søndag den 27. maj 2018

"Børn og fædrepartiet" siger nej til kvindificering

Børn og Fædrepartiet, som “kun har godt i sinde” bliver simpelthen nødt til at ændre sit navn til

Børne- og Fædrepartiet

 ... som i modsætning til Børn og fædrepartiet er korrekt dansk.

Børn og fædrepartiet har en facebookside, som 37 mennesker i skrivende stund har liket.


Desmer-Hansen er endvidere manden bag Godfar, som har en Facebook-side med 340 følgere. Også han taler om rettigheder og viser derved, at han i lighed med Foreningen Far heller ikke har nærlæst udkastet til en ny politik på familieområdet. 

Kan du regne ud hvad dette sidste handler om? Der må gættes, lige indtil jeg afslører the secret ...   

“#Metoo er det rene vand i forhold til de overgreb, der sker på børn og fædre,” udtaler Børn og Fædrepartiets høvding, Søren Dresmer-Hansen, i dette interview Stille før optagelse, en mageløs oplevelse i Omvendtville.

Søren Desmer-Hansen fortæller i interviewet om sit sensationelt fremmeligt barn, der allerede som etårig begyndte at bede sin far om en deleordning ...“Han er stik imod en 10/4-ordning,” citerer Desmer-Hansen sin nu fireårige søn for at sige. Unaturligt fremmelige børn er i sig selv interessante, men dette fremmelige barns inderlige bøn bliver så meget desto mere interessant, fordi hans far har en særlig interesse i “forældrefremmedgørelse”.

Han fortæller også om et nyt fænomen, “kvindificering”, som vist er i familie med "omsnuing". Eller noget. 


Godfar har tidligere været omtalt her på bloggen, hvor man kan læse hans svar på, hvad forskellen mellem Godfar og Foreningen Far egentlig er.

Vil du høre mere fra Desmer-Hansen, kan denne youtube-video, som 22 mennesker i skrivende stund har set, anbefales. Hvis man lader den køre, mens man laver noget andet, løber den direkte over i en tegnefilm om Masha and the Bear.

Søren Desmer-Hansen var kandidat til KV17 for det Konservative Folkeparti og fik 78 personlige stemmer.

torsdag den 24. maj 2018

Vi er ude i en hel stime ...

Ubegribeligt, men sandt: Klagestrømmen fortsætter. Denne gang klager fædreorganisationerne i Danmark, Norge, Sverige og Island samtidig til Nordisk Ministerråd og de nordiske parlamentsmedlemmer over ... det samme, som Foreningen Far altid klager over, nemlig påstået kønsdiskrimination og ikke-overholdelse af en række konventioner.

Det er svær læsning –– af de sædvanlige leksikale grunde, men nok så meget, fordi det ikke altid er umiddelbart forståeligt, hvad der klages over. Tekststeder som fx fra Børnekonventionens artikel syv fremhæves: the right to be cared for by his or her parents 

Klart –– i de tilfælde, hvor disse forældre ikke på den ene eller anden måde er bimse eller skadelige for barnet. Artikler som disse overrules nemlig af andre artikler i Børnekonventionen, som fx artikel 19 som omhandler beskyttelse mod mishandling, eller artikel 41, som omhandler barnets bedste og udsiger, at intet i konventionen skal modvirke nationale eller internationale love, der er bedre for virkeliggørelsen af barnets rettigheder. Og så videre. 

Nok så vigtigt, når fædreorganisationer igen og igen påberåber sig konventionsrettigheder.

Så indeholder seneste opus også de sædvanlige klager over kønsdiskrimination og menneskerettighedsforhold. Intet nyt her –– de samme gummiparagraffer strækkes til ukendelighed. Blandt andet påberåber man sig artikel 8, retten til respekt og familieliv, som, hvis jeg ikke husker helt galt, var selv samme artikel, som sørgede for at Jimmi Levokovic undgik udsmidning af Danmark. 

Det kan under alle omstændigheder konstateres, at Foreningen Fars opfattelse af ligestilling er meget bizar:



En lille sjov perle, som feministen Per bemærkede: I nærværende klage hævdes det, at Foreningen Far har forelagt sit ligestillingskatalog for Folketinget.  



Som feministen Chris Alban skriver på sin blog: “Her skriver han [Jesper Lohse], at foreningens såkaldte ligestillingskatalog blev præsenteret i Folketinget. Det er vist ikke helt i overensstemmelse med sandheden.

Retteligt læste Jesper Lohse selv den endeløse række af punkter op ved et lille, privat arrangement i fællessalen på Christiansborg.

Selvom fællessalen ligger i samme bygning som folketingssalen, så er den i denne sammenhæng lige så langt væk fra Folketinget (the Danish Parliament), som hvis Foreningen Far havde holdt sin lukkede fest i et forsamlingshus i Thyborøn.”


Dagens vits: Hvilken drink skal du købe til Jesper Lohse, når du støder ind i ham til et cocktail-party? 

Svar: Sandhedsserum 

Sluttelig skal ingen snydes for at se den gave, jeg netop har fået tilsendt med posten:







 

tirsdag den 22. maj 2018

Politiet, FN, ombudsmanden, og lad mig se ....?

Nej, jeg kan simpelthen ikke huske halvdelen af de klageinstanser, Foreningen Far forgæves har prøvet, og jeg kan heller ikke huske, om det er første gang, Foreningen forsøger sig med noget så eksotisk som markedsføringsloven, men det er altså tilfældet med Bruno Skibbild Christensens snart udkommende bog, “Far i klemme”, som du nok skal få nærmere oplysninger om snarest.

Bruno Skibbild har jævnligt talt rigtig upænt om Foreningen Far; man kan roligt sige, at han ikke bryder sig om denne forening. Men hvem gør dog også det –– ud over foreningens egne næppe alfabetiserede medlemmer?

Men det må man altså godt i dagens Danmark. Man må godt have meninger, og man må gerne sige dem højt lige så meget, som man lyster.  

Her kommer ugens perle: 



“En gennemgang på Internettet”? Er det ikke det, Jesper Lohse har anmeldt denne blogindehaver til alt og alle for –– som “stalking”? Jo da. 


Nu har denne blogindehaver så også foretaget en “gennemgang på internettet” med henblik på at tjekke Brunos evt. ublu udnyttelse af Foreningen Far til markedsføringsformål. Det kan skyldes tidsnød –– men jeg kan ikke finde andet end det her:


 
 

Til gengæld er jeg leveringsdygtig i endnu en rigtig “sever” vits: Hvad ville man rettelig kunne kalde Jesper Lohse, hvis han var en kvinde?

En grædekone, nemlig. 

fredag den 18. maj 2018

Et helt hårdt livs samlede uretfærdigheder, nedfældet i én lang rapport. "Very sever".

Jepser Lohse, formand for “Foreningen Far“, kan ikke lide “feminister”. Feminister over hele landet drager et lettelsens suk.

Lohses ubehag ved “feminister” fremgår af en ny klage. For ja, denne klageånd holder aldrig op.  

Mediernes møgkællinger vier et helt kapitel til foreningens klagevirksomhed:

 

Denne gang klages der ikke til politiet, Institut for Menneskerettigheder, et ikkeeksisterende ministerium benævnt “Danish Ministry of Equality, Children and Justice" eller andre institutioner, men vist nok over selv samme institutioner. 

Læs og bedøm selv.


Bedst, som man tror, at Jesper Lohse omsider har forstået vilkårene i et moderne demokrati, hvor fri debat og ytringsfrihed er vilkår, man må leve med, bliver der igen klaget, denne gang til FN: store mor. Over “sever [sic!] harassment” og såmænd også “sever" gender discrimination.


Klagen omhandler en række usubstantierede anklager mod unavngivne personer og institutioner, og det bliver spændende at se FN kaste sig over denne rapport med “sever” iver. En smal sag for en kæmpeorganisation med et utal af ulønnede praktikanter.


Foreningens medlemmer forstår imidlertid ikke rapporten, men tror, den omhandler en klage over kommune og statsforvaltning.

Jeg kan kun –– igen –– opfordre Jesper Lohse til at anlægge en injuriesag, så vi én gang for alle kan få domstolens vurdering.


For når alle klagemuligheder er opbrugt, er der altid Menneskerettighedsdomstolen. Climb every mountain!

Og til sidst en vits: Hvad ville man kalde Jesper Lohse, hvis han kom fra Iran?

Svar: Tåreperser.

God weekend!

onsdag den 16. maj 2018

Tæt på humor

Domme for vold mod børn og seksuelle overgreb mod børn skal føjes til listen over forbrydelser, der for evigt afskærer en udlænding fra at få dansk statsborgerskab, skriver Jyllands-Posten i går. Regeringen arbejder nemlig igen igen på at stramme betingelserne for dansk statsborgerskab.

- For mig handler det grundlæggende om, at vi ikke vil acceptere vold og seksuelle overgreb mod børn, siger indfødsretsordfører Laura Lindahl (LA).

Jamen. Jamen. I accepterer jo vold og seksuelle overgreb. 


Det er nærmest umuligt at få volds- overgrebsmænd dømt medmindre begivenheden er filmet, og det sker jo sjældent i de små parceller fra Mørkede til Nyborg.

Men held og lykke med det. Man skulle ellers tro, at den vanvittige test, som de færreste danske statsborgere kan klare, skulle være mere end nok.
 

fredag den 4. maj 2018

Jusqu'à la garde – Alt for min søn. Se den!

Jusqu'à la garde, som er kommet til at hedde noget så frygteligt som ALT FOR MIN SØN på dansk, efterlod DR's filmanmelder i chok. Ditto siger jeg bare efter en premierevisning, hvor jeg klamrede mig til min sidemand, fordi filmen simpelthen er den ægte vare: en filmatisering af alt det, som denne blog handler om. Der er simpelthen tale om en forældremyndighedsGYSER –– ikke sært, når man betænker, at instruktøren, Xavier Legrand –– ja, han er en mand ––  er fan af Stanley Kubrick.

Kim Skotte giver filmen fem stjerner i Politiken for de resulterende nedbidte negle. Jesper Lohse vil ikke nævne den med ét ord.

Se den, og gør det snart. Den bliver ikke i biograferne ret længe, men til gengæld er der pænt med provinsvisninger. 

Du kan se en trailer her og her


 


onsdag den 2. maj 2018

Børnechecken ...

Foreningens Fars Jesper Lohse melder sig i dag på banen med et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor overskriften lover noget, der aldrig forløses: Delt børnecheck er bedst for barnet. Hvordan den delte børnecheck skulle være bedst for barnet, får vi nemlig aldrig at vide. Spoiler: Ord som ligeværdig, fantastiske forældre og digital post indgår.

Dagen før var Mødrehjælpen i samme avis uenig og indlægget, Skån børnene for unødig konflikt


Nu skal Mødrehjælpen lige passe på med ikke at ødelægge den gode stemning:




I selv samme Kristeligt Dagblad var Mai Heide Ottosen, seniorforsker, VIVE, dog tidligst ude med en kritik af børnechecken:



Og den kritik svarede politkerne på her – søreme også i selv samme avis. Amen.

mandag den 30. april 2018

Talk Town, 3.-5. maj i Huset

Igen i år er der Talk Town i København med debatter og performances mv., og igen skal der tales om  køn, ligestilling og feminisme i tre dage, og igen er der ingen, der gider tage sig af de tunge emner. 

Af interesse for læsere af denne blog er dog arrangementet d. 5. maj kl. 15-17 i Huset i Magstræde:





Arragørernes tekst lyder:

Arrangementet belyser den vold og forråelse børn og mødre møder i det danske system i de såkaldte højkonfliktssager. Monologer, lydfiler og videoer skildres et system. som laver overgreb på voldsramte mødre og børn i ligestillingen og kønsneutraliteten navn. Skuespillere vil citere beretninger og spørgsmål til systemet. Her spørger en 11-årig dreng de tre dommere i Vestre Landsret, hvorfor han skal sidde ensom og isoleret på et børnehjem, når det eneste han ønsker er at være hos sin mor. En mormors beretning og fortvivlelse over at skulle aflevere et skræmt og skrigende barnebarn til en far, der begår overgreb og den 7-årige pige og den 4-årige drengs gråd over at være adskilt fra deres mor vil understrege de mange brud på børnekonventionen og Istanbulkonventionen som dagligt sker i det danske system.

Skuespillerne Klara Sofia Witt, Julie Meilstrup og Lukas Miklik-Stolar vil præsentere de hjertegribende historier, som alle er bygget op om dokumenterede udtalelser og sagsakter. Der vil også blive vist små kort film og lydpræsentationer, som alle understreger den vold, det danske system udsætter børn for, og hvor man sidder tilbage med spørgsmålet "hvor blev barnets tarv af"?

Systemets håndtering af Børnekonventionen og Istanbulkonventionen vil også blive belyst, og de skræmmende statistikker underbygger, at megen vold mod kvinder og børn faktisk er lovligt i dagens Danmark.



Ses vi –– den 5. maj kl. 15.00 i Huset i Magstræde?

fredag den 20. april 2018

Nej, kæresterne i syvende klassse er HELLER ikke voldelige ...

Læsere af Mediernes møgkællinger er allerede vant til politikere, der går i medierne med forkerte udtalelser baseret på oplysninger fra medierne selv. Dette kan man læse om i afsnittet “Med medierne som fejlkilde."

Men det er nyt –– inden for dette felt –– at se politikere gå i medierne med faktoider fra forskningen selv. 


I kølvandet på Ask Elklits stærkt kritiserede undersøgelse om gensidig vold, Undersøgelse af indbyrdes vold, der mødte stærk kritik fra alle sider, herunder fra DR's Detektor, slap sidstnævnte ikke taget i SDU-forskerne, f.s.v. et delstudie, faktisk er et Ph.D.-projekt, som var inkorporeret i Undersøgelse af gensidig vold, nemlig den endnu ikke publicerede undersøgelse om kærestevold.

Det var på baggrund af denne, der viste, at 40% af danske syvendeklasseselever har været udsat for kærestevold, at Karen Ellemann fremsatte den opsigtsvækkende udtalelse om "en syg ungdomskultur".

Men Detektors undersøgelse peger i stedet på en syg forskningskultur, for det viser sig, at kærestevold nu betyder "at blive såret eller kritiseret", og da Detektor omsider får fat i rapporten, er de 40% tillige forsvundet. 

Se udsendelsen her. Læs DR-Nyheder her.

Det fremgår endvidere fra aktindsigt, at både forskerne selv og Ligestillingsministeriet var bekendt med de rigtige tal, og man kan med rette spørge, hvorfor ministeriet ikke passer bedre på ministeren?

Det er desværre kendetegnende for hele det i opsigtsvækkende grad ivrige felt, der gang på gang forsøger at tegne et billede af kvinders voldsfrekvens, at det simpelthen ikke foregår på redelig facon:



Når der pilles lidt, falder resultaterne fra hinanden.

Alligevel er skaden sket. Det, læsere og lyttere husker, er det oprindelige og stærkt opskrevne faux resultat om, som nettet aldrig glemmer:



Tidligere om denne sag, bl.a.:  

Når forskning bliver politisk.
Voldsobservatoriet sænker kisten indeholdende Ask Elklit undersøgelse helt ned i graven.
Nedturen fortsætter, men skaden er sket.
Detektor om undersøgelse af indbyrdes vold.
Mere kritik til undersøgelse af indbyrdes vold. 

Hvis du vil læse mere om Undersøgelse af indbyrdes vold, så brug søgebarren i højre hjørne.  


fredag den 13. april 2018

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har intet at fejre.

I dag er det Angelinas fødselsdag. Jeg kender hende ikke, men jeg kan se det på Facebook. Ja, den Angelina, der flygtede til Brasilien og fyldte Ekstra Bladets spalter sammen med Lisbeth, der var flygtet sammesteds hen med sine børn, senere eller tidligere, husker det ikke. Sidder hun stadigvæk i kvindefængsel i Brasilien? Ved det ikke. Prøver at springe over. Derfor er det sært, at denne besked lander i netop min postkasse:



I al sin primitivitet er den besked en glimrende illustration af, at dette ikke handler om børn, men om at få kvinder til at makke ret. 

Både Lisbeth og Anglina har som tusindvis af andre kvinder verden over mødt en  fantastisk mand, fået børn med ham og opdaget, at den fantastiske mand var et uhyre. Men i Danmark kan man sagtens være et uhyre og en god far, er holdningen, og derfor har selv uhyret krav på sine børn. Det skal staten nok sørge for.

Enhver mor –– og sådan én er jeg også –– kan mærke disse kvinders desperation: De flygter fra mænd, de frygter, og ender med at se deres børn overdraget til selv samme mænd, mens de selv får lov at se dem et par timer om måneden. 

Børnebortførelse er en forbrydelse. Strafferammen er specificeret i loven. Men står der her også noget om, at straffen yderligere indebærer, at børnene skal straffes ved at blive revet væk fra  deres “primære omsorgspersoner”?  Nej. Men det er samme straf for alle –– tag lige Linda Saugsted med her. 

Straffen udføres af Systemdanmarks samlede ideologiske hjul og fædrene –– trods lovninger om det modsatte, her fremsat i politisk korrekt system-speech, til BT ved børnenes hjemkomst:


... og trods psykologisk viden om de alvorlige skadevirkninger på børnene. Straffen er så altafgørende, at børnene gerne ofres.

Så tillykke med fødselsdagen, Angelina. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor rædselsfuldt du og dine børn har det.


Særlig da ikke efter jeg kom til at høre denne lydfil:




Mere hjerteskærende kan det næppe blive. 

Folkestemningens tankesæt følger en sær logik: Kvinder flygter for at straffe deres ekser, hedder det. Fordi de er jaloux og sindssyge. Og skal straffes, især det. Det er fra et fornuftsperspektiv næsten umuligt at forstå denne udlægning. Ville du selv flygte til et fremmed land med børn, vende ryggen til familie og venner og arbejde, indkomst og hus i Danmark –– hvis du var sur på din eks? Nej, selvfølgelig ikke, men det er mærkelig nok den bizarre opfattelse i folkedybet om netop disse kvinder. Tanken om, at det, der er i Danmark –– faren, myndighederne –– som  hele tiden gør dit og børnenes liv til et helvede og er selve grunden til, at du må væk –– er helt utænkelig.

Kun sindssyge eller sindssygt hævngerrige kvinder flygter fra en mand. Der findes ingen andre grunde. 

Det er godt nok en vittighed: Hvad kalder man en kvinde, der forlader køkkenet? Svar: på flugt. Dem, der flygter  fra det, mænd vil have og opfatter som deres ret, får kærligheden at føle. #Metoo er en bunke kvinder, der lyver og skal stoppes; dem, der taler om vold og voldtægt, skal stoppes og i stedet tale om falske anmeldelser; krisecentrene er fulde af løgn, en feministisk konspiration; donorbørn er en hån og skal stoppes. Alle mænds privilegier og magtmidler bliver lige nu håndhævet og styrket af en samlet tidsånd, og der er faktisk en betegnelse for det: patriarkatet. Og patriarkatet er, som man aner, fuld af kvinder, for står man i patriarkatets tjeneste, belønnes man.

I Mediernes møgkællinger skrev jeg, at Patriarkatet lige nu sparker igen, men siden udgivelsen er det kun blevet værre. Fx skal der ifølge udkastet til et nyt system overføres børnepenge fra mødre til fædre i størrelsesordenen 7 mia. kr. Det sker efter, at en ny videnskabelig undersøgelse har vist, at “børnebyrden” giver kvinder et permanent lønefterslæb på 20%, som varer hele livet. Både folkestemning og multivariat analyse viser naturligvis, at det er kvinders egen skyld: De kunne jo bare lade være med at tage alle de hensyn til børn. Faktisk kan det der med at tage så mange hensyn til sine børn ende i fængslet. Læren er: Pas dine børn, lad være med at brokke dig, og husk, hvem de tilhører.

Patriarkatet har sørget for, at dette at tage ordet PATRIARKAT i sin mund i sig selv er en ekstremistisk handling. Men det er desværre den mest præcise, sammenfattende betegnelse for de samlede kræfter, der lige nu spænder hanen på sin pistol. Så tag ordet tilbage, og brug det.  

I Mediernes møgkællinger citerer jeg juraprofessor Kelly Behre for at sige, at man ikke skal lade sig narre af, at fædrerettighedsbevægelserne bruger det sprog, der hører ligestillingen og borgerrettighedsbevægelserne til, fuldstændig som Vladimir Valiant gjorde i ovenstående interview med BT:

 

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har, som så mange andre, intet at fejre.

lørdag den 7. april 2018

"Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til."

En annonce i lokalavisen i Svendborg har vakt berettiget opmærksomhed:



Sagen er tidligere omtalt her på bloggen.


Nu har Fyens Amts Avis taget sagen op i en tredelt artikelserie: Hovedartiklen, retspræsidentens genmæle, og formanden for Børnepsykologisk Selskab, Michael Kasters kommentar

Sagen omhandler fejl i de psykologiske undersøgelser, der har afgørende indflydelse på tildeling af bopæl og samvær i retterne og Statsforvaltningen. 

“Det er et problem, at forældremyndighed og samvær afgøres på baggrund af psykologiske erklæringer, som ti måneder senere får kritik af Psykolognævnet,” fastholder psykolog Iben Elene Oksfeldt, der i desperation over manglende klageadgang og retssikkerhed nu har taget det opsigtsvækkende skridt at indsætte en annonce. Den første i en række, lader chefpsykologen for Litehouse Consult forstå. 

Vi har nævnt kritikken overalt, hvor vi kommer frem: Vi bruger en psykologerklæring som ti måneder efter får kritik i psykolognævnet, men i mellemtiden har afgjort flere menneskeskæbner. Det er noget, vi ser overalt i landet, og sagen her er bare én konkret sag, der beviser at vi har ret.”

Overordnet er både retspræsident i Svendborg Byret Anni Højmark og formand Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige Michael Kaster utilfredse med, at der bliver skabt mistillid til psykologernes virke. Men mistilliden er ikke noget, der er skabt med denne annonce.

“De siger, det er farligt at så mistillid, men hvorfor er det farligt? Hvorfor skal vi have blind tillid til psykologer, når vi ved, at der bliver betået fejl, og at fejlene ikke fanges i tide. Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til. Og det undrer mig, at Selskab for Børnesagkyndige –– og et medlem
af Psykolognævnet –– forsvarer det, der er foregået her.”



Jeg har ikke en eneste klient, som ikke er skrækslagen for de børnesagkyndige. De oplever dem som de egentlige dommere, som handler ud fra deres personlige overbevisninger, ikke deres faglighed.”

Retspræsidenten i Svendborg er så forarget over, hvad hun ser som et angreb på hende selv, at hun slet ikke forholder sig til kritikken eller til det syvpunktsforslag, Litehouse Consult fremsætter. Hun hæfter sig i stedet ved, at barnet er så lille, at det ikke kan “høres”, men det skal heller ikke høres, det skal undersøges.   

“En forældrekompetence-undersøgelse skal undersøge både forældrene og barnet uanset alder, og der findes metoder til at undersøge selv helt små børn,” siger Oksfeldt og understreger, at dommerstandens manglende viden på dette område kan blive et enormt problem i det nye system, hvor der er lagt op til, at børnesagkyndige skal inddrages mere. “Den enkelte dommer bør som minimum interessere sig for, om erklæringen tydeligt afviger væsentligt fra vejledningen,” udtaler Oksfeldt.

Retspræsidenten anfører også, at det ikke er den klage, Litehouse har udfærdiget i sagen, der ændrede byrettens dom. Til dette svarer Oksfelt: “Klagen indgår i det samlede grundlag, så denne udtalelse fra retspræsidenten er heller ikke helt korrekt. I øvrigt har vi modtaget dokumentation for, at dette, modsat hvad retspræsidenten udtaler, er forekommet før.” Oksfeldt ærgrer sig over, at hendes tiltag ikke opfattes som et springbræt til at rette op på forhold, der ikke fungerer, men at man i stedet reagerer defensivt. 


“Hvorfor mener retspræsidenten ikke, at dette er et problem, der kræver fokus på, hvad der kan gøres bedre? Der ER nemlig forhold, der kan forbedres uden at afvente en lovændring.”


Formanden for Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige, Michael Kaster, anbefaler i stedet for annoncering at henvende sig ad de rigtige kanaler, men uden at fortælle, hvilke kanaler det er. “Måske fordi de ikke findes. Det løser ikke problemet at klage, når afgørelsen tager ti måneder. Kaster forholder sig ikke til min kritik,” siger Oksfeldt. “Psykolognævnet har tidligere afvist at fremskynde sagsbehandlingen i en sag, som skulle for retten. Men dette er ikke en kritik af Psykolognævnet. Det er et lovgiverproblem.”

“Når mine klienter er skrækslagne for de børnesagkyndige psykologer, skyldes det også, at psykologerne opfattes som en politisk faktor.” 

Hermed henvises både til praksis og til kronik i Politiken, hvor Michael Kaster gjorde det klart, at der påhviler politikere og psykologer et ligestillingshensyn. Det er selvsagt gift for den store gruppe af voldsramte mødre, og i den ene psykologundersøgelse efter den anden har vi set, at dette politiske fokus gang på gang overtrumfer barnets ret til beskyttelse  og friholdelse fra vold og overgreb, som FN's Børnekonvention dikterer.

I flæng kan her nævnes en børnesagkyndig vurdering, hvori en supervisor fra Børnesagkyndigt Selskab anbefaler samvær med en muligvis sadistisk pædofil:


Den pågældende psykolog bruges stadig af domstolene, hvor han fortsat udarbejder børnepsykologiske erklæringer, og han står stadig på listen over supervisorer i  Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige.

“Jeg har virkelig mange dygtige kolleger, men det er ikke altid dem, domstolene bruger. De dygtige vil måske ikke rette ind efter det, domstolene vil have, hvem ved, det kan vi ikke vide, det er spekulation. Men der må være et minimum af kvalitetssikring i dette system. Det er jeg sikker på, at alle dygtige og kvalificerede psykologer har en fælles interesse i,” slutter Iben Elene Oksfeldt. 

torsdag den 5. april 2018

EFTERLYSNING:  GENNEMTÆSKET MAND

Jeg leder med lys og lygte efter en mand, der er blevet “gennemtæsket af sin partner”. Sin kvindelige partner, vel at mærke.

Jeg tror ikke, han findes, men er villig til at undskylde mine fordomme, dersom jeg skulle tage fejl.

Jeg har spurgt Mandecentret i Aalborg direkte, om man her kan introducere mig til en sådan gennemtæsket mand, men her svarer René Vinding Christensen ikke på min anmodning.

Skulle du være en sådan “gennemtæsket mand”, hører jeg meget gerne fra dig her.

Jeg er flink over for den ægte vare, men kun den ægte vare. 


Venlig hilsen fra Susanne og på forhånd tak

–––––––––––

Begrebet “gennemtæsket mand” er lånt fra Tobias Petersen, som administrerer sitet “Reel Ligestilling.” Tobias skrev for to dage siden denne opdatering, og det er ordlyden herfra, jeg henholder mig til:






onsdag den 4. april 2018

Er familiedrab ved at blive epidemiske?

I går kunne politiet fortælle, at endnu en far havde dræbt sine børn og derpå begået selvmord, kun 2 uger efter en identisk episode i Kolding.

Snakken går allerede: Det er har ikke noget med køn at gøre. Bla bla. Men det har det, og det er spild af tid at blive ved med at diskutere det. 

Af artiklen Om at myrde egne børn fremgår det bl.a.:


Inden for barnets allerførste leveår, er der flere mødre end fædre, der myrder deres egne børn, men derefter dominerer fædrene, viser en undersøgelse fra New England Journal of Medicine. Kriminologen, Elizabeth Yardleys undersøgelser er kongruente. Hun bekræfter, at 59 ud af 71 børnedrab begås af mænd. Yardley identificerer i artiklen Why men kill their children en række mønstre, blandt andre:

• i syv ud af 10 tilfælde har barnet været midtpunkt for et bittert familiebrud.

• i alle tilfælde har fædrene oplevet at deres maskulinitet har været truet.



En nyere italiensk undersøgelse viser, at strafelementet er centralt i disse mord. Mor straffes ved, at børnene dræbes, men børnene straffes ligeledes i en særkategori af disse mord, hvor faren opfatter børnene som værende i liga med moren, der har forladt ham eller fundet en anden. 

Med to identiske familiedrab lige efter hinanden er der god grund til at genlæse Forebyggelse af drab og dødelig vold. For de findes, undersøgelserne, der opridser faresignalerne.

I denne seneste sag forlyder det ifølge ubekræftede rygter, at moren havde udtrykt sin ængstelse over farens ustabilitet over for både kommune og statsforvaltning.Her er der naboen, der fortæller:





I sagen om den otteårige, som er udgangspunktet for Om at myrde egne børn var disse instanser også fuldt informerede om farens misbrug og vakkelvorne psyke.

Pointe: Disse mord kan undgås, hvis mødrenes ængstelse tages alvorligt. Statsforvaltning, kommuner og ikke mindst medier har et kæmpeansvar her. 


Og det sidste, vi har brug for lige nu, er victimblaming af denne skuffe:



Der er grænser for, hvor uvidende man har lov at være.

Hvis jeg nu skider på andre kvinder, vil du så behandle mig som en person af værdi?

Journalist Dorte Toft har igen skrevet en spiddende artikel, som denne gang vedrører særlig Berlingskes hang til at bringe artikler om et eller andet –– hvad som helst –– der er i vejen med kvinder, skrevet af kvinder.


Ansporet af Anahita Malakians kommentar, Der findes en hemmelig og farlig bande i Danmark: mødrebanden, og mit gensvar, Der findes ingen mødrebande, Anahita, gennemgår Toft her en generel tendens hos Berlingske og kommer godt rundt om kvinder, der hader kvinder, og den overstrømmende modtagelse denne type indlæg får.

Særlig iøjnefaldende var denne artikel, skrevet af et kvindeligt medlem af Foreningen Far, som Berlingske –– tilsyneladende valgte ligefrem at sponsorere:



Hvorfor? 
 
Mente Berlingske virkelig, at et par ekstra ture rundt på Facebook var en velkommen læserservice, fordi alle skulle nå at opleve en kvinde hamre løs på andre kvinder? 

Der er mange svar på, hvorfor sporten at hamre kvinder er så populær. Her er et af dem:




Jeg forstår godt, at mange finder den uimodståelig, den enorme bølge af velvilje og komplimenter, der venter dem, som hamrer deres kvindelige kønsfæller. På samme vis er der forståelse at hente for de kvinder, der skyr det overvældende had, de mødes med, når de gør det modsatte –– eller bare noget andet. Men helt ærligt: Man vænner sig til det. Prøv det! Be fabulous! 

Til overlevelsesformål kan du bruge mit trick med at forevige kloakslammen på T-shirts som en vaskbar skamstøtte over dagens kvindehad: 



Og hold så op med at hamre dine kønsfæller i Berlingske. Just do it.

tirsdag den 3. april 2018

barnetstarv.com: Bilsælgeren og hans kæreste er i live og har det godt

Det fremgår af nyt blogindlæg hos barnetstarv.com efter lang tids tavshed.

Bilsælger Michael Hjelvang søsatte efter egne oplysninger i 2016 virksomheden  Barnets Tarv (barnetstarv.com), som ud fra hans egne triste erfaringer med Skilsmissedanmark skulle rådgive andre i lignende situation. 

Fra denne enkeltmandsvirksomhed –– som ikke formelt blev dannet før juni 2017 –– er der udgået en lind strøm af blogindlæg, der i dræbende detalje forsøger at gøre Hjelvangs egen sag principiel og interessant.

Som alle andre fædre, der råber op om egen sag og til lejligheden udstiller deres umælende eks som en rådden banan, har han selv en uattraktiv bagage: en dom for vold ved byretten, som senere blev stadfæstet i landsretten.  Derfor er det unægteligt svært at forstå, hvorfor titlen på Hjelvangs endnu uudkomne bog, der i 2016 forventedes at udkomme tidligt i 2017, er FRIKENDT. Men måske Hjelvang føler sig frikendt ved i bedste Peter Madsen-stil simpelthen at erklære sig uskyldig.


Eftersom Michael Hjelvang som sagt er bilsælger og derfor ingen formelle kvalifikationer har for at rådgive i skilsmissesager, har Barnets Tarv allieret sig med journalist og jurist, Mette Kathrine Larsen –– som man vil huske, blev fyret fra Nordisk Film for under dække af at lave en dokumentar i stedet brugte sin stilling til at fremme Michael Hjelvangs sag i statsforvaltningen. Det kan man læse om her:

Journalist fyret for misbrug af stilling

Det var også selv samme journalist, der i halvandet år i tæt samarbejde med bl.a. Foreningen Far brugte public service-stationen, Radio24syv, til at fremme kampen for fædres rettigheder. Det kan du læse om i Mediernes møgkællinger.

Alt i alt et fornemt team.

I blogindlægget huserer mange påstande, som der ikke findes belæg for, men blandt alle disse påstande skal her fremdrages:



 

Den pågældende medarbejder, som Mette Kathrine Larsen havde en intensiv korrespondence med, var tidl. afdelings- og kontorchef Bente Koudal. 

I retten d. 30 januar i år udtalte Bente Koudal under sin vidneforklaring, at hun ingen viden havde om en liste over advokater. 

Derfor er påstanden om 12 sager af den angivne karakter en, som Barnets Tarv i særlig grad skylder dokumentation for. 

Tidligere om Barnets Tarv og teamet Hjelvang & Larsen, bl.a.:

Han skulle eje millioner, hvis tårer var guld

Her følger en anmeldelse af Barnets Tarv, som blev slettet fra siden. Her forbeholder man sig nemlig ret til at fjerne usaglige kommentarer. Det fremgår, at "usaglig" betyder "kritisk":




torsdag den 29. marts 2018

"Forestil dig en kage, der dufter fantastisk ..."

Der er blandt den genopståede eks-Bandidos-præsident Martin Celosse-Andersens supporters en udelt forargelse over interessen for hans baggrund i forbindelse med hans stærkt opreklamerede børnesag. Når man er dømt og har afsonet, er man klar til at møde verden som et nyt menneske, lyder det, indimellem ganske brutalt, herfra. Og gid det var så vel. Det kunne man godt unde en mand med en så skrækkelig barndom.

Men medmindre jeg ikke kan regne, har Martin jo netop ikke afsonet noget, der bare ligner de 12 år, han skulle have siddet inde for grov vold. Det er dog ikke pointen. Den kommer her:

Foreningen Far taler altid om at bryde den sociale arv, uden at det er helt klart, hvad og hvem der egentlig er tale om. Men hvad voldelige mænd angår, så bliver de faktisk ofte fremavlet, fordi den sociale arv ikke brydes. 

Dialog mod vold kan dokumentere, at ubehandlet vold ofte går i arv fra generation til generation, og at hele 74% af alle de voldsudøvere, de har haft i behandling, selv er vokset op med vold i hjemmet.

I begyndelsen af 2017 udgav SFI rapporten Børn, der oplever vold i hjemmet. Rapporten viser blandt andet, at børn der oplever vold i hjemmet, dobbelt så ofte som børn, der ikke oplever vold i hjemmet, bliver anbragt uden for hjemmet eller tildelt forebyggende foranstaltninger.

Så der er ikke kun indlysende følelsesmæssige grunde til, at mødre kvier sig ved at lade deres voldelig ekser have med børnene at gøre.

Det er bare ikke fair, forlyder det i disse dage. Det er ikke fair overfor Martin. Når man har afsonet, er man på magisk vis kureret, må ræsonnementet være.  Men det er ikke tilfældet, hvad bl.a. recidivprocenten (tilbagefaldsprocenten) på voldelig kriminalitet til fulde viser: En gang dømt for voldelig kriminalitet, 50% risiko for tilbagefald. Fx har vold mod privatperson en recidivprocent  på 49%. 

Derfor har den løsladte voldspersons omgivelser god grund til at se sig omkring. 

Gregg McCray, tidl. profileringsekspert på Quantico, havde en analogi med en kage. “Forestil dig,” plejede han at sige – “en kage, som dufter fantastisk og ser fantastisk ud, men så såre du tager en bid af den, ved du, at der er noget helt galt. Så kommer du pludselig i tanke om, at du også tilsatte noget motorolie, som du hentede ovre i garagen. Og det er det eneste problem med den kage –– motorolien. Hvis du nu bare kan finde ud af, hvordan du får motorolien ud af kagen igen, så bliver den jo perfekt.”


Martin Celosse-Andersen har fortalt det hundredevis af gange –– hvordan han fik motorolie i hjernen. Og hans historie er vitterlig ikke for tøsedrenge. Det ændrer dog ikke på, at det er umuligt at vide, om han –– og alle andre i hans situation –– tilhører recidivgruppen eller kommer reformerede ud på den anden side. Men det fremgår desværre med al tydelighed, at skal en sådan mand have samvær med sit barn, så er oddsene for barnet dårligere en ved russisk roulette.

Og jeg er ked af at sige det, men det er altså børnenes bedste, der skal være i centrum, ikke fars ikkeeksisterende rettigheder.

Foreningen Far rasede for år tilbage over en sag, hvor en mor ikke ville udlevere sit barn til samvær med en far, der havde en kamphund af typen Amstaff, en race, der er forbudt i Danmark. Det var en sød kamphund, forlød det. Og moren måtte da være bims at komme med et sådant forlangende. Men kamphunde er avlet til at være aggressive og oftest også trænede til kamp. Fuldstændig som vores nye ven. 


Se også:

Anahita Malakians og de små feminitfingre, der skulle skamme sig.