fredag den 4. maj 2018

Jusqu'à la garde – Alt for min søn. Se den!

Jusqu'à la garde, som er kommet til at hedde noget så frygteligt som ALT FOR MIN SØN på dansk, efterlod DR's filmanmelder i chok. Ditto siger jeg bare efter en premierevisning, hvor jeg klamrede mig til min sidemand, fordi filmen simpelthen er den ægte vare: en filmatisering af alt det, som denne blog handler om. Der er simpelthen tale om en forældremyndighedsGYSER –– ikke sært, når man betænker, at instruktøren, Xavier Legrand –– ja, han er en mand ––  er fan af Stanley Kubrick.

Kim Skotte giver filmen fem stjerner i Politiken for de resulterende nedbidte negle. Jesper Lohse vil ikke nævne den med ét ord.

Se den, og gør det snart. Den bliver ikke i biograferne ret længe, men til gengæld er der pænt med provinsvisninger. 

Du kan se en trailer her og her


 


5 kommentarer:

  1. "Forældremyndighedsgyser". "Samværsgyser". De nye ord for højkonfliktsager.

    Jeg ser den.

    Rosemary

    SvarSlet
  2. Hvordan ender den?

    Lad mig gætte, politikerne laver en ny lovgivning, og vupti... Efter alle udgifterne og indtægterne er blevet fordelt ligeligt imellem de velfungerende parter, så ender historien lykkeligt.





    SvarSlet
    Svar
    1. Sonja ♥. Vi har de politikere, vi stemmer ind i Folketinget. Kan man føle, man selv er et anstændigt menneske, når man stemmer på politikere og partier, der så åbenlyst fører en uanstændig politik? I don't think so. Sål ænge politikere og politiske partier, af deres vælgere får mandat til at føre uanstændig politik, er det deres vælgere, og deres vælgere alene, der står tilbage med ansvaret.

      Desuden er en, totalt overset omstændighed, at denne uanstændige lovgivning på området, er båret igennem af kvindelige politikere og deres kvindelige vælgere. Det er, en gang for alle, nødvendigt at erkende og anerkende, at stereotypen "mandschauvinist" ikke er kun er forbeholdt mænd, men at mandschauvinistiske mænd er født af mandschauvinistiske mødre, hvilket så rammende beskrives bl.a. i bogen En mandschauvinists bekendelser af Lars Einar Engström hvor han bl.a. skriver: "Min mor var i bund og grund en renvasket mandschauvinist, og jeg blev det samme," og han fortsætter: "Mænd i lighed med kvinder er formet af mange hundrede slags undertrykkelse og fordomme, af forskellige normer og vaneforestillinger. (...) Jeg er opdraget og dresseret til at mene, at mænd er bedre end kvinder, at mænd bør bestemme."

      Disse kvindelige mandschauvinister kan vi takke for en lang række love på området - denne blog så grundigt beskriver, lovgivningen, som i forløbet dømmer hundredvis af børn i nød og elendighed. Ikke mænd, som blot handler som man kan forvente, men disse kvindelige mandschauvinister - de bør offentligt lægges en skarp afstand til, og udstilles som værende direkte ansvarlige for denne, statsautoriserede vanrøgt, disse børn hver eneste dag lever med.

      Anina :(

      Slet
    2. Efter jeg havde læst dit indlæg fandt jeg en (ældre) DR udsendelse på Youtube:-"Pigerne på halmtorvet".

      Fik tanken, at de nok altid har eksisteret, disse (typer) mænd, som samfundet med vold og magt har søgt at dække over?

      Bedre kendt som Eriks far i filmen:-" Tro, håb og kærlighed".

      Svagpisserne, dem der ikke få den op og stå, uden kontrol.

      Sååh tjoh, du har nok ret, jeg kan levende forestille mig at politikerne ikke beskæftiger sig med denne del af virkeligheden.

      På den anden side, hvem kan fortænke dem i deres fortrængning?
      Det har aldrig interesseret nogen, hvem det er der knepper trækkerdrengene, har det?



      Slet
  3. Denne film er faktisk en fortsættelse af kortfilmen "Just Before Losing Everything", i 2012 nomineret til Oscar i kategorien Best Live Action Short Film. En kvinde beslutter at flygte fra sin voldelige mand og "Just Before Losing Everything" viser forløbet af den dag, hun flygter hjemmefra med børnene - en dreng og en pige. Lige som i den aktuelle "Alt for min søn", også i "Just Before Losing Everything" spilles hovedrollerne (undtagen drengens) af samme skuespillere, så det er ikke helt ud af den blå luft, at "Alt for min søn" er blevet til.

    Jeg frygter dog, at lige som med Ken Loach's 'Jeg, Daniel Blake', af en grædende jury belønnet med Den Gyldne Palme på festivalen i Cannes i 2016 - også "Alt for min søn" vil alt for hurtigt forsvinde i glemslen. Måske er vi for få indbyggere, i for lille et land, til offentligt at turde vise vores inderste respons på himmelråbende urimeligheder? I en virkelighed kreeret af få landsdækkende dagblade, hvor tårer og medfølelse stemples som værdiløs følelsesporno?

    Anina :(

    SvarSlet