Talk Town, 3.-5. maj i Huset

Igen i år er der Talk Town i København med debatter og performances mv., og igen skal der tales om  køn, ligestilling og feminisme i tre dage, og igen er der ingen, der gider tage sig af de tunge emner. 

Af interesse for læsere af denne blog er dog arrangementet d. 5. maj kl. 15-17 i Huset i Magstræde:

Arragørernes tekst lyder:

Arrangementet belyser den vold og forråelse børn og mødre møder i det danske system i de såkaldte højkonfliktssager. Monologer, lydfiler og videoer skildres et system. som laver overgreb på voldsramte mødre og børn i ligestillingen og kønsneutraliteten navn. Skuespillere vil citere beretninger og spørgsmål til systemet. Her spørger en 11-årig dreng de tre dommere i Vestre Landsret, hvorfor han skal sidde ensom og isoleret på et børnehjem, når det eneste han ønsker er at være hos sin mor. En mormors beretning og fortvivlelse over at skulle aflevere et skræmt og skrigende barnebarn til en far, der begår overgreb og den 7-årige pige og den 4-årige drengs gråd over at være adskilt fra deres mor vil understrege de mange brud på børnekonventionen og Istanbulkonventionen som dagligt sker i det danske system.

Skuespillerne Klara Sofia Witt, Julie Meilstrup og Lukas Miklik-Stolar vil præsentere de hjertegribende historier, som alle er bygget op om dokumenterede udtalelser og sagsakter. Der vil også blive vist små kort film og lydpræsentationer, som alle understreger den vold, det danske system udsætter børn for, og hvor man sidder tilbage med spørgsmålet "hvor blev barnets tarv af"?

Systemets håndtering af Børnekonventionen og Istanbulkonventionen vil også blive belyst, og de skræmmende statistikker underbygger, at megen vold mod kvinder og børn faktisk er lovligt i dagens Danmark.


Ses vi –– den 5. maj kl. 15.00 i Huset i Magstræde?

Nej, kæresterne i syvende klassse er HELLER ikke voldelige ...

Læsere af Mediernes møgkællinger er allerede vant til politikere, der går i medierne med forkerte udtalelser baseret på oplysninger fra medierne selv. Dette kan man læse om i afsnittet “Med medierne som fejlkilde."

Men det er nyt –– inden for dette felt –– at se politikere gå i medierne med faktoider fra forskningen selv. 


I kølvandet på Ask Elklits stærkt kritiserede undersøgelse om gensidig vold, Undersøgelse af indbyrdes vold, der mødte stærk kritik fra alle sider, herunder fra DR's Detektor, slap sidstnævnte ikke taget i SDU-forskerne, f.s.v. et delstudie, faktisk er et Ph.D.-projekt, som var inkorporeret i Undersøgelse af gensidig vold, nemlig den endnu ikke publicerede undersøgelse om kærestevold.

Det var på baggrund af denne, der viste, at 40% af danske syvendeklasseselever har været udsat for kærestevold, at Karen Ellemann fremsatte den opsigtsvækkende udtalelse om "en syg ungdomskultur".

Men Detektors undersøgelse peger i stedet på en syg forskningskultur, for det viser sig, at kærestevold nu betyder "at blive såret eller kritiseret", og da Detektor omsider får fat i rapporten, er de 40% tillige forsvundet. 

Se udsendelsen her. Læs DR-Nyheder her.

Det fremgår endvidere fra aktindsigt, at både forskerne selv og Ligestillingsministeriet var bekendt med de rigtige tal, og man kan med rette spørge, hvorfor ministeriet ikke passer bedre på ministeren?

Det er desværre kendetegnende for hele det i opsigtsvækkende grad ivrige felt, der gang på gang forsøger at tegne et billede af kvinders voldsfrekvens, at det simpelthen ikke foregår på redelig facon:

Når der pilles lidt, falder resultaterne fra hinanden.

Alligevel er skaden sket. Det, læsere og lyttere husker, er det oprindelige og stærkt opskrevne faux resultat om, som nettet aldrig glemmer:

Tidligere om denne sag, bl.a.:  

Når forskning bliver politisk.
Voldsobservatoriet sænker kisten indeholdende Ask Elklit undersøgelse helt ned i graven.
Nedturen fortsætter, men skaden er sket.
Detektor om undersøgelse af indbyrdes vold.
Mere kritik til undersøgelse af indbyrdes vold. 

Hvis du vil læse mere om Undersøgelse af indbyrdes vold, så brug søgebarren i højre hjørne.  

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har intet at fejre.

I dag er det Angelinas fødselsdag. Jeg kender hende ikke, men jeg kan se det på Facebook. Ja, den Angelina, der flygtede til Brasilien og fyldte Ekstra Bladets spalter sammen med Lisbeth, der var flygtet sammesteds hen med sine børn, senere eller tidligere, husker det ikke. Sidder hun stadigvæk i kvindefængsel i Brasilien? Ved det ikke. Prøver at springe over. Derfor er det sært, at denne besked lander i netop min postkasse:

I al sin primitivitet er den besked en glimrende illustration af, at dette ikke handler om børn, men om at få kvinder til at makke ret. 

Både Lisbeth og Anglina har som tusindvis af andre kvinder verden over mødt en  fantastisk mand, fået børn med ham og opdaget, at den fantastiske mand var et uhyre. Men i Danmark kan man sagtens være et uhyre og en god far, er holdningen, og derfor har selv uhyret krav på sine børn. Det skal staten nok sørge for.

Enhver mor –– og sådan én er jeg også –– kan mærke disse kvinders desperation: De flygter fra mænd, de frygter, og ender med at se deres børn overdraget til selv samme mænd, mens de selv får lov at se dem et par timer om måneden. 

Børnebortførelse er en forbrydelse. Strafferammen er specificeret i loven. Men står der her også noget om, at straffen yderligere indebærer, at børnene skal straffes ved at blive revet væk fra  deres “primære omsorgspersoner”?  Nej. Men det er samme straf for alle –– tag lige Linda Saugsted med her. 

Straffen udføres af Systemdanmarks samlede ideologiske hjul og fædrene –– trods lovninger om det modsatte, her fremsat i politisk korrekt system-speech, til BT ved børnenes hjemkomst:

... og trods psykologisk viden om de alvorlige skadevirkninger på børnene. Straffen er så altafgørende, at børnene gerne ofres.

Så tillykke med fødselsdagen, Angelina. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor rædselsfuldt du og dine børn har det.


Særlig da ikke efter jeg kom til at høre denne lydfil:

Mere hjerteskærende kan det næppe blive. 

Folkestemningens tankesæt følger en sær logik: Kvinder flygter for at straffe deres ekser, hedder det. Fordi de er jaloux og sindssyge. Og skal straffes, især det. Det er fra et fornuftsperspektiv næsten umuligt at forstå denne udlægning. Ville du selv flygte til et fremmed land med børn, vende ryggen til familie og venner og arbejde, indkomst og hus i Danmark –– hvis du var sur på din eks? Nej, selvfølgelig ikke, men det er mærkelig nok den bizarre opfattelse i folkedybet om netop disse kvinder. Tanken om, at det, der er i Danmark –– faren, myndighederne –– som  hele tiden gør dit og børnenes liv til et helvede og er selve grunden til, at du må væk –– er helt utænkelig.

Kun sindssyge eller sindssygt hævngerrige kvinder flygter fra en mand. Der findes ingen andre grunde. 

Det er godt nok en vittighed: Hvad kalder man en kvinde, der forlader køkkenet? Svar: på flugt. Dem, der flygter  fra det, mænd vil have og opfatter som deres ret, får kærligheden at føle. #Metoo er en bunke kvinder, der lyver og skal stoppes; dem, der taler om vold og voldtægt, skal stoppes og i stedet tale om falske anmeldelser; krisecentrene er fulde af løgn, en feministisk konspiration; donorbørn er en hån og skal stoppes. Alle mænds privilegier og magtmidler bliver lige nu håndhævet og styrket af en samlet tidsånd, og der er faktisk en betegnelse for det: patriarkatet. Og patriarkatet er, som man aner, fuld af kvinder, for står man i patriarkatets tjeneste, belønnes man.

I Mediernes møgkællinger skrev jeg, at Patriarkatet lige nu sparker igen, men siden udgivelsen er det kun blevet værre. Fx skal der ifølge udkastet til et nyt system overføres børnepenge fra mødre til fædre i størrelsesordenen 7 mia. kr. Det sker efter, at en ny videnskabelig undersøgelse har vist, at “børnebyrden” giver kvinder et permanent lønefterslæb på 20%, som varer hele livet. Både folkestemning og multivariat analyse viser naturligvis, at det er kvinders egen skyld: De kunne jo bare lade være med at tage alle de hensyn til børn. Faktisk kan det der med at tage så mange hensyn til sine børn ende i fængslet. Læren er: Pas dine børn, lad være med at brokke dig, og husk, hvem de tilhører.

Patriarkatet har sørget for, at dette at tage ordet PATRIARKAT i sin mund i sig selv er en ekstremistisk handling. Men det er desværre den mest præcise, sammenfattende betegnelse for de samlede kræfter, der lige nu spænder hanen på sin pistol. Så tag ordet tilbage, og brug det.  

I Mediernes møgkællinger citerer jeg juraprofessor Kelly Behre for at sige, at man ikke skal lade sig narre af, at fædrerettighedsbevægelserne bruger det sprog, der hører ligestillingen og borgerrettighedsbevægelserne til, fuldstændig som Vladimir Valiant gjorde i ovenstående interview med BT:

 

Tillykke med fødselsdagen, Angelina. Du har, som så mange andre, intet at fejre.

Intet nyt fra fædrefronten

I hvert fald kan man konstatere svær gentagelsestrang, amnesi og en usædvanlig evne for at marginalisere sig selv, for nu klager Foreningen Far IGEN (6.4.18) over Institut for Menneskerettigheders angivelige kønsdiskrimination, denne gang bilagt kopi til Ligestillingsministerien, Ligestillingsudvalget, Folketingets ombudsmand og Folketingets præsidium.

"Der er tale om markant kønsdiskrimination i rådet i forhold til repræsentanter vedr. kønsdiskrimination," skriver han, som den uhelbredelige volapykist, han er. "Rådet" hedder "Ligebehandlingsudvalget," by the way.

Man misunder foreningen det manglende overjeg. Man kan komme langt uden skam.

Men må jeg minde om, at Foreningen Far i november 2017 sendte den selv samme klage, også dengang på trods af AT FORENINGESFORMAND JESPER LOHSE SELV VALGTE AT FORLADE Ligebehandlingsnævnet efter at dette havde påtalt hans dårlige opførsel. 

Dette kan du læse om i detaljer her. 

"Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til."

En annonce i lokalavisen i Svendborg har vakt berettiget opmærksomhed:

Sagen er tidligere omtalt her på bloggen.


Nu har Fyens Amts Avis taget sagen op i en tredelt artikelserie: Hovedartiklen, retspræsidentens genmæle, og formanden for Børnepsykologisk Selskab, Michael Kasters kommentar. 

Sagen omhandler fejl i de psykologiske undersøgelser, der har afgørende indflydelse på tildeling af bopæl og samvær i retterne og Statsforvaltningen. 

“Det er et problem, at forældremyndighed og samvær afgøres på baggrund af psykologiske erklæringer, som ti måneder senere får kritik af Psykolognævnet,” fastholder psykolog Iben Elene Oksfeldt, der i desperation over manglende klageadgang og retssikkerhed nu har taget det opsigtsvækkende skridt at indsætte en annonce. Den første i en række, lader chefpsykologen for Litehouse Consult forstå. 

“Vi har nævnt kritikken overalt, hvor vi kommer frem: Vi bruger en psykologerklæring som ti måneder efter får kritik i psykolognævnet, men i mellemtiden har afgjort flere menneskeskæbner. Det er noget, vi ser overalt i landet, og sagen her er bare én konkret sag, der beviser at vi har ret.”

Overordnet er både retspræsident i Svendborg Byret Anni Højmark og formand Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige Michael Kaster utilfredse med, at der bliver skabt mistillid til psykologernes virke. Men mistilliden er ikke noget, der er skabt med denne annonce.

“De siger, det er farligt at så mistillid, men hvorfor er det farligt? Hvorfor skal vi have blind tillid til psykologer, når vi ved, at der bliver betået fejl, og at fejlene ikke fanges i tide. Det er ikke et sundt system, der beder om blind tillid. Tillid skal man gøre sig fortjent til. Og det undrer mig, at Selskab for Børnesagkyndige –– og et medlem
af Psykolognævnet –– forsvarer det, der er foregået her.”

“Jeg har ikke en eneste klient, som ikke er skrækslagen for de børnesagkyndige. De oplever dem som de egentlige dommere, som handler ud fra deres personlige overbevisninger, ikke deres faglighed.”

Retspræsidenten i Svendborg er så forarget over, hvad hun ser som et angreb på hende selv, at hun slet ikke forholder sig til kritikken eller til det syvpunktsforslag, Litehouse Consult fremsætter. Hun hæfter sig i stedet ved, at barnet er så lille, at det ikke kan “høres”, men det skal heller ikke høres, det skal undersøges.   

“En forældrekompetence-undersøgelse skal undersøge både forældrene og barnet uanset alder, og der findes metoder til at undersøge selv helt små børn,” siger Oksfeldt og understreger, at dommerstandens manglende viden på dette område kan blive et enormt problem i det nye system, hvor der er lagt op til, at børnesagkyndige skal inddrages mere. “Den enkelte dommer bør som minimum interessere sig for, om erklæringen tydeligt afviger væsentligt fra vejledningen,” udtaler Oksfeldt.

Retspræsidenten anfører også, at det ikke er den klage, Litehouse har udfærdiget i sagen, der ændrede byrettens dom. Til dette svarer Oksfeldt: “Klagen indgår i det samlede grundlag, så denne udtalelse fra retspræsidenten er heller ikke helt korrekt. I øvrigt har vi modtaget dokumentation for, at dette, modsat hvad retspræsidenten udtaler, er forekommet før.” Oksfeldt ærgrer sig over, at hendes tiltag ikke opfattes som et springbræt til at rette op på forhold, der ikke fungerer, men at man i stedet reagerer defensivt. 

“Hvorfor mener retspræsidenten ikke, at dette er et problem, der kræver fokus på, hvad der kan gøres bedre? Der ER nemlig forhold, der kan forbedres uden at afvente en lovændring.”

Formanden for Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige, Michael Kaster, anbefaler i stedet for annoncering at henvende sig ad de rigtige kanaler, men uden at fortælle, hvilke kanaler det er. “Måske fordi de ikke findes. Det løser ikke problemet at klage, når afgørelsen tager ti måneder. Kaster forholder sig ikke til min kritik,” siger Oksfeldt. “Psykolognævnet har tidligere afvist at fremskynde sagsbehandlingen i en sag, som skulle for retten. Men dette er ikke en kritik af Psykolognævnet. Det er et lovgiverproblem.”

“Når mine klienter er skrækslagne for de børnesagkyndige psykologer, skyldes det også, at psykologerne opfattes som en politisk faktor.” 

Hermed henvises både til praksis og til kronik i Politiken, hvor Michael Kaster gjorde det klart, at der påhviler politikere og psykologer et ligestillingshensyn. Det er selvsagt gift for den store gruppe af voldsramte mødre, og i den ene psykologundersøgelse efter den anden har vi set, at dette politiske fokus gang på gang overtrumfer barnets ret til beskyttelse  og friholdelse fra vold og overgreb, som FN's Børnekonvention dikterer.

I flæng kan her nævnes en børnesagkyndig vurdering, hvori en supervisor fra Børnesagkyndigt Selskab anbefaler samvær med en muligvis sadistisk pædofil:

Den pågældende psykolog bruges stadig af domstolene, hvor han fortsat udarbejder børnepsykologiske erklæringer, og han står stadig på listen over supervisorer i  Dansk Psykolog Forenings selskab for børnesagkyndige.

“Jeg har virkelig mange dygtige kolleger, men det er ikke altid dem, domstolene bruger. De dygtige vil måske ikke rette ind efter det, domstolene vil have, hvem ved, det kan vi ikke vide, det er spekulation. Men der må være et minimum af kvalitetssikring i dette system. Det er jeg sikker på, at alle dygtige og kvalificerede psykologer har en fælles interesse i,” slutter Iben Elene Oksfeldt. 

EFTERLYSNING: GENNEMTÆSKET MAND

Jeg leder med lys og lygte efter en mand, der er blevet “gennemtæsket af sin partner”. Sin kvindelige partner, vel at mærke.

Jeg tror ikke, han findes, men er villig til at undskylde mine fordomme, dersom jeg skulle tage fejl.

Jeg har spurgt Mandecentret i Aalborg direkte, om man her kan introducere mig til en sådan gennemtæsket mand, men her svarer René Vinding Christensen ikke på min anmodning.

Skulle du være en sådan “gennemtæsket mand”, hører jeg meget gerne fra dig her.

Jeg er flink over for den ægte vare, men kun den ægte vare. 


Venlig hilsen fra Susanne og på forhånd tak

–––––––––––

Begrebet “gennemtæsket mand” er lånt fra Tobias Petersen, som administrerer sitet “Reel Ligestilling.” Tobias skrev for to dage siden denne opdatering, og det er ordlyden herfra, jeg henholder mig til:

Er familiedrab ved at blive epidemiske?

I går kunne politiet fortælle, at endnu en far havde dræbt sine børn og derpå begået selvmord, kun 2 uger efter en identisk episode i Kolding.

Snakken går allerede: Det er har ikke noget med køn at gøre. Bla bla. Men det har det, og det er spild af tid at blive ved med at diskutere det. 

Af artiklen Om at myrde egne børn fremgår det bl.a.:


Inden for barnets allerførste leveår, er der flere mødre end fædre, der myrder deres egne børn, men derefter dominerer fædrene, viser en undersøgelse fra New England Journal of Medicine. Kriminologen, Elizabeth Yardleys undersøgelser er kongruente. Hun bekræfter, at 59 ud af 71 børnedrab begås af mænd. Yardley identificerer i artiklen Why men kill their children en række mønstre, blandt andre:

• i syv ud af 10 tilfælde har barnet været midtpunkt for et bittert familiebrud.

• i alle tilfælde har fædrene oplevet at deres maskulinitet har været truet.


En nyere italiensk undersøgelse viser, at strafelementet er centralt i disse mord. Mor straffes ved, at børnene dræbes, men børnene straffes ligeledes i en særkategori af disse mord, hvor faren opfatter børnene som værende i liga med moren, der har forladt ham eller fundet en anden. 

Med to identiske familiedrab lige efter hinanden er der god grund til at genlæse Forebyggelse af drab og dødelig vold. For de findes, undersøgelserne, der opridser faresignalerne.

I denne seneste sag forlyder det ifølge ubekræftede rygter, at moren havde udtrykt sin ængstelse over farens ustabilitet over for både kommune og statsforvaltning.Her er der naboen, der fortæller:

I sagen om den otteårige, som er udgangspunktet for Om at myrde egne børn var disse instanser også fuldt informerede om farens misbrug og vakkelvorne psyke.

Pointe: Disse mord kan undgås, hvis mødrenes ængstelse tages alvorligt. Statsforvaltning, kommuner og ikke mindst medier har et kæmpeansvar her. 

Og det sidste, vi har brug for lige nu, er victimblaming af denne skuffe:

 

Der er grænser for, hvor uvidende man har lov at være.

Hvis jeg nu skider på andre kvinder, vil du så behandle mig som en person af værdi?

Journalist Dorte Toft har igen skrevet en spiddende artikel, som denne gang vedrører særlig Berlingskes hang til at bringe artikler om et eller andet –– hvad som helst –– der er i vejen med kvinder, skrevet af kvinder.

Ansporet af Anahita Malakians kommentar, Der findes en hemmelig og farlig bande i Danmark: mødrebanden, og mit gensvar, Der findes ingen mødrebande, Anahita, gennemgår Toft her en generel tendens hos Berlingske og kommer godt rundt om kvinder, der hader kvinder, og den overstrømmende modtagelse denne type indlæg får.

Særlig iøjnefaldende var denne artikel, skrevet af et kvindeligt medlem af Foreningen Far, som Berlingske –– tilsyneladende valgte ligefrem at sponsorere:

Hvorfor? 
 
Mente Berlingske virkelig, at et par ekstra ture rundt på Facebook var en velkommen læserservice, fordi alle skulle nå at opleve en kvinde hamre løs på andre kvinder? 

Der er mange svar på, hvorfor sporten at hamre kvinder er så populær. Her er et af dem:

Jeg forstår godt, at mange finder den uimodståelig, den enorme bølge af velvilje og komplimenter, der venter dem, som hamrer deres kvindelige kønsfæller. På samme vis er der forståelse at hente for de kvinder, der skyr det overvældende had, de mødes med, når de gør det modsatte –– eller bare noget andet. Men helt ærligt: Man vænner sig til det. Prøv det! Be fabulous! 

Til overlevelsesformål kan du bruge mit trick med at forevige kloakslammen på T-shirts som en vaskbar skamstøtte over dagens kvindehad: 

 

Og hold så op med at hamre dine kønsfæller i Berlingske. Just do it.

barnetstarv.com: Bilsælgeren og hans kæreste er i live og har det godt

Det fremgår af nyt blogindlæg hos barnetstarv.com efter lang tids tavshed.

Bilsælger Michael Hjelvang søsatte efter egne oplysninger i 2016 virksomheden  Barnets Tarv (barnetstarv.com), som ud fra hans egne triste erfaringer med Skilsmissedanmark skulle rådgive andre i lignende situation. 

Fra denne enkeltmandsvirksomhed –– som ikke formelt blev dannet før juni 2017 –– er der udgået en lind strøm af blogindlæg, der i dræbende detalje forsøger at gøre Hjelvangs egen sag principiel og interessant.

Som alle andre fædre, der råber op om egen sag og til lejligheden udstiller deres umælende eks som en rådden banan, har han selv en uattraktiv bagage: en dom for vold ved byretten, som senere blev stadfæstet i landsretten.  Derfor er det unægteligt svært at forstå, hvorfor titlen på Hjelvangs endnu uudkomne bog, der i 2016 forventedes at udkomme tidligt i 2017, er FRIKENDT. Men måske Hjelvang føler sig frikendt ved i bedste Peter Madsen-stil simpelthen at erklære sig uskyldig.


Eftersom Michael Hjelvang som sagt er bilsælger og derfor ingen formelle kvalifikationer har for at rådgive i skilsmissesager, har Barnets Tarv allieret sig med journalist og jurist, Mette Kathrine Larsen –– som man vil huske, blev fyret fra Nordisk Film for under dække af at lave en dokumentar i stedet brugte sin stilling til at fremme Michael Hjelvangs sag i statsforvaltningen. Det kan man læse om her:

Journalist fyret for misbrug af stilling

Det var også selv samme journalist, der i halvandet år i tæt samarbejde med bl.a. Foreningen Far brugte public service-stationen, Radio24syv, til at fremme kampen for fædres rettigheder. Det kan du læse om i Mediernes møgkællinger.

Alt i alt et fornemt team.

I blogindlægget huserer mange påstande, som der ikke findes belæg for, men blandt alle disse påstande skal her fremdrages:

 

Den pågældende medarbejder, som Mette Kathrine Larsen havde en intensiv korrespondence med, var tidl. afdelings- og kontorchef Bente Koudal. 

I retten d. 30 januar i år udtalte Bente Koudal under sin vidneforklaring, at hun ingen viden havde om en liste over advokater. 

Derfor er påstanden om 12 sager af den angivne karakter en, som Barnets Tarv i særlig grad skylder dokumentation for. 

Tidligere om Barnets Tarv og teamet Hjelvang & Larsen, bl.a.:

Han skulle eje millioner, hvis tårer var guld

Her følger en anmeldelse af Barnets Tarv, som blev slettet fra siden. Her forbeholder man sig nemlig ret til at fjerne usaglige kommentarer. Det fremgår, at "usaglig" betyder "kritisk":