søndag den 22. oktober 2017

Ugebrevet Mandag Morgen faktatjekker denne blog

I tidligere blogindlæg om Red Barnets genbrug af Børnerådets undersøgelse om “opdragelsesvold” mod børn, blev deres tal korrigeret for tidsforbrug med det formål at vise, at DR ikke har nogen basis for en rubrik, der lyder: "Mødre gør mere vold på deres børn end fædre."

Ugebrevet Mandag Morgen har nu interesseret sig for, at her angivelig skulle have stået, at beregningerne viste, at fædre slog børn mere end mødre, selvom indlægget udtrykte sig i konjunktiv. 

Men man kunne med rette fremsætte denne påstand. Derom senere.

Mandag Morgen var endvidere utilfreds med basis for tidskorrigeringen, som gentages her:

Hvis man normaliserer for tiden tilbragt med primær omsorg og antager, at tallene for primær samvær for 2008 gælder hele vejen igennem børnenes opvækst, så har fædrene en 'indeks' på 18/87= 0,207  og mødrene 21/120 = 0,175, hvor indekset udtrykker "opdragelsesvold per time primær omsorg".  De absolutte tal (0,207 og 0,175) siger ikke noget per se, men deres forhold siger noget.  Sætter man mødrenes indeks til 1, så er fædrenes 1,18: deres indeks (opdragelsesvold per tid med primær omsorg) er 18% højere; hvis man sætter fædrene indeks til 1, så er mødrenes indeks 0,85. 

Mandag Morgens anke var her, at de adspurgte børn gik i 7. klasse, og det blev hævdet, at efter skolealderen var mors og fars tidforbrug på børn det samme. Det er ikke korrekt. Mors og fars tidforbrug bliver indsnævret, ikke udlignet, hvad denne graf da også viser: 



Grafen er taget herfra. Men i den gennemgang af tidsforbrug, som denne blogs beregning er baseret på, denne, fremgår tallet for fars tidsforbrug på 12-17-årige ikke:



 
  
Ugebrevet Mandag Morgen anfører nu, at beregningerne ikke kan foretages, hvis tallene mangler; i en længere redegørelse til Mandag Morgen forklares, hvorfor det er ganske muligt at tage udgangspunkt i det overordnede gennemsnitlige tidsforbrug: Selv efter korrektion ville indekstallet for fædres vold mod børn ville stadig være højere end mødres, eftersom begges tidsforbrug blev reduceret.

At det er helt nødvendigt at inddrage kontekst, herunder tidsforbrug, i den form talmagi, der præsteres i Børnerådets undersøgelse, viser forskningen til overflod. Fx her i kapitlet Family Violence (Gender as Context and Process, side 474).

Men så besværligt behøver det slet ikke at være at vise, at DR's rubrik er misvisende og tendentiøs. Det er alt rigeligt at løfte blikket fra denne, diskussionens udgangspunkt:


Og gå videre til figur 9:





Oplysningerne her er både påfaldende og bizarre, både set i forhold til DR's nyhedspræsentation og Børnerådets egen undersøgelse. Her hverken problematiseres, forklares eller kommenteres disse tal. Hvordan skal vi forstå denne tabel, der dels (oven i købet ukorrigeret for tidsforbrug) viser, at fædre oftere slår end mødre, når der bliver spurgt til søskende?

Ugebrevet Mandag Morgen forsikrer denne blogindehaver om, at “Børnerådets undersøgelse også er genstand for dette faktatjek.”

søndag den 15. oktober 2017

TV2 lokker med falske forsikringer

En af de to TV2-journalister bag PR-dokumentaren, Bortført af mor, Signe Daugbjerg, kontaktede sidste år i november Tammy Nørgaard. 


Læsere af denne blog vil huske, at Tammy Nørgaard er ekskone til Christian Nørgaard, og at TV2 tidligere har givet enestående taletid til denne, hvor Nørgaard helt uden konsekvens for hverken ham eller TV2 løj for åben mikrofon sammen med sine børn.

Daugbjergs redaktør, chef for TV2 Dokumentar Troels Jørgensen, havde nemlig ifølge mailen fra Daugbjerg fået den idé, at der var stof til en interessant dokumentar i det årelange slagsmål mellem Tammy og Christian Nørgaard. 

Det er der også.

Signe Daugbjerg har forud for sin e-mail til Tammy Nørgaard henvendt sig til Christian Nørgaard. Ifølge mailen er Christian Nørgaard irriteret over, at Tammy Nørgaard igen forsøger at få børnene ved en amerikansk domstol. Derom senere.


Imidlertid forsikrer Signe Daugbjerg nu Tammy Nørgaard om, at hun har set de ensidige dokumentarer, der tidligere er lavet på området, og at hendes vil være noget helt andet. Hun vil inddrage begge parter og også myndighedernes rolle: 




Man skulle derfor tro, at Signe Daugbjerg godt ved, hvad hun selv laver, når hun efterfølgende står på mål for en dokumentar, der gør præcis det, hun forsikrer Tammy Nørgaard om, at hun IKKE gør.

Nuvel: Brændt barn skyr ilden, og Tammy Nørgaard takker nej til deltagelse, ikke mindst efter råd fra blogger og journalist Chris Alban, og undgår derved at blive brændt på seneste public service-bål, hvor der forudgående var blevet lokket med forudsætninger, der ikke blev indfriet.   

torsdag den 12. oktober 2017

Mediedomstolen slår til igen

Alt er ved det gamle: TV2, som tidligere har lavet licensbetalt PR for Vladimir Valiant og Peter Lawaetz, bliver bare ved, kulminerende med aftenens dokumentar, Bortført af mor, som er blevet forannonceret hele dagen og hele dagen i går. Allerede i går lagde TV2News niveauet med en faktuel fejl i indslagets allerførste sætning: “Angelina Mathiesen blev deporteret til Danmark."

Nej: Børnene blev deporteret. Angelina Mathiesen rejste frivilligt med børnene. 

I dagens artikel på TV2-Nyheder kan man læse en historie, som – hvis Angelina Mathiesen fik taleret i Danmark – ville se ganske anderledes ud.

Men Angelina vil ikke udtale sig, for hendes udtalelser stammer fra det private rum, et juridisk slaraffenland for de mænd, der fylder denne blog. Injuriehammeren ville falde med det samme, og ingen ville tro Angelina Mathiesen. 

Så hvad kunne TV2 gøre? Hvordan kunne mediedomstolen sikre due process i denne sag, hvor den ene ikke kan udtale sig, og den anden ikke kan holde op med at tale?

Ved at stille de mest basale spørgsmål til fædrene, eksempelvis:

“Hvorfor tror I, at Angelina Mathiesen flygter fra jer? Nu har vi jo sørget for, at I fremstilles som nogle rigtig flinke, omsorgsfulde typer, men kunne I dog ikke lige fortælle, hvorfor nogen kunne drømme om at tage to børn under armen og forlade venner og familie og  flygte om på den anden side af jorden – på grund af jer?”

Men dette og andre lignende spørgsmål besvares uden at blive stillet: TV2 fremstiller simpelthen Angelina Mathiesen som en forbryder, der med rette jages og dertil noget af en psykisk belastet moster, der handler umotiveret og uforståeligt.

Mediedomstolen kunne også – nu de alligevel var i gang med at overtræde persondataloven ved at gengive et uddrag af en personfølsom psykologundersøgelse uden samtykke –


– have valgt, om ikke et andet uddrag af psykologundersøgelsen, så i det mindste at perspektivere den – nu, hvor Angelina Mathiesen ikke kan tale for sig selv. 

Psykologundersøgelsen er nemlig én lang ros til Angelina Mathiesens forældreevne, og TV2 har læst den og truffet et bevidst valg om kun at læse konklusionen.

Angelina Mathiesens forældreevne kæntrede på ét forhold: Hun hverken kunne eller ville samarbejde med fædrene. Og så er man en dårlig forælder i Danmark. Sådan mistede Tammy Nørgaard også forældremyndigheden over sine piger. Hun hverken kunne eller ville samarbejde med faderen – af grunde, der er udpenslet andetsteds på denne blog. 

Og netop TV2's tidligere udsendelse om Tammy Nørgaards eksmand, Christian Thorsen Nørgaard, er værd at genbesøge som perspektivering til denne PR-dokumentar: Tilsyneladende sød far fortæller sammen med sine døtre, og det er løgn alt sammen.

Her på bloggen har vi mistet troen på, at TV2 nogensinde kommer til at tage sine public service-forpligtelser alvorligt, og på, at nogen nogensinde stiller dem til ansvar. 

DR, JP, Ritzau og Red Barnet misinformerer igen

Hvis der fra Saudi-Arabien for bare ét år siden var udgået en statistik, der fortalte, at mænd var dårligere til at køre bil end kvinder, målt i antallet af ulykker, så havde det nok ikke forårsaget overskrifter. Kvinder måtte nemlig slet ikke køre bil og kunne derfor ikke engang dumme sig med en baglænsparkering.

Når Red Barnet derfor citerer en undersøgelse fra sidste år, der viser, at kvinder bruger en anelse mere “opdragelsesvold", skal dette også ses i forhold til kvinder og mænds relative tidsforbrug med børn.

DR-Nyheder diverterer med rubrikken: Mødre gør mere vold på deres børn end fædre, og som alle, der har læst Mediernes Møgkællinger vil vide, er det ikke første gang, DR står i spidsen for denne type vildledning, denne gang baseret på Ritzau. Det er ikke som sådan forkert, at kvinder lidt oftere tyr til en flad. Men det er vildledende.

DR's rubrik er baseret på Red Barnets nye undersøgelse, men tallene, oprindeligt fra Børnerådets undersøgelse fra 2016, er misvisende: 18% af fædrene brugte opdragelsesvold mod børnene mod 21% af kvinderne, hed det her.

Korrigerer man tallet for den mertid, kvinder beviseligt bruger på børn, baseret på Rockwoolfondens tidsforbrugsundersøgelse ...




... skulle DR-Nyheders rubrik have været formuleret således:  

Fædre gør mere vold på deres børn end mødre.

Beregningen forløber på denne måde:

Hvis man normaliserer for tiden tilbragt med primær omsorg og antager, at tallene for primær samvær for 2008 gælder hele vejen igennem børnenes opvækst, så har fædrene en 'indeks' på 18/87= 0,207  og mødrene 21/120 = 0,175, hvor indekset udtrykker "opdragelsesvold per time primær omsorg".  De absolutte tal (0,207 og 0,175) siger ikke noget per se, men deres forhold siger noget.  Sætter man mødrenes indeks til 1, så er fædrenes 1,18: deres indeks (opdragelsesvold per tid med primær omsorg) er 18% højere; hvis man sætter fædrene indeks til 1, så er mødrenes indeks 0,85.

Pludselig gør mødre ikke mere vold på deres børn end fædre.


Uanset hvor meget, der i det samlede mediebillede via interessenter gøres forsøg på at miskreditere kvinder ved at opskrive deres vold og nedtone mænds, så holder det, hvis man kigger nærmere efter. 

Det er i øvrigt anden gang inden for et år, at Red Barnet går i byen med det samme forkerte budskab. Hvorfor? 

Her er et spritnyt tidsforbrugsstudie fra Ohio, der er publiceret i Springers tidsskrift Sex Roles.

lørdag den 7. oktober 2017

Det brasilianske mareridt

I lyset af den seneste uges begivenheder må denne blogindehaver i første omgang skuffe Foreningen Fars Thorsten Dreijer:




Hver ting til sin tid.

Til gengæld skal lejligheden ikke forpasses, men tværtimod benyttes til at anbefale en anden bogtitel:



Bogen fås kun som e-bog og kan bestilles her –– til kun 69 kr. 

Den er anmeldt af familieretsadvokat Viggo Bækgaard, formand for Landsforeningen Børn og Samvær, lige her.

torsdag den 5. oktober 2017

Freaks, mordere og pædofile ... ingen hindring

Endnu en far, lad os kalde ham Nummer 3, har nu følt sig foranlediget til at klage til Gyldendal. Ifølge forlydender ringer denne flere gange dagligt og sender byger af mails.

Den seneste anklage vedrører ekskonen, som i weekenden skulle have forsøgt at forgifte børnene med fordærvet kød for at hindre samværet. Det skulle være bogens skyld, fordi den “har givet hende vind i sejlene”. Gyldendal skal trække bogen tilbage, og ellers vil det seneste krav om erstatning på 8,5 mio. kr. blive højere.

Denne type prærieforlangender kan næppe få nogen jurist til at ryste på hånden. Men ordlyden og arten af klagerne er, efter denne blogindehavers opfattelse, af en sådan beskaffenhed, at opmærksomheden henledes på forslaget om mentalundersøgelser af forældre hidhørende i den såkaldt “røde gruppe”.

Dette forslag afvises af Formand for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige, Michael Kaster i Altinget

Kaster oveser her, formentlig bevidst, at det er psykiatere og ikke psykologer, der skal forestå den psykiatriske vurdering, og at mentalundersøgelser dermed ikke vil være til benefice for Kasters børnepsykologiske selskab, som må være ét af de mest påklagede professionelle selskaber i landet.

Kasters argumentation er, at hvis en “mentalundersøgelse når frem til, at en forælder skulle lide af en personlighedsforstyrrelse, siger diagnosen i sig selv meget lidt om forælderens evne til at være en god nok forælder.”

Hvad med en psykiatrisk diagnose, der fx afslører mangel på empati. Bør den ikke føre til alvorlige overvejelser om forældreevne? Er empati ikke en væsentlig, hvis ikke den væsentligste, forudsætning for at kunne drage omsorg for andre mennesker?

Men i forvaltning, indimellem blandt politikere og særlig blandt medlemmer af Michael Kasters børnesagkyndige selskab er der en udpræget forståelse for, at hverken psykiatriske lidelser eller voldshistorik nødvendigvis er til hinder for forældreskabet.

“Skal Peter Lundin have lov til at se sin søn? Skal en pædofil? Spørger man landets fem statsforvaltninger, kan svaret sagtens være ja.”  Sådan indledtes endnu en artikel i Altinget, hvor Hroar Kolmos, kontorchef i Statsforvaltningen, udtalte:

“Man kan ikke sige på forhånd, om en pædofil eller en voldsmand vil få samvær med sit barn eller ej. Vi skal finde den bedste løsning for barnet.”

Udtalelsen fik de adspurgte politikere til at stejle. Det var i 2009. Alligevel er denne tænkning stadig den dominerende.

Under Hafida-sagen kom det frem, at både Statsforvaltning og daværende minister på området, Manu Sareen, mente, at en bestialsk morder sagtens kunne være en god far. 

Og psykologer fra Michael Kasters børnesagkyndige selskab udsteder anbefalinger som bekendt som denne: 



 ... anbefalinger, som dommere og sagsbehandlere i Statsforvaltningen retter ind efter.

Så, ja, hvorfor mentalundersøge, når freaks, mordere, psykopater, sadister og pædofile sagtens kan være gode forældre.

Der skal ske en  holdningsændring her, før mentalundersøgelser kan gøre nogen forskel.

mandag den 2. oktober 2017

Agurkemandag: håret i suppen, der forsvandt

Tusind tak, skal det herfra lyde, til Ekstra Bladet for to helsider. Den form for reklame er næsten ikke til at købe for penge.

Tak også for at bevise den centrale pointe i Mediernes møgkællinger (som Ekstra Bladets journalist ikke har læst), nemlig at medierne er mikrofonholdere og PR-bureauer for mænd som Vladimir Valiant.




Jeg kopierer og videregiver uden blusel “betalingscontent” fra Ekstra Bladet, da jeg kan se, at tabloidavisen gør det samme –– og til overflod indkopierer det selv samme brev fra Vladimir Valiant, som jeg ikke må vise. Tak for det også.



torsdag den 21. september 2017

Sådan laver man møgkællinger: ét eksempel

Min bog, Mediernes møgkællinger, handler om medier. Det er en mediekritisk bog, og når der udstilles brodne kar blandt fædre i samværssager, så sker det udelukkende i det omfang, der skal til for at vise, at selv disse får særbehandling i danske medier. Bogen viser dermed også, at sandheden tilhører den, der får lov til at fremsætte sin mening i al offentlighed –– hvis og kun hvis denne mening er i overensstemmelse med tidsånden.

Bogen, der udkommer i morgen, den 22., handler primært om mediernes konsekvent skævvredne formidling af mænd og kvinder i visse skilsmissesager. Det direkte samarbejde mellem public service-stationer og Foreningen Far er så udtalt, at medierne villigt reducerer sig selv til mikrofonholdere, hvis ikke direkte propagandister, for selv samme interesseorganisation.

Der er i går tilgået mit forlag Gyldendal endnu en mail fra parter i det særprægede samarbejde mellem fædre og medier, jeg beskriver i bogen. For et par dage siden kunne jeg fortælle om to fædre, der har henvendt sig til forlaget. Denne gang er det TV2's PR-afdeling, der gerne vil bede om et eksemplar, da rygtet vil vide, at der står “mindre flinke ting” om TV2 i bogen.

Det er korrekt opfattet, og det er forståeligt, at en public service-station, der er så afhængig af politikernes velvilje, kan blive bekymret over eventuel dårlig omtale. Men her følger en af årsagerne til min omtale i Mediernes møgkællinger eksemplificeret med bare første del af én artikel på TV2:




Se nedenfor, står der. Nedenfor er her: I artiklen nævner Jesper Lohse, at antallet af falske beskyldninger er højere end Statsforvaltningens egen vurdering. Ifølge Lohse behandler myndigheder i gennemsnit én sag om falske beskyldninger om dagen, svarende til over 365 sager om året.

I en artikel på TV2-Nyheder samme dag anslår Statsforvaltningen ifølge Radio24syv, at der indgives falske anmeldelser om vold, incest eller misbrug 250 gange årligt. Det er ikke 365 gange. I samme artikel fortæller tidl. medarbejder i Statsforvaltningen Tanja Graabæk, der nu driver et skilsmissefirma, at Statsforvaltningens vurdering om, at de møder omkring 1 falsk anklage om ugen, efter hendes vurdering er konservativ –– altså cirka 52 gange om ugen. Så hvad er sandt, TV2? Er det 365, 250 eller 52 gange om året, der fremsættes falske anklager om vold, incest eller misbrug?

Foreningen Far får hos TV2 upåtalt lov at påstå, at der i virkeligheden fremsættes flere falske anklager end denne angivelige myndighedsvurdering: flere end 365.

Ingen af disse tal anholdes, problematiseres eller forsøges tjekket af TV2, og indtrykket forbliver, at problemet er “stort” –– en påstand, som dansk, engelsk og amerikansk forskning modsiger.

Eller er det i virkeligheden lige meget. Bare indtrykket er, at tallet er “stort”?

Dette var så bare ét eksempel. På myndigheder, der udtaler sig ansvarløst; på medier, der intet tjekker, men lykkeligt efterplaprer dubiøse udsagn fra en dubiøs interesseorganisation; på hele den diskurs, der laver offentlighedens møgkællinger. 

Mediernes møgkællinger er billigst her (kr. 189,95).


mandag den 18. september 2017

Balladebogen

I foromtalen til Mediernes Møgkællinger i Frederiksborg Amts Avis blev bogen betegnet som en balladebog, selvom jeg kaldte den en debatbog. Og balladebog må da siges at være en underdrivelse, når klagerne indløber allerede, før bogen udkommer.

De to fædre, hvis ekser er flygtet til Brasilien, Rico Markussen og Vladimir Valiant, har begge indleveret bekymringsskrivelser til Gyldendal, hvori de udtrykker ængstelse over for deres eventuelle portrættering bogen. Bare rolig, ængstelige fædre: Der står ikke andet i min bog, end der står på bloggen.

Jeg er glad for klager. Klager vil kun tjene til at illustrere den mandetype, bogen kredser om, og til at give bogen opmærksomhed. 

Så hvis du klager, klager jeg ikke.

Og måske, hvem ved, gemmer der sig alligevel lidt injurieguld et eller andet sted, som jeg måske har overset. Eller måske noget andet? Eller begge dele? Ja, jeg tror, det rigtige svar kunne være begge dele.

Mediernes møgkællinger kan forudbestilles og er billigst her (kr. 189,95). 

søndag den 17. september 2017

Foreningen Far prøver igen, opdateret

Tillad denne blogindehaver at takke Foreningen Far for en anledning til at udpensle flere detaljer fra injurieretssagen, som Christian Thorsen Nørgaard forgæves anlagde mod undertegnede, og som kom for retten i april 2017. Anledningen er kærkommen. 

Fakta: 

• Jeg blev frikendt.

• Christian Thorsen Nørgaard skulle betale alle omkostninger.

Men denne fredag aften, ovre i Foreningen Far, blev menigheden således informeret:



Det er her åbenbart, at Foreningen Far desperat prøver at hive en foreningssejr ud af en ligesindet mands nederlag, når nu ikke engang politiet –– eller Statsadvokaten ––  vil give Foreningen Far medhold i nogen af de uendelige, absurde anmeldelser for allehånde strafbare og ustrafbare forhold, som foreningen i sit udemokratiske usind mener, at denne blogindehaver har begået. Hvad du kan læse om her:

Foreningen Fars udemokratiske sindelag.

Men ret skal da være ret:

Det er “formelt rigtigt, reelt pølsesnak” (som min advokat udtrykker det), at denne blogindehaver blev dømt til at fjerne en passage, der vedrørte angivelig falske anklager fremsat på bloggen. Anklagerne var dog straffrie at fremsætte eftersom jeg havde haft god grund til at fremsætte dem.

Men anmodningen om at slette passagen om falske anklger var svær at efterkomme, eftersom indlægget var fjernet 10 måneder før dommen. 

Hvorfor blev det fjernet?

Fordi Christian Thorsen Nørgaard sidst i maj 2016 i forbindelse med den injuriesag, han selv havde anlagt, fremsendte et retsdokument, som viste, at han i december 2013 havde fået medhold i en injuriesag mod sin ekskones firma, Terma A/S. I det angivelig injuriende dokument havde firmaet beskrevet adfærd, der gav denne blogindehaver et legitimt grundlag for at fremsætte de angivelig falske anklager mod Christian Thorsen Nørgaard. Anklager, som måske ikke var så falske endda. Men det betød, at mit bevisgrundlag var væk. 

Men så må man jo finde et nyt bevisgrundlag, og det er hermed gjort, hvorfor indlægget nu er genuploadet:

Hvert 3. barn: dobbeltmoral er dobbelt så godt. 

Det sjove –– én af flere sjove ting –– var, at Christian Thorsen Nørgaard tidligt i 2016 kun havde sendt side 2 af dommen, den side, hvoraf afgørelsen fremgik. Da jeg bad om side 1 ...


... blev han tavs og afbrød en ellers liflig og civiliseret mailsamtale.

Men da retten senere  ligeledes udbad sig side 1, leverede Christian Thorsen Nørgaard naturligvis den famøse side 1 med besked om, at han havde “glemt” denne første side.

Glemt?

Af denne første side fremgik det, at der var tale om en udeblivelsesdom

Hvad betyder det? 

Det betyder, at hvis sagsøgte ikke møder op i retten, så vinder sagsøger.

Hvorfor mødte Terma A/S ikke op?

Formentlig fordi det ville være alt for dyrt og tidkrævende at få firmaets sikkerheds- og HR-personale til at møde op i retten og fortælle, at de havde observeret Christian Thorsen Nørgaard tage ophold uden for Termas porte i hele og halve dage og angivelig havde været nødt til at forholde sig til ham i forbindelse med henvendelser fra Aarhus Politi vedrørende en falsk anmeldelse fra hans side om, at Tammy arbejdede uden den fornødne opholds- og arbejdstilladelse. Da Christian Thorsen Nørgaards ekskone på daværende tidspunkt ikke længere arbejdede i virksomheden, så Terma A/S ingen grund til at sende tre ansatte i retten, når man i stedet kunne betale 500 kr., og så var den potte ude. 

Og husk nu på, hverken udtalelser eller dokumenter  nødvendigvis bliver usande af at blive dømt injurierende –– særlig da ikke i en udeblivelsesretssag. Det betyder alene, at der ikke kan føres bevis for påstandene.

Dommeren i nærværende injurieretssag skrev: 



Udtrykket “med føje” betyder, at denne blogindehaver ikke uden grund havde fremsat udsagnet. “Strafbortfald” betyder, at udsagnet ikke er strafbart.

Så når Lohse & Nørgaard forsøger at spinne Nørgaards nederlag til en sejr for foreningen og vise det frem som et behåret abebryst, så kommer boomerangen tilbage. 

Denne blogindehaver blev frikendt for injurier; det fremsatte udsagn var ikke strafbart, og Christian Thorsen Nørgaard måtte til lommerne. 




Hasta la vista. 

Christian Thorsen Nørgaards injuriesag mod mig
Injurier: Vurdering vs. sandhedsbevis 

Efterskrift:



 Søreme, ja, om der ikke så ser sådan ud nu på ytringsfrihedens højborg:


 


Gab, gab –– bliver I aldrig flove? 

Nej. 

Videre hedder det, at der nu er åbent bal igen. Men hvor åbent?

Denne Facebook-kommentar, som konkluderer, at det er for sent for Lohse, havde en levetid på 1 time på Foreningen Fars Støttegruppe-side:



Tak til Chris Alban for dagens stalking på Foreningens sider.

tirsdag den 29. august 2017

Foreningen Far: "Det bedste for barnet er lige tid hos mor og far."

Foreningen Far er gelejdet ud i et nyt spin: børns sundhed. Det er nu børns sundhed, det handler om, og det er ikke vitaminer og morgengymnastik, der er tale om. Børns sundhed betyder simpelthen maksimal faradgang.

Men ingen af de forskningsartikler, der er omfattet af sundhedsspinnet, har det fjerneste med børns sundhed at gøre.




  


Ovenfor refererede artikel, Why should they live more with one of us when they are children to us both, beflitter sig IKKE med børns sundhed, men med forældres holdninger til deleordniniger. Artiklen handler alene om at lodde stemningen blandt 46 forældre: De havde det overvejende godt med deleordninger.


Warshak-rapporten har lige siden udgivelsen i 2014 været  Foreningen Fars spydspids i kampen om børnene, og den udlægges her som det endelige, overbevisende argument for, at deleordninger er bedst for ... børns sundhed

Det skal først og fremmest siges, at Warshak-rapporten er skrevet af Dr. Richard A. Warshak, en gammel fædrerettighedsforkæmper, der har skrevet flere bøger om “forældrefremmedgørelse”, bl.a. bestselleren Divorce Poison, og rapporten skal læses i den kontekst, altså som politisk forskning, der tilstræber et på forhånd givet resultat.

Warshak beskriver da også rapporten som et forsøg på at dæmme op for “fejlinformationen” fra den australske forsker Jennifer McIntosh (McIntosh, Smyth & Kelaher, 2010): at det er skadeligt for små børn at overnatte hos far, efter at forældrene er flyttet fra hinanden. (McIntosh har dog aldrig påstået, at dette skulle være tilfældet under normale omstændigheder.) Warshak-rapporten skulle således forhindre, at denne forestilling, som McIntosh altså ikke har, blev nedfældet i professionel praksis og familielovgivning og dermed sætte far/barn-forholdet i fare.

Men det er da ganske vist: Normale, kærlige, velfungerende og kompetente forældre finder selv ud af, hvordan de vil dele børnene mellem sig, så børnene har det optimalt. Hvis det optimale børneliv for det konkrete barn er en ligelig deling, så har denne blog ingen problemer med det. 

Problemet opstår, når man forsøger at generalisere disse pointer og skaber lovgivning, der skal omfatte alle børn. Det skete her i landet, da et enigt folketing vedtog forældreansvarsloven, og de skader, den lov har medført, skal ikke følges op af mere skadelig lovning.

Richard A. Warshak undtager også klogeligt præcis de forældre, som ikke skal omfattes af deleordninger. Disse forældre er tilfældigvis de samme som dem, der heller aldrig skulle have haft forældreansvarslovens blåstempling. Allersidst i rapporten står der nemlig: 

 


Denne passage er altafgørende, for med den aktuelle forvaltning af skilsmissebørn her i landet, er der intet til hinder for, at stærkt uegnede forældre kan få deleordninger, som vi gang på gang har været vidne til. 

Så længe vold, incest og misbrug bagatelliseres eller ligefrem bortcensureres fra psykologernes undersøgelser, og så længe Foreningen Far bliver ved med at hævde, citeret efter hukommelsen, at grænseløse mænd er noget, ekstremfeministerne finder på for at undgå “modernisering", er anvendt Warshak et skræmmende fremtidscenarie, der –– vel at mærke –– ikke vil blive bragt til ophør under et nyt, slanket system, hvor de samme jurister og de samme “børnesagkyndige” skal sidde ved roret i det røde felt.  


Den norske professor Agnes Andenæs har en lignende pointe i sin artikel i Tidsskrift for Norsk Psykologforening, hvor hun anholder en række forhold i forskningen i deleordninger. Andenæs nævner bl.a. eksempler fra andre lande, hvor der i en årrække har været indført deleordninger som norm, eller hvor man fra offentlig side stærkt har opfordret til dem. Alle disse love/anbefalinger er blevet pillet væk igen. 

Det viste sig nemlig, i det australske eksempel, at budskabet blev tolket som en rettighed og særlig brugt af forældre med betydelige konflikter (Fehlberg, Smith, Maclean & Roberts, 2011). Lovgivning, som fremmer deleordning, blev i særlig grad brugt i sager, der var mindst gavnlige for børn, blev det konkluderet.

I det californiske eksempel observerede forskere, at disse stærkt anbefalede deleordninger medførte, at børnene blev deprimerede, trak sig ind i sig selv, havde flere somatiske symptomer og var mere agressive end børn i andre samværsordninger, fordi disse ordninger blev påtvunget uegnede familier. (Johnston, Kline & Tschann, 1989).

Herudover er Andenæs simpelthen uenig i, at det nu ses bevist, at deleordninger er bedst for små børn. I en artikel i Tidsskrift for Norsk Psykologforening konkluder hun:


I artiklen, som bør læses i sin helhed, nævner professor Andenæs en række forbehold over for pointerne i Warshak-rapporten, fx at det er svært at fastslå, at deleforældreskab er det bedste for børn, eftersom der mangler sammenligninger til aleneforældreskab. 

I den øvrige forskning findes disse sammenligninger dog:

Børn med geografisk fjerne fædre klarer sig bedst

Skal far tvinges til at se sit afkom? Nej, børn klarer sig fint uden far


Til den svenske undersøgelse, som også er opreklameret hos Foreningen Far ...





 ... og som også viser, at børn i deleordninger har det lige så godt som børn, der bor sammen med begge forældre, men mindre godt end med kun én forælder, anfører Andenæs, at dette ikke nødvendigvis betyder, at de børn, der lever med kun én forælder, ville have haft det bedre i en deleorodning. Hun karakteriserer undersøgelsen som én, der først og fremmest tydeliggør uligheder i svenske børns levevilkår, ikke hvilken samværsordning der er bedst for det enkelte barn.

Alt i alt er konklusionen, at der ikke er grundlag for at hævde, at en deleordning er bedst for børn, og heller ikke for, at den er skadelig. Andenæs understreger, at  skråsikkerheden på dette forskningsfelt er bekymrende: Kommer den til at præge de politiske beslutninger? spørger hun. Det er allerede tilfældet her i Danmark:



Andenæs er også bekymret for, om den samme skråsikkerhed nu også skal trækkes ind i psykologernes virkefelt og placere psykologifaget i en overdrevent selvsikker rolle. 

Også det er for længst den bedrøvelige kendsgerning her i landet.

lørdag den 26. august 2017

Frimurerlisten

Da listen over medlemmer af Den Danske Frimurerorden sidste år landede i mit elektroniske dueslag, havde jeg en begrundet mistanke om, at det skete med venlig hilsen fra Peter Duetoft, der vist er en form for stormogul eller grand wizard i logen. Derudover kaldte manden sig Private Pete. 

Men nogle måneder efter første forsendelse kom der en anden forsendelse af en helt anden karakter, som klart modsagde den i forvejen vaklende hypotese om Duetoft. Den anden forsendelse vil fremgå af Mediernes Møgkællinger, som udkommer den. 21. september.

Der er flere ting ved nærværende liste, som er bemærkelsesværdige. For det første, at antallet af medlemmer er over 20.000. Det er bemærkelsesværdigt, fordi Logens stormester, Walther Schwarz, i Ritzau-artikel fra indeværende år, hvor logen fyldte 300 år, angav medlemstallet til ca. 8.500. Dette er kongruent med det opgivne medlemstal i Wikipedia, nemlig  8.000, et fald fra de opgivne 9.500 i 2013. Søndags Aktuelt kunne i 80'erne berette, at det lå omkring 10.000:





Om nærværende liste derfor er fuld af afdøde frimurere er ikke til at sige, medmindre et arbejdsomt menneske med for meget tid systematisk gennemgår samtlige navne. Det kan godt blive tæt på umuligt, for der er fx mange, ud over ombudsmandens vicedirektør, der hedder Kaj Larsen. 

Et kursorisk tjek gav listen en vis validitet, eftersom kendte brødre fra denne blog, herunder Christian Nørgaard og Vladimir Valiant, er at finde på listen tillige med næsten alle de brødre, der trådte frem for at hjælpe Valiant i hans livs krise. Ligeledes er de fleste frimurere, det er muligt at identificere på LinkedIn, også på listen.  

Bemærk derfor, at listen ikke er fuldstændig. Det betyder, at den eventuelle broderjæger ikke kan være sikker på, at en person, der ikke står på listen, ikke er frimurer. 

Jeg lægger listen frem til offentlig benyttelse, fordi jeg ikke har nogen grund til ikke at gøre. Jeg ved, at mange voldsramte kvinder indimellem kan være uforstående, nej helt paf, over for afgørelser og domme. For eksempel fortæller denne mand, hvis navn er denne blog bekendt, og hvis kone er part i en sag, der forløber på 7. år, følgende fra en fogedretssag:

Jeg var i fogedretten for at vidne. Da min kones eksmand [som er frimurer, red.] på et tidspunkt kommer ind, laver han det her tegn med højre skulder til fogedretsdommeren. Han knytter hånden og bevæger fingrene op og ned. På daværende tidspunkt ved jeg ikke, hvad det betyder, men det finder jeg så ud af efterfølgende. Jeg kan bare se, at fogedretsdommeren bliver fuldstændig bestyrtet. Han sveder og bliver rød i hovedet. Min kones eksmand havde brugt det tegn, der siger: ”Det er nu, du skal hjælpe mig.” 


Det er her overflødigt at sige, at fogedretsdommeren, da han var kommet sig over sin befippelse, rent faktisk hjalp vedkommende. Børnene blev udleveret til den voldelige mand. 

Jeg prøver ikke at bilde nogen ind, at denne anekdote har andet end anekdotisk værdi. Betragt den som et eksempel på en tænkt situation.

Men hvis de mange anekdoter og personlige vidnesbyrd om, at frimurernes loyalitet til hinanden står over loven, har det mindste på sig, kan man roligt sige, at Den Danske Frimurerorden udgør et demokratisk problem.

Her kan denne liste være en hjælp.

Jeg forstår, at frimurerinteresse kan foranledige uddeling af sølvpapirshatte som her, hvor en gruppe frimurere morer sig over en vis Knud Jacobsen:




Det skal indrømmes, at Jacobsen selv beder om det. På den anden side er det også en kende naivt at godtage frimurernes egen forklaring om, at de med medlemskabet udelukkende ønsker at højne deres åndelighed. Eller som det hedder på ordenens egen informationsside:  

“Det er et samfund af mænd, som beskæftiger sig med tilværelsens åndelige værdier, og som forsøger at forbedre deres egen moralske adfærd. Af den grund kunne frimureri rettelig betegnes som et moralsystem.”
 


Den er virkelig meget, meget svær at sluge.

søndag den 20. august 2017

Billedbog om sommerens vold – uden cherrypicking

Cherrypicking er betegnelsen for en sport, der sædvanligvis går ud på at håndplukke de artikler, der støtter ens eget synspunkt, og udelade alle andre. Men man kan også cherrypicke, hvad man ønsker at fokusere på, og dermed skabe en diskurs. Cherrypicking bliver på denne måde en del af det postfaktuelle problem med at fremstille et retvisende virkelighedsbillede.

På Foreningen Fars sider kan man aldrig finde omtaler af  vold, drab og krænkelser begået af mænd. Det ville ødelægge fortællingen om, at påstande om vold, drab og krænkelser er noget, feminister finder på for at forhindre “moderniseringen” af skilsmisseområdet. 

Men når en kvinde er den skyldige, er Foreningen Fars proselytter der som et søm:



Vold er noget forbandet svineri uanset køn, ja. Men skal man have et retvisende billede af voldsproblematikkens kønsfordeling, må man konsultere andre sider end Foreningen Fars. 

Denne blog har kunnet konstatere, at det er svært, især for mænd, der befinder sig i en tilstand af benægtelse,  at læse og forstå statistikker. Så derfor følger der her en lille billedbog over den vold, der har udspillet sig alene denne sommer:  





   


 

 

 Oversigten er ufuldstændig. Det beklages.