overvågerne agerer statens forlængede børnebodyguard?
      Eller vil man blot aflæse uhensigtsmæssig/manglende/skadelig samspil?

      osv. osv

      Jeg ved godt at du forstår - Men i håb om, at andre skulle læse med, synes jeg det er vigtigt at problematiserer de "blinde" problematikker.

      KH




      Slet
  3. Måske kan resultatet, som omhandler forældre i højkonflikt-skilsmisse, kobles sammen med Johnston, Campbell og Talls studie af højkonflikt-skilsmisser fra 1985:

    "The majority of parents in this study presented traits of character pathology, some clearly having personality disorders. In these cases, the motivation for the dispute derived more from their enduring personality characteristics, such as a need to fight, than from the experience of separation or the needs of the child."

    http://www.justice.gc.ca/eng/rp-pr/fl-lf/divorce/2004_1/p3.html

    SvarSlet
  4. Det her er blandt de bedste tal, jeg har set. Der så meget evidens, der viser, at forældreansvarsloven er baseret på myter - og at Danmark er et uland, når det gælder vidensbaseret lovgivning.

    Principperne i forældreansvarsloven er ikke bedre end den urstamme, der ofrer røgelse og modne bananer til ånden i bilens motor for at få den til at starte. Vi kalder det noget andet, men vi er lige så lidt 'oplyste'.

    /Rosemary

    SvarSlet
  5. Rosemary: Hvis du mener at der er "så meget evidens", der viser at en lov er baseret på myter, kunne du så ikke være mere konkret på, hvilket bestemmelse, du mener er mytebaseret, og linke til den evidens, du påberåber dig?

    Bare for fuldstændighedens skyld så påberåber denne blogs fjende nummer 1, også evidensbaseret forskning:
    http://www.mypresswire.com/dk/pressroom/28025/pressrelease/99691

    Må den mest saglige og databaserede og mindst holdningsfarvede viden vinde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er Warsak-rapporten, du taler om. Den er for stor en mundfuld for mig, og jeg ønsker mig brændende, at den rapport tages i nænsom behandling af rigtige forskertyper. Der var flere forhold, der fik mig til at stejle, da jeg læste den, desværre for længe siden, herunder oplysningen om, at den blev accepteret af tidsskriftet samme dag, som den blev modtaget. Det er fuldstændig uhørt i videnskabelige kredse. Forfatteren er en gammel kending i fædrerettighedskredse og har udgivet adskillige bøger om PAS, og der er ingen oplysninger om, hvordan den brede kreds af billigende psykologer er selekteret – hvem der er blevet spurgt, hvem der har sagt fra mv. Frem for alt – og her må du virkelig have mig undskyldt – oser den af skjult pædofili-motivation. Allehånde trivselsparametre opgøres i "overnatninger". Det er virkelig kvalmende læsning. Frem for alt modsiges den af al tidligere og senere forskning og står således alene som en meget suspekt og uudforsket klippe. I øvrigt er det ikke "evidensbaseret forskning", men en "konsensus-rapport", der har gennemgået 4 årtiers forskning i familieret og børns trivsel. Hvordan kan en konsensus-rapport nå til en enighed, de forgående årtiers forskning ikke danner belæg for?

      Det bedste ved Jesper Lohses udlægning af den er, at han tydeligvis ikke har forstået et suk af den. Men den er jo også på engelsk :-)

      For så vidt Rosemary's krav om evidens, så må de vel være identiske med mine: Hvor er evidensen for, at børns trivsel skal defineres som den personlige og regelmæssige adgang til begge forældre, underforstået "uanset".

      Hvor er evidensen for, at den fremtidsorienterede tilgang – en tilgang, al forskning udnsiger, fx the Dunedin Longitudinal Studies, som bl.a. udsiger, at den bedste prediktor for fremtidig vold er vold i fortiden.

      Resten må Rosemary tage sig af. Jeg skal sove

      Slet
  6. Lars, er det Warsak-rapporten, du sværger til? Den havde tidsmæssigt passet godt ind i 1930'erne... den slags "forskning" havde sin storhedstid da.

    Vi burde være nået længere. Men som du selv oplyser os om, så er vi altså ikke det...

    /Rosemary

    SvarSlet
  7. Rosemary: Jeg beder dig igen angive hvilken bestemmelse i Forældreansvarsloven, du mener er mytebaseret og linke til den evidens, du påberåber dig i den forbindelse.
    ---
    Jeg vidste faktisk ikke at ”Warshak-rapporten” var navnkundig. Den videnskabelige artikel er ifølge Google Scholar citeret 44 gange, og jeg har ikke løbet dem igennem, for at se om de piller den fra hinanden.
    http://psycnet.apa.org/journals/law/20/1/46/
    https://scholar.google.dk/scholar?cites=3494489978438827472&as_sdt=2005&sciodt=0,5&hl=da

    Jeg har nu læst resumeet af den omtalte videnskabelige artikel af Warshak mfl.. Jeg hæfter mig ved denne formulering: “in normal circumstances, the evidence supports shared residential arrangements for children under 4 years of age whose parents live apart from each other.” Mon ikke nogle af de 10 pct. af skilsmisserne som Børns Vilkår kalder komplekse, og som har et særligt fokus på denne blog falder uden for ”in normal circumstances.”

    At bruge antal overnatninger som udtryk for tilknytning er vel lige så forsimplet som at bruge uddannelse eller BNP som udtryk for trivsel. Viggo Bæksgaard bruger også antal overnatninger i den sag, der linkes til i dette opslag.

    Lægevidenskaben er det felt, hvor der er måske tættest kobling mellem forskning og (klinisk) praksis. Der bliver hele tiden lavet masser af studier og af og til laver man en litteraturgennemgang som opsummerer en række af de publicerede studier. Mange vil nok foretrække at den behandling man får på hospitalet baserer sig på en opsamling af viden fra mange studier, frem for bare en enkelt eller to. Uden at vurdere kvaliteten er Warshak-studien vel et forsøg på sådan en opsummering, hvor de to artikler citeret i dette opslag er enkeltstudier – og givetvis glimrende udført.

    For at det ikke skal være løgn så har denne blogs fjende nummer 1 faktisk også refereret til en studie publiceret i samme tidsskrift som den danske undersøgelse omtalt i dette opslag. http://www.mypresswire.com/dk/pressroom/28025/pressrelease/102168

    Tilsyneladende er de to studier udført af to kvindelige kolleger universitetsinstitut i en eller anden college town ovre vestpå et sted. Gad vide om de taler sammen, hvis de mødes ved kaffemaskinen på kontoret..

    SvarSlet
    Svar
    1. For nu at vende tingene rigtigt, så er det ikke mig, der skal levere evidens (faktisk), men lovgiverne. Det skal de, fordi det er deres påstand, at børns behov for begge forældre er vigtigere for børn end deres ret til beskyttelse mod vold og overgreb.

      Jeg påstår, at dette er en myte, fordi der ingen evidens er for, at kontakt til begge forældre er det bedste for børn i tilfælde, hvor det medfører, at de udsættes for vold og overgreb.

      Så vil du måske sige, at der står i loven, at man skal tage udgangspunkt i "barnets bedste". Men det nytter ikke noget, når loven opererer med en cirkeldefinition, hvor "barnets bedste" er defineret som "kontakt til begge forældre".

      /Rosemary

      Slet
    2. Må jeg til det tilføje, at der faktisk ingen evidens er for, at børn har behov for begge forældre, selv hvor der ikke er tale om vold og overgreb. Der er faktisk evidens for, at børn trives bedre med en forælder, hvis der konflikt mellem forældrene. Vi behøver slet ikke så dramatiske sager som "vold og overgreb".

      Slet
    3. Rosemary: Du skrev: "Der så meget evidens, der viser, at forældreansvarsloven er baseret på myter", men du har ikke givet et link til den evidens. Man skelner nogle gange på politiske ansvar og fagligt ansvar. Jeg vil lægge evidens i den sidste kategori, og det ansvar mener jeg ikke ligger hos lovgiverne. De har derimod det politiske ansvar. (Ministeren har dog ansvar for at informere Folketinget korrekt tror jeg nok.)

      Jeg vil ikke sige, at man i forbindelse med en lovreform nødvendigvis skal fastholde den nuværende formulering af Forældreansvarslovens §4. Jeg mener faktisk at lovgiverne skal skrive flere ord ind i den paragraf så den eksplicit forholder sig til voksenansvaret for at børn har det godt herunder at der i mange tilfælde kan være mere end en voksen, der har det ansvar.

      Jeg er glad for at distinktionen på konflikt og "vold og overgreb". Det er vel klart at det ikke er rart at være barn i et konfliktfelt mellem forældrene (det er der nogen, der angiver det som skilsmissegrund).

      Men i mange tilfælde (med dem, der er i fokus i denne blog som en tilsyneladende undtagelse) kan konflikter jo løses. I de tilfælde - og de tilfælde hvor der aldrig har været alvorlige konflikter - vil det ofte være en glæde for barnet at have begge sine forældre og en sorg ikke at have det.

      Derfor er det også vigtigt, at en lovrevision har fokus på at understøtte nedtrapning og løsning af konflikt, og på at fjerne uhensigtmæssigheder som utilsigtet kan skabe dem. Jeg håber og tror faktisk at det enklere enstregede system kan bidrage til det, alene fordi det bliver nemmere at forstå fordi forældre, som kommer i kontakt med det.

      Slet
  8. Man kan også vender den om og sige, hvis børn skades af ikke at have lige dele kontakt til begge biologiske forældre, så skal der kunne dokumenteres skadevirkninger hos alle de børn, som vokser op uden lige dele kontakt til begge forældre af biologisk ophav.

    Så har vi igennem hele vores historiske udvikling udlukkende skabt skadede børn.


    SvarSlet
    Svar
    1. Der har nok været en del skadede børn tidligere som der er nu. Der er jo også stor variation på mennesker, så nogle bliver gode stærke mennesker under selv de værste forhold og andre har alle muligheder uden at få noget godt ud af dem.

      Der findes fortællinger om børn, som ved de har en forældre, som ikke er i deres liv, og som ender med at bebrejde sig selv og tro at det er dem, der er noget i vejen med. Hvis en forældre sørger for at en anden fuldt forældreegnet forældre ikke er i barnets liv - eller reglerne tilskynder til det - så skaber man risiko for at det barn begynder at overveje om det er det, der er noget i vejen med, når nu for barnet opleves som at dets forældre ikke vide af det.

      (Og ja, jeg mener stadig at man skal kunne fritages for samarbejdspligt, men også at der skal meget til, og at reglerne ikke må kunne misbruges eller give incitament til konfliktoptrapning.)

      Slet
  9. Lars/
    Du taler om fuldt forældreegnede forældre.
    Hvem er det der har vurderet disse forældre, som du taler om, som fuldt forældreegnede?
    Og hvilke regler er det du henviser til, der tilskynder, at fuldt forældreegnede forældre ikke må/skal være i barnets liv?

    Min erfaringen er, at der netop i den slags sager hvor forældre flækker deres børn på langs, er en overvægt af manglende realitetssansning, indbilskhed, manglende selvindsigt, der suppleret med en mekanisk forskruet virkelighedsopfattelse medfører, at den mest skadelige/skadende forældre faktisk vurderer sig selv som 100% forældreegnet.

    Hvorimod "normalt fungerende" forældre de ved, at forælderskabets livslange overordnede mesterlære er: ALDRIG at kunne blive "tilstrækkeligheden".

    Så når du taler om FULDT forældreegnethed, er det så forældrenes egen indre subjektive vurdering af deres egen forældreegnethed, du taler om?
    Og hvordan kommer FULDT forældreegnethed til udtryk i praksis?
    Og hvad er det for noget "MEGET DER SKAL TIL", som du referer til?

    Behovet for at være i centrum, at blive beundret, og opretholde sine egne indre forstillinger om betydningsfuldhed og position i forhold til barnets eksistentielle, er i virkeligheden narcissisme i fuld udblæsning.

    Det udnyttes/misbruges at man kan tale direkte til samfundets ureflekterede og dybt forrykte forherligelse af blodsbåndsmyterne.
    Blodlegemerne og generne bliver nærmest trylleagtig magiske, når først skiderikkerne har fået forplumret virkelighedsopfattelsen, i et miskmask af spejlvendte menneskesyn, der mærkeligt nok aldrig sikre barnet andre rettigheder, end lige nøjagtigt farmands egne.

    Og når man så kigger på konflikterne udefra, så opleves det: åååh så uretfærdigt, og åh så synd, for alle de stakkels gode kompetente fædre, som ikke kan få lov til at få opfyldt deres biologiskekrav på 50% ligeligt fordelt samvær.

    Hør her, de velfungerende skilsmissefamilier, hvor af jeg faktisk kender mange tilfælde, hvori børnene opholder sig langt mere hos far end hos mor - Disse skilsmissefamilier, de fungerer jo netop med udgangspunkt i barnets præmisser.

    Ikke at forveksle med rettighedstyranni og millimeterdemokrati.

    Præmisser, eller kald dem bare essentielle grundvilkår, de etableres og rodfæstes før barnets fødsel.

    Et FAKTUM Foreningen Far bevidst fravælger at informere om, når de bombarderer alle samfulde medieplatforme med deres rettigheds vrøvl.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mit udgangspunkt for denne drøftelse ville vel være de hundredevis af sager årligt, hvor Statsforvaltningen træffer afgørelse om at der ikke skal fastsættes samvær, ikke fordi der er problemer hos den forældre barnet efter afgørelsen ikke ser, men fordi der er konflikt mellem forældrene. Der findes anekdoter om, at nogle bopælsforældre spekulerer i at konfliktoptrappe for at udløse en sådan afgørelse. Konfliktoptrapning skal efter min opfattelse ikke tilskyndes, og forældre, der måtte gøre dette fortjener efter min opfattelse ikke ros.

      Det glæder mig at du også kender til velfungerende skilsmissefamilier, der fungerer med udgangspunkt i barnets præmisser. Reglerne og systemet skal efter min opfattelse give disse familier de bedste mulighede for frit at aftale, hvordan de vil indrette sig, og skal hjælpe med at løse konflikter, således at de steder hvor der er optakt til en konflikt finder frem til at være velfungerende.

      Slet
  10. Hvis man indenfor rammerne af den gruppe kvinder, som Susanne Staun har fortaget sin research i og omkring, stillede spørgsmålene:

    - Deltog din partner i jordmodersamtaler?
    - Deltog din partner i fødselsforberedelse (undervisning)?
    - Deltog din partner i lægelige graviditetsundersøgelser?
    - Deltog din partner i graviditetsscanningen?
    - Deltog din partner i graviditets- og fødselsplanlægning?
    - Deltog din partner i praktiske gøremål, så som indkøb af spædbarns udstyr mm.?
    - Deltog din parter i læsningen af relevant litteratur (spædbarns/fødsels relateret).
    - Deltog din partner igennem at udvise særlig omsorg el. tage ekstra hensyn før/under/efter graviditeten?
    - Deltog din partner ved at bistå natteamning?
    - Deltog din partner ved at bistå i bleskifte, babybadning el. gåen tur med barnet i barnevogn/klappevogn/bæresele?
    - Deltog din partner ved at aflaste dine daglige gøremål, så som at stå for madlavning, rengøring, indkøb, tøjvask mm.?
    - Deltog din partner i lægelige efterundersøgelser af barnet og dig selv?
    - Deltog din partner i sundhedsplejerskens undersøgelser/besøg?
    - Deltog din partner i hælprøve (PKU) og høreundersøgelse?
    - Viste din partner interesse, indsigt og forståelse for indholdet i dine og barnets sundhedsjournaler?
    - Aflastede din partner dig, ved at reagerer på babyens (natte)gråd, før du gjorde?
    - Reagerede din partner på mistrivsel hos spædbarnet før du gjorde, herunder sved, tørst, træthed, mavesmerter, sult, feber, over/under stimulering, behov fro bleskifte mm.?
    - Viste din partner igennem aktiv handing interesse for at varetage ansvaret omkring rituelle afhandlinger, så som klipning af navlestreg, barnedåb mm.?
    - Bidrog din partner aktivt i indretningen af babyens puslerum?

    Jeg kunne forsætte spørgsmålene...

    Mit gæt er, at svaret for langt de fleste kvinders vedkommende er et:- "NEJ"!

    Disse, såkaldte "partnere", for RIGTIGE MÆND det kan man ved Gud ikke kalde dem, som ALDRIG NOGENSINDE har taget part i NOGET SOM HELST, de sidder nu og klynker inde i Foreningen Far, hvor de beskylder "feministerne", og den sølle slattene luns ekstra kød de har imellem benene, for at være ALLE PROBLEMSTILLINGERS ALFA & OMEGA.

    *SUK* og *HULK*

    Fordi nu kommer alle de slemme kællinger og kræver uretmæssigt børnebidrag... Og jeg skal komme efter dig.

    Man glemmer så bare lige, at hvis ikke system Danmark vrider armen om på ryggen af netop denne type fædre, så vil de, vanen tro, bidraget med: MENOS SIN CERO NUL NIX & NADA.









    SvarSlet
    Svar
    1. Der findes sager, hvor svaret på samtlige dine spørgsmål er ja, og hvor kommunalt ansatte i sager, der har udgangspunkt i moderens forhold alligevel taler om vold som skilsmissegrund. Mener du det er acceptabelt, eller vil du opfatte det som en fejl i systemets virkemåde?

      Du nævner i øvrigt ikke om faderen tog barsel. Hvis moderen går har han meget dårlig mulighed for det selvom han gerne vil.

      Igen, jeg anerkender at 0,5-2 pct. af befolkningen er dyssocial og at det mest håndgribelige råd, hvis man kommer i kontakt med dem er at holde sig væk. Det er derfor, jeg mener, at der skal findes en mulighed for at blive fritaget for samarbejdspligt i disse sager med de betingelser, jeg tidligere nævnte. Et ydmygt håb kunne være at en sådan regel i nogle tilfælde ville tilskynde bedre adfærd (angiveligt hjælper klare lovregler i nogle tilfælde i forbindelse med dyssocialitet.). Det handler om forholdet og samarbejdet mellem forældrene.

      Børn skal efter min opfattelse ikke være ret gamle - måske de seks måneder som tidligere har været nævnt - før at det er muligt at skelne på mor og barn og dermed også på faderens relation til hhv. mor og barn. Man kan sagtens forestille sig at den ene er dårlig og den anden god, så man kan ikke konkludere, at fordi der er knas mellem forældrene så er der også problemer med hver forældres relation til barnet.

      Slet
  11. Hvor kommer barslen ind i billedet?

    Kvinderne klarer det meste af dette, imens de passer deres arbejde.

    Barnet skal jo også skiftes/passes når barslen er slut.

    SvarSlet
    Svar
    1. Med barsel mener jeg barselsORLOV, altså at man pr. definition ikke passer sit arbejde, men i stedet yder omsorg for barnet.

      Barseslsorlov kommer ind i billedet, fordi det ofte indgår i en argumentation fra kvinder, der påstår at fædrene til deres børn ikke interesserer sig for barnet at "han tog heller ikke barselsorlov." Det er så her jeg stilfærdigt gør opmærksom på, at i nogle tilfælde gør han det ikke, fordi reglerne lige nu er sådan at det er moderen der bestemmer om han må.

      Jeg ved ikke, hvor længe det er siden, du havde småbørn, men jeg som småbørnsfar kan jeg hilse og sige at mange fædre bestemt også skifter og passer deres børn i dag.

      Du svarer ikke på om du finder det acceptabelt eller anser det som en fejl i systemets virkemåde, hvis en kommunalt ansat taler om vold som skilsmissegrund i tilfælde, hvor svarene på alle dine spørgsmål er ja.

      Slet
    2. Jeg spørger lige for præcis 5. gang: Skal din forestilling om ligestilling vige til fordel for barnets tarv? Eller skal du have din ligestilling uanset konsekvenserne for børnene?

      Slet
    3. Jeg prøver at svare nuanceret igen:
      1. I rigtigt mange tilfælde mener jeg det er en falsk modsætning at stille op. Det er ofte muligt at både have ligestilling og børn, der har det godt.
      2. I de tilfælde hvor der måtte være en reel modsætning som er begrundet i køn og ikke i de konkrete individers konkrete adfærd: Her kan jeg personligt godt acceptere at hensyn til børn går forud, forudsat at det accepteres at den som så ikke skal lave en ligestillet indsats omkring laver noget andet fornuftigt såsom at passe deres arbejde, også selvom det giver forskel i løn og karriere.

      Det er ikke usædvanligt at fædre tager nogle måneders barsel mens barnet er et sted mellem 6 måneder og 2 år. Det er dog moderen, der rent praktisk bestemmer om han må, som det er nu. Hvis hun bestemmer sig for at han ikke må, bør det ikke udlægges, som at det er et valg han har truffet.

      Slet
  12. Lars/
    Må jeg gætte... Du er fortaler for Foreningen Far og deres omskrivninger af virkeligheden?

    I tolker virkeligheden ind i den kontekstforståelsen: At ligelig fordeling mellem kønnene forbedre hele verdensbilledet.

    Og ligelig fordeling, er i dette tilfælde ensbetydende med, at mændene SKAL have ALT DET, som kvinderne tydeligvis har tilraget sig - Hvorigennem I, de stakkels mænd, er blevet voldsomt forbigået og snydt.

    I vil derfor gerne have mere barsel, fordi I tror, at udfra et mekanisk fordelingens princip, så må barslen være ensbetydende med: Mer`tid sammen med barnet.

    Det vil I som "mænd", absolut ikke snydes fra.

    I drager altså konklusionen, at det kvinder gør og kan, det opstår ud af de ulige/uretfærdige fordelingsvilkår.

    Ergo så må mændene, hvis de får tilraget sig 18 ugers barsel, igennem en udligning, kunne sikre sig lige dele ligeværd, lige dele betydning, lige dele samvær m. barnet osv.

    Kæden hopper af, fordi I ikke ligesom "normalt fungerende" mænd, formår at lave en kobling imellem spædbarnet, kvinden og barslen.

    De normalt fungerende fædre, de laver (denne) kædekoblingen igennem empati, med- og indfølingsevne, omsorgsevne mm.

    Kvinderne har i realiteten (i biologisk forstand) kun 2 ugers barsel mere, end mændene har.

    De første 4 uger før fødslen, de har til hensigt at virke forebyggende/beskyttende imod alle de overbelastninger og langtidsskader, som arbejdsmarkedets krav vil kunne påføre barnet og dets mor.

    Så de første 4 uger, har altså ikke til hensigt at snyde mændene for noget som helst, snarer tvært imod, så søger denne tid af barslen at beskytte jeres børn.

    De første 9-10 uger efter fødslen, bruges til heling og forebyggelse af kroniske senskader hos kvinderne.

    Kvinderne tildeles altså ikke denne del af barslen, udelukkende for at snyde mændene for deres samvær med barnet, men fordi at det kræver 9-10 uger før skeden, livmoderhalsen og livmoderen nærmer sig normal tilstanden.

    Hvis du har læst din del af graviditets litteraturen, så behøver jeg ikke fortælle dig om de komplikationer der kan opstå, hvis og så frem den nederste del af kvindekroppen ikke får tid/ro til at restituere sig..

    Tilbage står vi så med 4 uger - Hvor af de 2 uger kan deles i et ligeligt nærvær med manden.

    Man kan sige, at nok får vi kvinder 14 dages mer` tid sammen med spædbarnet, som nogle "mænd" tydeligvis føler sig voldsomt snydt af - Men disse 14 dage bruges så, for kvindernes vedkommende, på behandlingen af ALT DET resterende : åreknuder, strækmærker, hæmorider, flækkede brystvorter, brystbetændelse, brystspændinger, mælkefeber, blødninger, efterveer, svækkede bækkenbund, sårheling af mellemkødsklip/sprækning mm.

    Jeg synes faktisk at det er et privilegium, at mændene gives hele 14 dages barsel i gave af "samfundet".

    Det er MEGA luksus, fordi mændene på ingen måder har et fysisk/biologisk behov for restitution.

    Taget samfundets triste udvikling i betragtning, hvor stærkt kroniske lidende bliver fragtet ud på arbejdsmarket liggende i deres sygesenge, og der skæres så groft i jordmødre antallet på barselsgangende, at babyerne og de fødende kvinder nu betaler prisen - Så synes jeg det er pis på hegnstråd, at Foreningen Far kræver mere mandebarsel.


    SvarSlet
    Svar
    1. Som jeg tidligere har skrevet i denne debat så repræsenterer jeg ikke Foreningen Far. Jeg taler heller ikke for en ligelig fordeling af barslen, og har svært ved at genkende det du beskriver som mit synspunkt.

      Hvis jeg har en mening om barsel så er det måske at Statsforvaltningen skal have mulighed for at tildele faderen de almindelige par måneder af barslen, som det ikke er usædvanligt at samboende fædre har på et tidspunkt, hvor barnet er mellem 6 og 18 måneder gammelt.

      Jeg taler også for at i en situation, hvor faderen ikke har mulighed for at vælge at holde barsel må det ikke lægges barnets relation til ham til last at han ikke har valgt det.

      Slet
  13. Lars/
    Jeg har stået og modtaget en gravid kvinde inde på krisecenteret, som var blevet forsøgt voldtaget med en bunden af en smadret rødvinsflaske.
    2 dage efter stod, den på Tv og i øvrigt landskendte charmør af en kommende farmand, udenfor for krisecenterets døre, med en STOR SMUK buket langstilkede røde roser i favnen, og tårerne løbende ned af kinderne.
    Det hele var naturligvis bare en misforståelse, kæresten måtte være faldet uheldigt.
    Hun havde misforstået det hele.

    Derfor kommer det ikke bag på mig, at nogle mænd går og bilder sig ind, at de er SUPER fædre, samtidig med at de sparker graviditetsmaven ind på deres gravide kærester.

    Jeg har også mødt omsorgsfulde fædre, som opfylder alle synlige "pussenusse dikkedikke" krav i forhold til overvågetsamvær med barnet, samtidig med at de i smug overdoserede sutteflasken med morfinindeholddigt hostesaft, og andre bedøvelsesmidler.

    Kreativiteten fejler intet hos denne type mænd.

    Hvorfor skulle en mand ikke kunne udøve vold imod en kvinde (barnets mor), samtidig med at han agerer far?

    Hvis man har knald nok i kysen, så kan man sagtens adskille faderskab fra kvindehad.

    Folk tror fejlagtigt, at alle psykopater lider af manglende impulskontrol.

    Det er slet ikke tilfældet.

    De kan være kolde, beregnende og bruge oceaner af tid på langsommeligt at nedbryde deres ofre.

    Seneste hørte jeg om en farmand, som har fået overbevist både politiet og skoleledelse på barnets skole om, at han bare driver jagt på de marker der støder op til skolens grund, og han derfor, er nødsaget til at parkere på skolens parkeringsplads, hvor han sidder i bilen og venter hver og hver eneste dag, med sit jagtgevær liggende synligt fremme i bilen.

    Når barnet bliver bange, så er det blot fordi barnet bilder sig "noget" ind.

    I Statsforvaltningens rapporter, har man ikke andet dokumentation, end barnets egne udtalelser/udsagn omkring, at det IKKE vil på samvær, fordi farmand stikker jagtgeværet op i hovedet på det, hvor efter det SKAL recitere: -"Jeg elsker dig far".
    For ellers bliver det skudt i hovedet, ligesom kattene, hunden og alle de andre dyr.

    Nu er samværet stoppet, men farmand stiller troligt op med sit jagtgevær, hver og hver eneste dag - Og det får han lov til, fordi politiet siger, at man ikke kan forhindre ham i at drive jagt, ifølge jagtloven.
    Når bare Farmand håndterer og fragter sit våben forsvarligt ifølge våbenloven.

    Læser man denne Farsmands udtalelser i sagen, så er han noget at det mest fantastiske Gud har skabt på denne blå planet, mere omsorgsfuld farmand findes simpelthen ikke.
    Og det er åååh såååh frygteligt synd for ham, at hele verden er imod ham, når han nu er så smæk fyldt med gode motiver og hensigter.

    Nu hygger han sig med også at leje jagttilladelser, på de grunde der støder op til barnets barndomshjem.
    Så kan barnet sidde ved køkkenbordet, og i sofaen i stuen, og se farmand runderer med hund og knækket jagtgevær, imens han spejder op imod husets vinduer.

    Barnet er totalt ødelagt.
    Familien kan så vælge at flygte, sælge kæledyrene og gården, for derefter at flytte til byen.
    Men de er stadig uhjælpeligt nødsaget til at agere bodyguard for barnet 24-7.
    Hvis ikke de går under jorden, flygter, skifter skole osv.

    På papirene er sådan en farmand fuldt egnet og beskyttet af alle lovgivninger.

    Tak Gud for, at der sad en medarbejder i Statsforvaltningen, som i dette tilfælde, valgte at lytte til (tro på) barnet.

    De færrest børn er så heldige, desværre.

    Og afbrudt samvær, er IKKE ensbetydende med at Mareridtet er afsluttet.

    Derfor har vi brug for sådan nogle medmennesker som Susanne Staun, der tør sige ALT DET højt, som INGEN vil lytte til.






    SvarSlet
    Svar
    1. Den situation, du beskriver hører efter min opfattelse ikke hjemme i det Warshak åbenbart kalder "normal circumstances."

      Jeg har skrevet tidligere at jeg anerkender at 0,5-2 pct. af befolkningen er dyssocial, og at anbefalingen der er at holde sig væk. Jeg har derfor også sagt, at jeg mener, at samarbejdspligten skal kunne ophæves i sjældent grelle tilfælde, hvor medforældrerens adfærd gør det urimeligt at kræve samarbejde. Jeg kender kun den sag du beskriver fra din beskrivelse af den, men hvis det måtte forholde sig som du beskriver lyder det som et af de tilfælde, hvor en sådan bestemmelse ville kunne være relevant.

      Slet
  14. Jeg læser dette i forbindelse med mit spørgsmål: "Jeg har også mødt omsorgsfulde fædre, som opfylder alle synlige "pussenusse dikkedikke" krav i forhold til overvågetsamvær med barnet, samtidig med at de i smug overdoserede sutteflasken med morfinindeholddigt hostesaft, og andre bedøvelsesmidler."

    Hvis vi så tilføjer hvad der for de 98-99.5 pct af befolkningen, der ikke er dyssocial er en selvfølge til din liste:
    - Har undladt at putte morfin i sutteflasken (og andre tilsvarende perversiteter)

    og svaret herpå også er ja. Er det så ok eller unødigt konfliktoptrappende at tale om vold som skilsmissegrund?

    SvarSlet
  15. Lars/
    Nu spørger jeg lige lidt nysgerrigt, hvorfor debattere du egentlig inde på en Blog, som tager udgangspunkt i psykopatramte kvinder, deres børns og familiers triste og skræmmende livserfaringer, når nu ingen af de input, erfaringer og problematikker som luftes herinde, har ret meget relevans for dig?

    Den normale, som du ønsker der skal refereres til, har slet ikke har de skadelige konfliktoptrappende tendenser, som du søger svar omkring.

    Så hvad er målet her? Hvad ønsker du egentlig at få ud af dialogen?

    Vedr. dit sidste spørgsmål: -"Er det så ok eller unødigt konfliktoptrappende at tale om vold som skilsmissegrund"?

    Hvis man er udsat for vold, så er volden normalt årsagen til at "ofret" pakker sin kuffert og flygter.
    Skilsmissegrunden er volden.
    Volden er skilsmissegrunden.

    Mere konkret kan spørgsmålet vel ikke besvares?

    I og med, at der ikke er tale om et ligeværdigt skilsmissegrundlag.
    Altså to parter, som ligeværdigt mødes på midten og siger, hør her, den går ikke længere, vi vil begge blive lykkeligere, hvis vi ikke lever under samme tag med hinanden.

    Så kan det være nødvendigt at italesætte volden.

    Og hvorfor dog det?

    Man kan sige, at alt ville forløbe meget mere gnidningsfrit, hvis voldsofrene bider tænderne sammen, holdt deres kæft, eller lader som ingen ting.

    Men efter som at barnet har været influeret af voldstilstandene i hjemmet, så er det vigtigt for barnet, at det får den behandling, hjælp og støtte, som er nødvendig for det.

    Og efter som voldsofret har været udsat for vold, så er det vigtigt for voldsofret, at det får den behandling, hjælp og støtte, som er nødvendig for det.

    Og efter som, at den voldelige ekspartner har udsat sine nærmeste medmennesker for vold, så har den voldelige ekspartner også behov for behandling, støtte og hjælp til at stoppe sin skadelige adfærd.

    Du virker ikke som arketypen af en voldsramt, så hvorfor spørger du egentlig?

    I vores/min (normale) familie og vennekreds, har jeg aldrig nogensinde oplevet at mændene ikke har taget barselsorlov.
    Faktisk så har fædrene oftest sparet ferie, afspadsering og kongensmønt op til, at det lille ny vidunder af en verdensborger skulle komme til verden.
    Også, selvom der har været chefstillinger eller egen virksomhed involveret.
    Og jeg har aldrig oplevet kvinder, som har fravalgt mændens nærvær under barslen.
    Min eksmand, han solgte sin bil, for at kunne være far på fuldtid i et helt år.

    Grundlæggende, så har jeg lidt svært ved at forstå logikken i, at man i igennem Statsforvaltningerne skal lave så meget konflikt, diskussion og problematik ud af 14. dage i barnets liv, når der for mændenes vedkommende er 17.292 andre dage at gøre brug af.

    Hvis konflikniveauet er så højt, så er det langt bedre at man giver ro omkring spædbarnet, så det ikke skades, i den første sårbare tid.

    Problemet er, at højkonfliktsagerne er fyldt med netop de Personligheds Typer, som Susanne Staun beskriver.
    De vil langt hellere kneppe en hæl og kvæle en tå, end at give sig, fordi deres "Selv" er så mikroskopisk lille, at det konstant skal holdes kunstigt opblæst af, at Tyrannen tilkæmper sig sin vilje, sin ret og sin styring.






    SvarSlet
  16. Sonja, du spørger til min motivation til at deltage i debatten på denne blog.
    Der kan gives svar på flere forskellige niveauer:
    1. Et er, at Sussanne giver plads til den og tak for det. Det er ret grundlæggende i min forståelse af hvad vores demokrati handler om, at man kan diskutere uenigheder og lade bedste argument vinde.
    2. Jeg mener ikke, at det nødvendigvis beriger en politisk/samfundsmæssig diskussion at inddrage sit privatliv, men jeg har oplevet ting, some er ikke er i overensstemmelse med min opfattelse af ordentlighed, herunder diskussioner, hvor ordet manipulation indgik. (Folk med hang til udtrykket "psykisk vold" regner nogle gange manipulation dertil.)
    3. Jeg har vel lidt af det, der med et gammeldags udtryk kaldes social indignation. Der er efter min opfattelse nogle ting på dette område, som bare ikke er i orden. Det er både, at nogle stakkels mennesker ikke kan fritages fra en forpligtelse til at at samarbejde med dyssociale, og at helt almindelige velfungerende fædre, også i kernefamilier, der har et godt samarbejde med mødrene, ikke får at vide hvornår et barn skal til banale kontrolundersøgelser.
    4. Der er en lovrevision i gang, og en politisk debat i den forbindelse. Der bør være en offentlig debat i den forbindelse, og denne blog er vel en del af det. Her mener jeg - hvor vigtigt det end er at hjælpe de stakkels mennesker, der er målgruppen på denne blog - at huske at det (selvom det selvfølgelig er en ringe trøst for de ramte) heldigvis er 10 pct. af skilsmisserne eller mindre. Det er vigtigt, også at respektere, at loven også skal fungere for de heldige mennesker, der er forskånet for så ekstreme situationer, som dem, der er udgangspunktet på denne blog.

    I den forbindelse synes jeg at socialdemokraternes ordfører er kommet med en udmelding, der kan være relevant at forholde sig til, uanset om man måtte ligge længere ude til en af siderne politisk:
    "Systemet kan hverken håndtere konfliktfrie eller konfliktfyldte skilsmisser, og derfor er der god grund til at tage gevaldigt fat om systemet og lave det om."
    http://www.altinget.dk/social/artikel/rosenkrantz-theil-skilsmissesystemet-skal-forebygge-flere-konflikter½

    Du nævnet to anledninger til skilsmisse:
    1. Man bliver enige om, at "den går ikke længere, vi vil begge blive lykkeligere, hvis vi ikke lever under samme tag med hinanden."
    2. Vold.

    Der kan kan være flere:
    3. Utroskab
    4. Den ene er blevet træt og vil ikke mere, mens den anden gerne vil arbejde med forholdet.

    I disse to tilfælde, som nok ikke er helt usædvanlige, er der ikke vold, men man går heller ikke fra hinanden stille og roligt. I de tilfælde må der ikke være fordele ved at konfliktoptrappe og (evt. løgnagtigt) hævde at der er tale om vold. Der findes anekdoter om, at det forekommer i det system vi har i dag.

    Det er min opfattelse, at i nogle tilfælde fungerer forældreansvarsloven som en normlov. Dvs. der er aldrig truffet afgørelser i forhold til et konkret barn, men de aftaler, forældrene laver laves ud fra hvad det ville forventes at en afgørelse ville være (altså en norm). Det er i forhold til den normsætning, at overvejelser om afgørelser kunne træffes. Altså at hvis Statsforvaltningen kunne tildele 2 måneders fædrebarsel i fx 10 og 11 måned af barnets liv, så ville forældrene også have lettere ved selv at aftale det uden myndigheders indblanding.

    Jeg mener at det er et problem, hvis der findes en samarbejdsforpligtelse med dyssociale, som ikke kan ophæves. Jeg synes ikke det er i orden at voldtage nogen som helst med en flaske uanset hvilket køn voldtageren eller voldtægtsofferet er. Den slags er strafbart som det er i dag og jeg ønsker at de som begår en sådan forbrydelse dømmes til straf.

    Ift. det eksempel du giver med personen med våben på skolens parkeringsplads. Hvis det er som du forklarer det forekommer det jo vanvittigt. Ville et polititilhold efter din opfattelse være en rimelig og tilstrækkelig sanktion i det tilfælde?

    SvarSlet
  17. Alle skilsmisser opleves, uanset årsagen til opbruddet, som eksistentiel krise, falliterklæring, en sorg- og smertefyldte proces.

    Forskellen på de "normale skilsmisser" og de konfliktoptrappende skilsmisser, der vedbliver med at kværulerer rundt i Statsforvaltningens behandlingssystemer i årevis er, at normalt fungerende forældre, de har simpelthen brug for at aflukke og afslutte deres livsprocesser, så de kan perspektivere, ny orientere, og komme videre i den gode livshistorieskrivning.

    Det er så at sige hele forudsætningen for "normalens" kvalitative, at mennesket kan heles, igennem at uddrage/inddrage de gode og dårlige erfaringer i/af livshistorien, så essensen af det der betragtes som erfaret (læringsberiget), kan projekteres ud i fremtidige håb, visioner og livsmål.

    De personlighedstyper, som Susanne Staun skriver om, de kan ikke lave denne cirkelslutning, hverken for deres eget, eller for deres medmenneskers vedkommende.

    Her i ligger ligesom arnen til konfliktniveauets evigt fastholdte højbetændte.

    Disse Typer, som Susanne Staun skriver om, de udnytter en hver given mulighed/lejlighed til at skabe nye sår, og holde alle sår friske og åbne.

    De formår altså ikke at resonere og sige, hvordan får vi nu fred? - Men tænker altid i Egocentriske perspektiver, så som: Hvad kan jeg forlange? Hvad kan jeg gøre krav på? Hvordan kan jeg få ret? Hvordan kan jeg få det, som jeg vil have det?

    En skjult manipulerende metode, kunne være den, som du selv ovenfor nævner, hvor den ene forældrepart kræver oplyst, hvornår et barn skal til banale kontrolundersøgelse.
    Her kan den krænkende part f.eks. lege selvbestaltet Professions Professor på sidelinjen af (og midt i) barnets og kvindens liv, ved at kræve stringent rigtig/nøjagtig/rettidig/målelig kontrolafrapportering og ajourføring af alle barnets diverse aktiviteter... Så han/hun igennem konstant fejlsøgende adfærd, kan holde nøjeregnende selvbestaltede intellektuelle kontrolregnskab med ALT hvad barnet fortager sig, ned i mindste detalje.

    Og disse krav, bliver så aldrig nedjusteres, men kun forstærket og forøget i grad og omfang.

    Det er ekstremt ødelæggende, og ekstrem anstrengende for et normalt fungerende menneske, at have et sådan kontrolpres hængende over hovedet, hvori det liv, som jo ikke er mekanisk, men en dynamisk proces, kræves analyseret igennem et udefrakommende stærkt indsnævrende og kunstigt overopskruet kontrolperspektiv.

    Psykopaternes kontrolbehov, kommer faktisk tit til udtryk i sådanne overintellektualiserede urealistiske krav, som det du her nævner.

    Og fordi grænsen imellem, om man krænker/kvæler "liv", eller man understøtter det, er ekstremt hårfin, så kan disse psykopater faktisk få lov til at kvæle livet ud af barnets livsvilkår, ved at fastholde kravet om, at livets fokus, for barnets vedkommende, hovedsageligt består i beregninger og dokumentation af de intellektuelle afrapporterings processer.

    Og det er her, at den manglende evne til afstemning, realitetssansning, empati, indfølings- og medfølelse kommer ind i billedet IGEN, som den mest væsentlige og afgørende ødelæggelses faktor.

    (forsæt)…

    SvarSlet
  18. Kræver man oplyst, hvornår barnet skal til banale kontrolundersøgelser for sin egen skyld?

    Eller kræver man oplyst, hvornår et barn skal til banale kontrolundersøgelser, for barnets skyld?

    Banaliteten kan jo ikke længere betragtes som banal, når banaliteten kræves omgivet af regler, rammer og lovmæssige strukturer.

    Et udgangspunkt i barnet fordrer i væsentlig grad samarbejdsgrundlagets kvalitative essentielle.

    Et barn er jo i virkeligheden skide ligeglad med: klokkeslæt, datoer, diskussioner, uenigheder, overensstemmelser, forventningsafklaringer, timemanagere, planlægning, informations niveauer, lovgivning, ansvar, afrapporteringstidspunkter, og jeg skal komme efter dig.

    Barnets grundlæggende erfaringsunivers, er blot et øjebliks uddrag af barnets eget essentielt erfarede, og forældres umiddelbare følelsesmæssige afstemning.

    Måske har undersøgelsen essens for barnet, måske har undersøgelsen slet ikke?

    Og hvis undersøgelsen var rart, god eller spændende, så skal barnet nok selv dele det mest betydningsfulde, med dem som barnet selv holder af... Så simpelt er det faktisk.

    Ude i det normalt fungerende familieliv, hvor forældreparterne stadig bor sammen, der er der også 117 aktiviteter i dagligdagen, som ikke deles, afrapporteres, segmenteres, nedskrives, vurderes, analyseres, oplyses, videre formidles osv.

    Her kan et: "Gik det godt"? Og svaret: "ja" - Udgøre dagens eneste informationsdeling.

    Så det at være forældre, handler i langt højere grad om, at udvise tillid, give slip, at kunne tillade fejl, at give plads til udvikling, tid til øvelse, plads til udfordringer, at praktiserer livet fleksibelt, at tillade uhøjtidelig lethed, at kunne grine af sine egen og andres fejltagelser og utilstrækkeligheder, at kunne tilgive og forstå andre menneskers erfaringsopbygning.

    Det kan psykopaterne IKKE – De vil kun reglerne, rammerne, lovgivningerne, kontrollen og styringen, fordi de kun kan forstå livets (musikalske) udfoldelser, igennem dets synlige noder og taktslag.

    De er så hjerneskadede, at de ikke kan føle livs iboende (musiske) udtryk.
    De kan ikke fornemme stilheden imellem tonerne.
    De kan ikke udtrykke og praktiserer livets følelsesmæssige indtryk/udtryks/dybder.
    De kan ikke fornemme livs (musikalske) retning og udbygning.
    De kan ikke fornemme variationerne, og forstå at livet i sig selv, har et iboende indre liv.

    Og netop fordi at Psykopaterne er så ekstremt "tonedøve", så er deres ekstremt forkrampede krav, også ekstremt skadelige for deres omgivelser (medmennesker).


    SvarSlet
  19. Som sagt: "Jeg mener at det er et problem, hvis der findes en samarbejdsforpligtelse med dyssociale, som ikke kan ophæves." Jeg tror dog, at der også kan findes konflikt i skilsmisser uden dyssocialitet fx ved utroskab, eller grundlæggende uenighed om, hvad man vil.

    Da jeg skrev "hvornår et barn skal til banale kontrolundersøgelser" mente jeg indkaldelse til halvårligt tandlægeeftersyn og den slags. I de fleste tilfælde, hvor der ikke er dyssocialitet kan det være praktisk, at han også fik den information, og det gør han ikke i dag. I tilfælde med dyssocialitet er det vel den type informationstilgang der skal ophæves som det af et evt. ophævelse af samarbejdspligten.

    Man må håbe at ordførerne i forbindelse med at de kigger på at "Systemet kan hverken håndtere konfliktfrie eller konfliktfyldte skilsmisser, og derfor er der god grund til at tage gevaldigt fat om systemet og lave det om." som Pernille Rosenkrantz-Theil formulerede er fordomsfri om at 0,5-2 pct. af befolkningen er dyssocial, og at det ikke er en tilstand, de, der har diagnosen, bliver sterile af.

    Må alle få så god en jul som deres situation tillader.

    SvarSlet
  20. Lars/ Jeg tror det er lettere, hvis du bare laver en liste over det, som du ikke ønsker information omkring;)

    Sonja

    SvarSlet